Snak om »ydmygelse« og »kaos«: Et år efter sin tiltrædelse har den britiske premierminister Keir Starmer mistet kontrollen over sit parti – og over landets finanspolitik.
Nu frygter mange briter, at Starmer bliver nødt til at smide »skattebomben«.
Et år efter hans overvældende sejr over de konservative i juli sidste år er stemningen faktisk mere dyster end festlig: Starmer, som havde lovet at afslutte et årti med omvæltninger i Storbritannien, mistede tirsdag kontrollen over sit parti ved en afstemning i Underhuset om ændringer af handicapydelser og social omsorg – og dermed landets anstrengte finanspolitik.
Aftenen endte med et stort tab af autoritet, en strøm af negative overskrifter – med snak om »ydmygelse« og »kaos« – og utilfredshed i egne rækker.
Det skriver Anne McElvoy i Die Welt. Hun er politisk redaktør på Politico UK og vært på podcasten Politics at Sam and Anne’s.
Om få dage har Starmer været i Downing Street nr. 10 i et år, men der vil ikke være nogen fejring af, hvad der har været et »annus horribilis« – og situationen ser ikke ud til at blive bedre.
Starmer er måske ikke færdig, men briterne er alligevel dødsdømte
McElvoy kommer ind på meget, som burde være velkendt for Documents læsere. Som det faktum, at han i valgkampen i 2024 lovede hårde økonomiske beslutninger for at undgå skattestigninger eller låntagning – den britiske statsgæld er 100 procent af BNP.
Borgere, der var utilfredse med Tory-partiet, valgte at give Labour og Starmer en chance for at opfylde deres løfter. Men det modsatte skete, og skattetrykket er steget voldsomt. Der er ikke gjort noget for at stoppe bådflygtningene, og migrationen er på rekordniveau.
Starmer indrømmede for nylig i interviews, at ikke alt er gået efter planen.
»Vi har ikke altid fortalt vores egen historie så godt, som vi kunne have gjort,« sagde han.
Starmers undskyldning er, at han har været nødt til at bruge tid på »brandslukning« på verdensscenen. Men ingen tvang Starmer til at involvere sig i krigen i Ukraine, og han behøvede heller ikke at blande sig i Mellemøsten.
Britanien er stadig påvirket af de optøjer, der rasede i Southport sidste sommer, efter at sønnen i en rwandisk asylansøgerfamilie dræbte tre små børn. Starmers regering har reageret ved at arrestere fortvivlede briter i årevis for dumme beskeder på de sociale medier.
Britisk tyranni: Småbørnsmor og dagplejemor kan risikere “betydelig” fængselsstraf for opslag på X
Da Labour-regeringen ikke gør noget for at forhindre masseindvandring, nøjedes Starmer med at beklage, at Storbritannien er ved at blive en »ø af fremmede«.
Udtalelsen skabte forargelse i partiets rækker, og hans sprog blev sammenlignet med Enoch Powells berømte »rivers of blood«-tale fra 1968, som ødelagde Powells politiske karriere. Historien har dog vist, at Powells forudsigelser om Storbritanniens fremtid og antallet af immigranter var alt for optimistiske.
Supporterede Jeremy Corbyn
Efter en periode som advokat gik Starmer ind i politik for Labour og støttede den venstreradikale Jeremy Corbyn i 2015. Det hjalp ham til at blive partileder efter 2019.
Valget i 2024 var en kæmpe succes, hvor Labour vandt hele 165 pladser i Underhuset, mest på grund af 14 års elendige resultater fra Tory-partiet.
Siden valget har Starmer i stigende grad mistet kontrollen over de fleste ting: Økonomien, grænserne og sit eget parti. I krogene mumles der om, at hans tid som partileder nærmer sig sin afslutning.
Storbritannien er i krise, har opbygget en stor gæld, økonomien har det ikke godt, og eftervirkningerne af Brexit, stigende energiomkostninger og et akut omkostningspres forværrer situationen. Unge mennesker omtaler nu sig selv som »cozzie-lifers« – et paraplybegreb, der beskriver følelsen af, at livet simpelthen er blevet for dyrt.
Ældre vælgere har mistet troen på Labours evne til at få styr på økonomien, og yngre vælgere stemmer ikke længere på Starmer, fordi de mener, at hans støtte til Israel er for »afbalanceret«.
Det faktum, at Starmer opnåede en meget god handelsaftale med Indien, imponerer kun få, mens bekymringerne over forholdet til Trumps USA ligger i dvale. Det ser ud til, at Starmer ikke har kontrol over begivenhederne.
Starmers forsøg på at indføre »skjulte« skattestigninger gennem ændringer i det sociale sikringssystem for at generere flere indtægter fra middelklassen virkede i bedste fald naivt – og i sidste ende kontraproduktivt.
Forsøget på at beskatte ikke-residenter (non-coms) hårdere har været en total fiasko, da de simpelthen flytter væk fra skattebyrden, ligesom mange velhavende briter gør. Storbritannien er blevet Europas svar på Californien.
Nogle mener, at Starmer har klaret sig bedre internationalt, men også her kritiseres han for at ignorere Storbritanniens egne kriser til fordel for eksempelvis Ukraine. Af den grund har han fået øgenavnet »Never Here-Keir«.
Desuden går han under navnet »Two Tier-Keir« for sin forskelsbehandling, der i høj grad rammer den oprindelige britiske befolkning.
NATO’s krav om at øge forsvarsbudgettet til 5 procent af BNP virker uopnåeligt for et land i dyb økonomisk krise.
Når status som premierminister begynder at smuldre, gør tilliden til lederen det også.
Det eneste, Starmer kan trøste sig med, er, at der stadig er lang tid til næste valg – senest i 2029.