Joanne Bywater, kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance
Når Borgerrepræsentationen i morgen behandler forslaget om en Handleplan mod Racisme og Diskrimination i Folkeskolen (Medlemsforslag om Handleplan mod Racisme og Diskrimination i Folkeskolen | Københavns Kommune), har Liberal Alliance foreslået en vigtig ændring: at antisemitisme nævnes direkte og tydeligt. For hvis vi vil tage kampen mod diskrimination alvorligt, skal vi også tage ansvar for at se alle former for diskrimination i øjnene – også den, som rammer jødiske børn og familier.
En god skolegang handler ikke kun om læringsmål, faglighed og struktur. Den handler også om at føle sig tryg og velkommen. Det er afgørende, at alle børn – uanset baggrund, tro eller etnicitet – oplever, at de hører til fra første skoledag. Det kræver, at vi er ærlige om de udfordringer, vi står med. Og det kræver, at vi har modet til at nævne problemerne ved navn.
Forslaget henviser til rapporten fra Institut for Menneskerettigheder, som dokumenterer udbredt diskrimination i skolen. Men antisemitisme nævnes ikke, og det mener vi i Liberal Alliance er en væsentlig mangel. For vi ved, bl.a. fra Københavns Kommunes rapport om jøders oplevelse efter 7.oktober (Nye rapporter undersøger jøders og muslimers oplevelse af livet i København efter 7. oktober 2023 | Københavns Kommune) samt fra rapporten ’anitisemitiske hændelser i Danmark 2024’ udarbejdet af AKVAH webfinal-akvah-rapport-2024ok.pdf, at antisemitismen også er en reel og voksende udfordring.
Derfor har vi fremsat et ændringsforslag. Ikke for at fjerne fokus fra andre former for diskrimination – tværtimod. Men fordi antisemitisme er en lige så uacceptabel form for had og forskelsbehandling, som alt andet vi – med rette – reagerer på. Det må aldrig blive sådan, at nogle former for diskrimination bliver nævnt, mens andre forties.
København er en by med stor mangfoldighed, og det skal vi være stolte af. Vi har brug for en by hvor mennesker med forskellige baggrunde kan leve og trives side om side. Men det forpligter. Det forpligter os til at insistere på værdighed og respekt for alle – også i vores skoler.
Derfor håber jeg, at Borgerrepræsentationen bakker op om vores ændringsforslag. Det handler ikke om partipolitik. Det handler om at sende et klart signal til vores børn – og til hinanden: at antisemitisme, ligesom alle andre former for diskrimination, ikke hører hjemme i København.