Af alle de farlige drejninger, vores civilisation kan tage, er den, vi ser nu, måske den mest kujonagtige: Når problemer ikke længere kan løses, forsøger vi i stedet at fjerne det sprog, der beskriver dem. “Jihad”? Det er for provokerende. “Sharia”? For ladet. “Politisk islam”? Et ubehageligt udtryk, der forstyrrer sammenholdet. Så hellere forbyde ordene. Vi skal ikke længere have frihed til at beskrive truslen – for enhver, der taler om den, bliver en trussel.
Det er et psykologisk mønster, vi kender godt: et samfund, der har påtaget sig rollen som offer over for en krænker. Vi ser det i alle voldelige forhold. Når misbrugeren slår, spørger offeret: Hvad har jeg gjort forkert? Når islamister myrder, truer aviser, når kirker vandaliseres, når muslimske troende sætter Youngstorget under bøn – ja, så spørger vi: Hvordan kan vi gøre det bedre for dem?
Det er ikke islam, der er problemet. Det er dig. Dig, der prikker, spørger, henviser til sira og hadith. Dig, der vover at minde os om, at jihad ikke er en moderne misforståelse, men et helligt princip, der er nedfældet i islams normative tekster – med profetens handlinger som forbillede. Så er det ikke længere islam, der er ekstrem. Det er dig. Når vold truer, bøjer du nakken. Når islamisk praksis stiller krav, spørger du: Hvordan kan vi imødekomme dette uden at fornærme dem? Svaret er altid det samme: Ved at fornærme os selv.
Ytringsfrihed er blevet en luksus – kun tilgængelig for dem, der aldrig udfordrer den nye ortodoksi. Politiet, som skulle beskytte borgernes ret til at udtrykke sig frit, er blevet portvagter for harmonisk sameksistens. Ikke ved at beskytte ytringer, men ved at fjerne dem – og derefter klappe sig selv på skulderen for at have “forhindret konflikter”.
Når en politisk kommentar på en plakat fjernes fra det offentlige rum, fordi den kan tolkes som fornærmende over for en religiøs gruppe, er vi ikke længere i en debat. Vi befinder os i en lovløs stat, hvor vold overtrumfer retfærdighed, og ære overtrumfer sandhed. Når politiet fjerner kritik af jihad og samtidig faciliterer tusinder i bøn under samme ideologiske banner, så er staten blevet en aktør i en udvikling, som den burde have modsat sig.
Der er et sprog for dette. Islam kalder det al-wala wal-bara – loyalitet over for fællesskabet, afstand til alt udenfor. En troende muslim skal elske det, Allah elsker, og hade det, Allah hader. Denne dualitet – eller dualisme, som det hedder i den juridiske tradition – gør det muligt for islam at eksistere i to tilstande: en venlig og fredelig over for “folket”, en aggressiv og dominerende over for “kafirerne”. Det er ikke en løgn. Det er en strategi. Og den virker.</p
Så længe vi tror, at vi forhandler med en religion, der ligner vores egen, vil vi tabe. Islam er en religion – men det er også en politik, et retssystem og en social orden. Det er ikke kun en moské, men også en domstol. Ikke kun bøn, men også pligten til at kæmpe. Når vestlige ledere gemmer sig bag begrebet “religionsfrihed” uden at forstå islams overordnede struktur, bidrager de til en langsom, men systematisk opløsning af alt, hvad der er vestligt: retsstatsprincippet, ytringsfriheden og individets ukrænkelighed.
Dette er ikke en paranoid fantasi. Det er tekstbaseret virkelighed. Hadith-litteraturen, sira-biografien og de islamiske lovskoler fortæller os, hvad der gælder. Hvis du ikke tror på mig – så læs selv. Men det er netop det, vi ikke gør. Vi har valgt uvidenhed, fordi sandheden er ubehagelig. Og dem, der påpeger ubehaget, skal ikke modsiges – de skal bringes til tavshed.
Den vestlige strategi over for islam er ikke en strategi – det er en kapitulation. Som Warner og andre har vist, er vores manglende kritik ikke et resultat af fakta, men af frygt og fornægtelse. Islam skal behandles som en skrøbelig minoritet, aldrig som en totalitær ideologi med globale ambitioner. Enhver dokumenteret observation af jihad, kvindeundertrykkelse eller dhimmipraksis bliver ikke mødt med modargumenter, men med moralsk fordømmelse af observatøren. Du så noget, du ikke burde have set – og værst af alt: Du sagde det højt.</p
Men dette spil har kun ét udfald. Du kan ikke løse et problem, du ikke kan sætte navn på. Du kan ikke stå imod en doktrin, du ikke må beskrive. Og man kan ikke forsvare et samfund, hvis selve forsvaret opfattes som et angreb.
Islam er ikke ved at blive reformeret. Det er Vesten, der er ved at blive reformeret – væk fra oplysning og frihed og ind i tavshed og frygt.
Køb “Dumhedens anatomi” af Olavus Norvegicus! Køb e-bogen her.