Caravaggio Narcissus (1599)
Det sociale medie OnlyFans tjener milliarder på at sælge intimitet som handelsvare. Unge kvinder som englænderen Bonnie Blue filmer sig selv i seksuelle situationer og sælger adgang til betalende kunder. Bonnie Blue er således blevet berømt – eller hvad man nu skal kalde det – for at have slået en verdensrekord ved at have sex med 1.057 mænd på 12 timer.
Når kritikere rejser indvendinger, mødes de med et velkendt argument: “Det er mit eget valg”, og “det skader ikke andre.” Spørgsmålet “hvorfor ikke?” hænger i luften – og ingen kan besvare det overbevisende.
Denne magtesløshed over for det tilsyneladende selvindlysende blev forudset af den amerikanske sociolog Philip Rieff i 1960’erne. Rieff advarede om, at Vesten var ved at miste sin evne til at skelne mellem det tilladte og det forbudte. “Hvorfor ikke?” var blevet svært, hvis ikke umuligt, at besvare.
Men måske findes der alligevel svar. Lad os genbesøge Rieffs dybt originale kritik af vores kultur og se på, hvordan den kan anvendes i dag.
Terapeutisk kultur som kulturelt forfald
Rieff identificerer kilden til den moralske magtesløshed i det, han kalder den terapeutiske kultur.
Hvor tidligere kulturer var bygget på forbud og grænser – “du må ikke” – bygger den moderne vestlige kultur på tilladelse og frisættelse. Den er bedre til at undskylde end til at forklare, hvad der ikke må gøres.
Denne omvending begyndte med Freud, der vendte Vestens værdier og forståelse af skyld på hovedet. Hvor den kristne tradition havde lært, at dårlig samvittighed kom af at undertrykke sin højere moral, hævdede Freud, at skyld derimod var resultatet af at undertrykke sine lavere drifter.
Med Freud blev forældres kærlighed til deres børn ”narcissisme” – de elskede ikke barnet, men sig selv i barnet. Børns respekt for forældre blev et “undertrykt ødipalkompleks” – skjult seksuelt begær. Og religion blev en “masseneurose” – kollektiv sindssygdom, som rationelle mennesker burde frigøre sig fra.
I dag ser vi den freudianske omvending fuldbyrdet overalt.
Utroskab omdefineres til ”sexafhængighed” – en sygdom, der kræver behandling, ikke moralsk fordømmelse. Tyveri bliver “kleptomani” – en impulssygdom frem for kriminalitet. Aggressiv adfærd diagnosticeres som en kemisk ubalance i hjernen snarere end manglende selvkontrol.
I den terapeutiske kultur flyttes ansvaret systematisk fra moralsk handling til psykologisk lidelse.
Det sakrales kollaps i praksis
Vi gennemlever altså et kulturelt forfald. Det gælder moralsk, men også institutionelt.
Universiteter, der skulle være kulturens vogtere, er blevet dekonstruktionens fæstninger. Litteratur, der handler om køn, race og klasse – skrevet af, om og for minoriteter – dominerer pensum på mange universiteter, mens Shakespeare reduceres eller fjernes. Ikke på grund af litterær kvalitet, men fordi Shakespeare tilhører vores kanon af ”gamle, hvide, heteroseksuelle mænd”.
Resultatet af alt dette er, at det sakrale uddrives fra vores kultur.
Der findes ikke noget ophøjet. Alt er tilladt, intet helligt. Lasterne er blevet til dyder. Det, der tidligere var forbudt, er blevet mainstream. Drag Queen Shows, også for børn, fejres som “inklusion”, og polyamori præsenteres som ”alternativ livsstil”. Skamløshed er blevet den idealiserede tilstand.
Også forpligtelser mellem mennesker forvitrer.
Dating-app kulturen frembringer det, Rieff kalder ”psychological man” – mennesker trænet til at se parforhold som forbrugsgoder med indbyggede udtrædelsesklausuler. Vi ser fænomener som ”ghosting, at forlade sin partner uden forklaring frem for at tage den svære samtale, og en tendens til konstant at holde flere døre åbne i stedet for at vælge og forpligte sig. Enhver ansvarsfølelse kan afvises med “jeg skal passe på mig selv.”
Cancel culture illustrerer det sakrales kollaps: Vi ved præcis, hvad vi er imod – racisme, nationalisme, sexisme, homofobi – men har svært ved at artikulere, hvad vi står for. Negativ identitet har erstattet positiv loyalitet.
Det sakrales modgift
Bent Meier Sørensen er en dansk forfatter, der er inspireret af Philip Rieff. Sørensen tilbyder i sin aktuelle bog “De grænseløse” et modtræk til den kulturelle erosion.
Det sakrale kalder han en “førkulturel orden”. Altså en grundlæggende struktur, der ikke er menneskeligt opfundet, men som kulturen skal oversætte og formidle for at kunne bestå. Det sakrale kommer til udtryk i konkrete praksisser:
Måltidet – Sørensen kalder det en “fredhellig begivenhed” – hvor familie og venner samles uden skærmenes forstyrrelser. Morgensang, der binder generationer sammen. Kirkegården, hvor forbindelsen til fortiden og de døde opretholder en åndelig dimension. Løgstrups “suveræne livsytringer” – tillid, barmhjertighed, sprogets åbenhed – der udtrykker en bindende orden hinsides individuelle præferencer.
Sørensen peger særligt på, hvordan techgiganterne har invaderet vores indre verden og fortrængt de rum, hvor det sakrale, det ukrænkelige, kan aktualiseres. Skærmene forhindrer fordybelse, nærvær og samvittighedens stemme. Når vi mister evnen til kontemplation, mister vi også forbindelsen til det, der er større end os selv.
Hvad vi vil dø for
Det sakrales ultimative betydning findes i det enkle spørgsmål: Hvad er værd at ofre livet for?
Da feltpræsten Thomas Aallmann https://www.saxo.com/dk/loevehjerter_brugtbog_sx102097699 prædikede for de danske soldater i Afghanistan og talte med dem om det at kæmpe og om nødvendigt dø for hjemmet i Danmark, appellerede han til noget større end dem selv – fædrelandet, familien.
Kristendommen har givet Europa en fortælling, der ikke blot kunne bremse hævn og had, klansamfundenes og den hedenske verdens voldsspiral og brutale behandling af de svage og lidende, men også forfine soldaten fra at være en vikingekriger i egen selvforståelse til et menneske, der forsvarer sit hjem. Det er ikke svaghed, men styrke.
Fra Bibelens næstekærlighedsbud til Tolkiens heroiske fortællinger finder vi idealer om tro, håb, mod og offervillighed, der løfter mennesket ud over dets indkrogethed i sig selv.
Uden det sakrale har vi ingen modstandskraft mod grænseløshed. Når ingen fortællinger binder os sammen, når alle autoriteter er delegitimerede, så står vi forsvarsløse over for OnlyFans-argumentet: “Hvorfor ikke?”
Vi har brug for ritualer, vertikal autoritet og store fortællinger, der kan bære fællesskabet. I sidste ende handler det sakrale om at have noget, der er vigtigere end os selv. Noget værd at leve for, og om nødvendigt, dø for.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter
Købe hos Tales: Ræven går derude, mor
Købe hos Saxo: Ræven går derude, mor
Købe: Verden var så rød, mor Erindringer 1942-1980
Købe: Frihedens væsen Fra Perikles til Hirsi Ali
