Endnu langsommere maler dog møllen i EU-Unionen. Det er derfor, at formandskabet for EU af embedsværket er fastsat til kun seks måneder. Så kan politikerne ikke nå at lave megen skade i dette korte tidsrum. EU er et departementschefstyre, hvor bureaukraterne bestemmer. Politikerne kommer og går. Embedsmændene består. Vi ved fra komitéer, udvalg og kommissioner, at der altid går to-tre år før disse politisk nedsatte grupper ’barsler med en betænkning’, som det hedder på Christiansborgsk. Sådan er den politiske arbejdsrytme, så det er ret utænkeligt, at Danmark som den nye formand kommer til at præstere synlige og konkrete resultater af sit arbejde i spidsen for Unionen. Er der nogen, der kan huske, hvem de seneste tre formænd har været? Og hvad var deres bedste resultater, mens de sad for bordenden?
Formandskabet i EU er et ledvogterjob, hvor det gælder om at sagsbehandle, hvad der ligger i indbakken, men ikke så meget, at sagerne havner i udbakken. Det er ikke meningen, at formandskabet skal levere gennembrudslovgivning i EU. Det er derimod meningen, at formanden i sin korte periode skal flytte udvalgte sager nogle bogstaver frem i bureaukratiets alfabet: for eksempel fra E til F, så næste formand kan flytte sagerne fra G til H og så fremdeles, indtil vi ad åre når til bogstavet Z, hvor sagerne enten kan vedtages eller nedlægges. Normalt forventes det, at en formand for en virksomhed eller organisation udviser initiativ, nytænkning og handlekraft med det formål at bevare det, der er godt i organisationen, og forbedre det, der ikke er det. Dette er dog ikke Danmarks opgave i EU de næste seks måneder. Det er vores opgave at sidde stille, holde kursen og ikke rokke med båden frem til nytår, hvor næste formandsstat overtager roret.
Den danske regering, medierne og ikke mindst europaminister Marie Bjerre strutter dog af virkelyst og optimisme her på tærsklen til Danmarks formandskab 1. juli og har lanceret en række mærkesager, som vi de næste måneder skal have gennem EU-systemet. Først og fremmest vil Danmark accelerere arbejdet med at realisere målet, at EU skal kunne forsvare sig selv i 2030. Dette bliver nok ikke helt let, når man betænker, at Danmark i 2014 forpligtede sig til at anvende 2 procent af BNP på sit nødlidende forsvar. Regeringen erklærede efterfølgende, at der ikke var afgivet et løfte, men kun en hensigtserklæring. Løftet til NATO om at levere en kampbrigade på 5000 mand kunne ifølge regeringen først være opstillet i 2024, altså 10 år efter ’hensigtserklæringen’. 2024 kom og gik, men stadig ingen brigade, der heller ikke forventes kampklar hverken i 2025 eller de følgende år. Når den bovlamme danske regering nu pludselig optræder som en militær høg på EU’s vegne, er det naturligvis, fordi EU-Kommissionen drømmer om at overtage ansvaret for det europæiske NATO, som udgør den eneste måde, hvorpå EU i 2030 kan forsvare sig selv. Det kommer dog ikke til at ske, og Danmark bør nok hellere feje foran sin egen kasernedør, hvor der ikke ser for godt ud.
Næste mærkesag for regeringen er regelsanering og afbureaukratisering af EU. Det kommer heller til at ske. Sidste år vedtog vi det vanvittige EU-direktiv om registrering af de ansattes arbejdstider, som om vi befandt os i 1950erne, hvor arbejderne stemplede ind om morgenen og ud af eftermiddagen, når fabriksfløjten hylede. Regnedrengene i EU har ikke registreret, at Covid-epidemien har ændret arbejdsrutinerne i de danske virksomheder således, at en meget større del af den daglige arbejdsindsats kan ske i hjemmet, hvor det jo ikke er helt nemt at stemple ind på kontoret. Den danske regering har servilt og sagtmodigt bøjet nakken for CSDDD-direktivet, hvor det nu bliver pålagt større danske virksomheder at tage ansvar for, at de selv, deres kunder og leverandører overholder EU’s lovgivning om menneskerettigheder, miljø og klima. Endnu en EU-lammer til danske virksomheder.
Så er det også en højt prioriteret opgave for det danske formandskab at modvirke Trumps ’toldkrig’ mod EU ved at lave flere frihandelsaftaler med resten af verden. Det er vist kun politikere og embedsmænd, der tror, at man kan veksle det ene marked ud med et andet. Det koster års hårdt arbejde at etablere en eksport i USA, og det kan en handelsaftale med Indien, Kina og Nigeria ikke lave om på eller kompensere for.
Og så er der naturligvis det danske formandskabs planlagte acceleration af EU’s grønne omstilling, mærkesagen over alle mærkesager for det danske klimadydsmønster. Den brutale og hårdhændede grønne omstilling er en dødssejler, fordi den fordyrer energipriserne og lammer konkurrenceevnen for de europæiske virksomheder, der i forvejen er hårdt belastet af EU’s tonstunge bureaukrati, hvor sagsbehandlere, konsulenter og planlæggere producerer en permanent flydende lavastrøm af unødvendige direktiver og forordninger, der koster virksomhederne enorme milliardbeløb i ekstra administrationsbyrder.
Når vi kommer frem til nytår og Danmark må slippe formandskabet, skal vi ikke forvente at se resultater af regeringens ambitiøse mærkesager. Vi må stille os tilfreds med at være værter for mange højtprofilerede møder, limousiner med tonede ruder, alvorlige jakkesæt, mødereferater om fremskridt og konstruktive samtaler, der varsler betydningsfulde skridt på vejen hen imod vigtige resultater for det fremtidige EU. Resultater er der ganske vist ikke helt der endnu, men de er godt på vej.
Succeskriteriet for formandskabet er således ikke at præstere resultater, men at undgå at dumme sig. At komme fra hvervet med skindet på næsen. Ligesom alle de formænd, der kom før os og de formænd, der kommer efter. Og så at kunne prale i medierne op til nytår om den fremragende danske indsats anerkendt med respekt og beundring af alle EU’s medlemsstater. Vi er jo kun et lille og beskedent land, men har atter vist verden, at vi kan måle os med de største og de bedste. Sådan som det plejer at være.