Flere og flere svenske småbørnsforældre vælger at forlade Sverige. Det handler ikke kun om kriminalitet og frygt – det handler også om opdragelse, kultur, kønsideologi og retten til at opdrage deres børn i fred. En af de mødre, der er flyttet til Åland, fortæller Jonas Andersson fra Samnytt om piger, der bliver kaldt »ludere« i skolen, og at det altid er ikke-europæiske mænd, der gør det.
Samnytt har i en række artikler set nærmere på svenskere, som er flyttet til blandt andet Åland eller Portugal. De har undersøgt, hvad der ligger bag beslutningen om at flytte. Denne gang er der fokus på børnefamilier og småbørnsmødre.
De føler, at samfundet ikke længere er genkendeligt. At trygheden er forsvundet. At skoler, kultur og politik svigter deres børn.
For nogle svenske småbørnsfamilier er det gået så vidt, at de ser emigration som den eneste udvej. To af dem er Victoria Johansson, som allerede bor på Ålandsøerne, og Sabina Montonen, som snart er på vej dertil. På trods af deres forskellige livssituationer deler de den samme konklusion: Sverige er ikke længere et godt sted at opdrage børn.
Victoria Johansson bor på Åland med sin mand og fire børn – og venter sit femte. Hun flyttede dertil omkring 2015 fra Stockholm og Västerås. Beslutningen blev taget, da hun ventede et barn.
“Vi fik et barn tidligt, og da det viste sig at være en pige, følte vi, at vi var nødt til at flytte. Måske ville vi også have indset det, hvis vi ventede en dreng, men det var en faktor. Det var en stærk reaktion. Vi var vokset op i Sverige, ligesom alle andre på vores alder, som tidligt indså forskellige fejl i samfundet.”
Den følelse blev forstærket af den generelle samfundsudvikling. “Indvandring var en del af de problemer, vi oplevede, men også andre ting. Vi så familier gå i opløsning, der var en masse dysfunktionalitet, skolerne blev dårligere – det var en stor faktor.”
I dag hører de stadig om børnefamilier, der flytter fra Sverige, hvor deres døtre bliver kaldt ludere i skolen hver eneste dag.
Sverige er ikke bare utrygt, siger Victoria. Det er også forvirret og splittet.
“Kulturen er i forfald i Sverige, men det gælder også i hele den vestlige verden. Kønskrigen, som har stået på, lige siden jeg var teenager, mellem mænd og kvinder. Feminiseringen af mænd og forsøget på at beskrive maskulinitet som noget dårligt og destruktivt. Og at folk i lang tid har ladet, som om der ikke er nogen forskel på kønnene.” Hun uddyber: “Jeg har også altid været kritisk over for det faktum, at man i Sverige ikke må have forskellige meninger. Det er, som om alle i Sverige går rundt og leger – lader, som om alt er fint og normalt. Og så er alting bare fuldstændig dysfunktionelt.”
Et eksempel, fortæller hun til Samnytt, er, at højtstående personer ikke længere kan sige, hvad en kvinde er. Det er absurd og farligt.
Victoria fortæller, at hendes egne forældre, som kom til Sverige fra Polen, ønskede at give hende et bedre liv. Og at hun nu selv har forladt Sverige for at give sine egne børn et bedre liv.
Hun mener, at medierne og politikerne formidler et forvrænget eller falsk billede af virkeligheden. Om indvandring og forskellene mellem mænd og kvinder. Hun nævner også, at små børn i Sverige bliver tvunget til at gå i børnehave, fra de er tre år gamle.
De fleste af de familier, der er kommet til Åland, er almindelige mennesker, som ikke har været involveret i politik. De har bare indset, at de ikke kan blive i Sverige, og at tingene kun bliver værre der.
Sabina Montonen bor sammen med sin mand Per og sine børn uden for Örebro. De har tænkt på at forlade landet i flere år – og nu er ideen blevet til en konkret plan.
“Vi har tænkt på det i et par år, fordi der er så meget vold og eksplosioner og bandekriminalitet. Der er også problemet med den obligatoriske skolegang, at man ikke har noget frit valg. Men dråben, der fik bægeret til at flyde over, var den obligatoriske børnehave fra treårsalderen. Hvis det skulle gå igennem, ja, så ville vi rejse med det samme. Det vil vi ikke gå med til.”
For Sabina er det klart, at det ikke kun handler om pædagogik – det handler om kontrol med befolkningen og børnene. Staten går ind og forsøger at overtage forældrerollen.
Familien boede tidligere i Örebro. “Vi følte virkelig, at vi flyttede i sidste sekund. Og vi har hørt om flere hændelser i området, siden vi flyttede. Knivoverfald, overfald, skyderier … Der er så meget, at man ikke kan huske det hele.”
Den personlige frihed er allerede begrænset. Man er bange for at gå ud alene. For Sabina er politik ikke længere teoretisk. Det påvirker børnene – og det har konsekvenser.
Hun mener, at det, som de svenske socialdemokrater nu taler om, nemlig at tvinge befolkningen til at blande sig, kun fører til ét valg – at emigrere. »Børn skal ikke være airbags i et mislykket socialt eksperiment.«
“Det er det samme med obligatorisk børnehave fra treårsalderen. At det er børnene, der skal tvangsintegrere de andre på en eller anden måde.”
På Samnytts spørgsmål om, hvorvidt hun tror, at politikerne vil lade sig tvangsblande med indvandrere, svarer hun kort: »Nej«.