Mohammad Rona skriver, at ”I dele af den offentlige debat lyder det stadig højere: Danmark er ved at blive “udskiftet”. Vores kultur er truet. Vores børn vil vokse op som fremmede i deres eget land. Det er en fortælling, der spiller på frygt – og på en forestilling om, at Danmark kun vil overleve, hvis vi lukker os om os selv.”
Ikke en konspiration – blot en konstatering
Som det står lysende klart efter den af dagbladet Politiken bestilte befolkningsfremskrivning for nylig, er den store udskiftning (af de etniske europæiske folk, herunder danskerne) netop ikke en konspiration, men en simpel konstatering. I Danmark vil det med det nuværende niveau for indvandring og den nuværende fødselsrate ske i år 2096.
Jeg kan i øvrigt oplyse Mohammad Rona om, at han ikke er en del af det, han er frisk nok til at kalde ”vi”. Mohammad Rona er født i Afghanistan i 1985, kom til Danmark i 1991 og er, det kan ikke nægtes, dansk statsborger. Det gør ham ikke til dansker. Hvis Rona selv tror det, kan han for min skyld blive i sin vildfarelse, som jeg ville være i, hvis jeg flyttede til f.eks. Indonesien, fik statsborgerskab og derpå kaldte mig indoneser. Jeg ville med rette blive grinet ud.
Rona bruger som økonomisk argument, at internationale medarbejdere (Ronas formulering) bidrager med 12 pct. af BNP. Ja, det er sikkert rigtigt, men det er ca. det samme som resten af arbejdsstyrken målt i gennemsnitlig indtjening. Det ser jo så også godt ud, fordi udlændinge, der arbejder, kan være med til at forsørge børn og ældre i Danmark. Har Rona således ret?
Rona har ikke ret
Nej da. Der er to ting, som Rona behændigt fortier. For det første er udenlandske arbejdere en højst uensartet masse. Biokemikeren, der kommer alene til Danmark, tjener 800.000 kr. om året og betaler en masse i skat, og tager hjem igen efter nogle år, han eller hun er en overskudsforretning, der vil noget, fordi der blev udført noget højt produktivt arbejde, der ellers ikke ville blive lavet.
Ganske anderledes stiller det sig med de titusinder, nej flere hundrede tusinde, der har begrænsede kvalifikationer, og som tager familien med til Danmark. Enhver kan slå op i Danmarks Statistiks årlige publikation om indvandrere og efterkommere og konstatere, at af de større grupper i Danmark er det kun efterkommere af vietnamesere, der klarer sig en streg bedre end danskere i skolen.
Srilankanere ligger omtrent på niveau, og de øvrige mange grupper ligger enten lidt eller afgrundsdybt langt fra danskere. Dette kan ses i deltagelsen på arbejdsmarkedet og i skattebetalingerne. Kriminalitetstallene for næsten alle ikke-vestlige grupper er dertil hårrejsende, i de værste tilfælde taler vi om grove voldskriminelle seks-syv gange niveauet over danskere.
Når de bliver overflødige – hvad så?
Til sidst kan det nævnes, at fremtiden givet vil bringe kvantespring i udnyttelsen af robotteknologi og kunstig intelligens, der vil gøre især mange ufaglærte jobs overflødige eller i hvert fald erstattelige. Selv visse højtuddannede kan få konkurrence fra kunstig intelligens. En konstant indvandring af lavt uddannet arbejdskraft kan oven i købet blive en sovepude, fordi der ikke umiddelbart ser ud til at være noget stort incitament i at udvikle ny teknologi.
Til allersidst må vi hellere slå fast, at skønt Mohammad Rona slår nok så mange kors og halvmåner for sig, kan han ikke ændre på det faktum, at monoetniske samfund er mere fredelige og mindre konfliktfyldte end multietniske. Det er bare sådan, virkeligheden er skruet sammen, også uanset hvor upopulær man vil gøre budbringeren.
Der er ingen gode argumenter for at føre den indvandringspolitik, som Lars Løkke Rasmussen, manden bag Mohammad Ronas forslag, ønsker.
