LAD HAM LEVE? – HVORFOR DET KLOGESTE KAN VÆRE AT SKÅNE IRANS LEDER
USA og Israel indikerer, at de ved, hvor Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, er, og at de let kan ramme ham. Men der er flere grunde til, at det klogeste faktisk kunne være at lade ham leve.
ALLEREDE FIASKO
Khamenei er 86 år og har været syg i længere tid. Han har tidligere fået foretaget en prostataoperation, haft problemer med mave og tarm, og flere kilder rapporterer, at han er afhængig af opium eller morfin for at dulme smerter – særligt efter et attentat i 1981, der lammede hans højre arm.
Ifølge den israelsk efterretningstjenestes website (DEBKA) bruger han op til fire timer om dagen på at ryge opium, og hans lungefunktion og bevidsthed skulle være mærkbart påvirket. Det er ikke bekræftet af uafhængige kilder, men det stemmer med billedet af en aldrende og svækket leder.
Hvis det er sandt, er han allerede i en fysisk og mentalt nedbrudt tilstand – og derfor ikke længere en trussel i sig selv.
LEVENDE FIASKO ELLER DØD MARTYR?
Da Iran nu lider stort militært nederlag og mister sit atomprogram, vil Khamenei fremstå som den ultimativt ydmygede leder – og det er faktisk mere værd i strategisk forstand end en hurtig henrettelse. Hans titel som “Guds Tegn” vil blive et ironisk symbol på fiasko, og hans tilstedeværelse kan virke demoraliserende på tilhængerne.
Man kan næsten tale om en slags åndelig straf: Hver bøn, han beder, bliver en påmindelse om, at han tabte. Hans fortsatte eksistens bliver et levende monument over regimets nederlag – en påmindelse om, at selv guddommelig autoritet ikke kunne forhindre kollaps.
I lande med stærkt hierarkiske eller religiøse strukturer er det desuden svært at overtage magten uden støtte fra den tidligere leder. Det så vi med kejser Hirohito i Japan efter Anden Verdenskrig. Han fik lov til at leve – ikke af godhed, men fordi kun han kunne få nationen til at acceptere nederlaget uden at kæmpe videre.
Noget lignende kunne ske i Iran. Hvis Khamenei – svækket og kontrolleret – udsteder en slags “accept” af nederlaget eller beder sine tilhængere om at forholde sig roligt, kan det forhindre borgerkrig og kaos. Han kan blive et “værktøj” i en ellers farlig overgangsperiode
IKKE NÅDE MEN STRATEGI
At lade ham leve handler ikke om etik eller tilgivelse. Det handler om magt og kontrol. En død ayatollah kan blive martyr, men en levende, nedbrudt og marginaliseret ayatollah kan bruges til at pacificere folkemængden, legitimere overgangen og undgå yderligere konflikt. Det er realpolitik i sin reneste form.