En af de mest ulykkelige konsekvenser af befolkningsudskiftningen er undertrykkelsen af ytringsfriheden. Jo flere muslimer, jo flere Koranlove, blasfemilove og love mod såkaldt hadtale, hvad enten det skyldes særhensyn til islam eller frygten for social uro.
Intet sted er denne udvikling tydeligere end i Storbritannien.
Briternes land var engang frihedens fædreland, det land, der gav verden parlamentarisk demokrati og grundlæggende borgerrettigheder. I dag arresteres hvert år tusindvis af borgere for at ytre sig. Hvad der engang var utænkeligt, er blevet hverdagskost i et land, der langsomt glider ind i autoritær kontrol, i et frygtens fængsel.
De mest oplagte eksempler på krisen
Eksemplerne på Storbritanniens ytringsfrihedskrise er så talrige, at de næsten virker uvirkelige. Telegraph-journalisten Allison Pearson blev arresteret efter et år gammelt, slettet opslag på sociale medier. Politiet dukkede op ved hendes dør en søndag morgen for at afhøre hende om “hadforbrydelser” – endda uden at fortælle hende, hvad hun havde skrevet.
Chokerende er også sagen om læreren fra Batley Grammar School, der i 2021 viste en Muhammed-tegning under en time om ytringsfrihed. Protesterne udenfor skolen var så voldsomme, at han blev suspenderet og stadig må leve i skjul efter dødstrusler. En uafhængig undersøgelse konkluderede, at han var blevet svigtet af alle myndigheder og kaldte ham et “offer for frihedsbegrænsende chikane”. Men han forbliver i skjul.
I Wakefield modtog en 14-årig autistisk dreng dødstrusler, fordi han havde “beskadiget” en Koran ved at ridse i den. Politiet valgte at give dem, der truede barnet på livet, “ord med på vejen”, mens selve ridsningen blev registreret som en “non-crime hate incident”. Drengens mor måtte offentligt undskylde i den lokale moské.
Tallene taler deres eget sprog: Over 13.000 såkaldte hadforbrydelser bliver registreret mod britiske borgere årligt. Alt dette, og mere kunne nævnes, er ikke tilfældige episoder, men et systematisk angreb på ytringsfriheden.
Det orwellske kontrolsystem
Et hovedproblem er udbredelsen af “non-crime hate incidents”, en orwellsk konstruktion, der gør det muligt at registrere og overvåge borgere for udtalelser, som ikke engang er ulovlige.
Som Matt Goodwin påpeger, fungerer disse som våben mod enhver, der vover at udfordre den herskende konsensus om indvandring, multikulturalisme eller islam. Disse ”lovlige forbrydelser” og ”fredelige overfald på ytringsfriheden” udgør kernen i det nye engelske kontrolsystem.
Politiet har forvandlet sig fra kriminalitetsbekæmpere til tankepoliti. Mens indbrud forbliver uopklarede, og voldskriminaliteten stiger, prioriteres “følelsesmæssig sikkerhed” for ”hadefulde” ytringer over borgernes grundlæggende rettigheder. Systemet er designet til at skræmme folk til tavshed.
I frihedens navn knægtes friheden. For at beskytte tolerance udøves intolerance. Storbritannien redder demokratiet ved at ødelægge det.
Paradokset er åbenlyst: Mens borgere fængsles for meningsytringer på sociale medier, løslades hårdkogte kriminelle tidligt på grund af pladsmangel. Prioriteterne er blevet fuldstændig fordrejede i et system, der har mistet sit moralske kompas. Kritikere af Storbritanniens udvikling mod stadigt mere totalitære tilstande fordømmes derimod som ”radikaliserede”.
Islams særstatus og skjulte blasfemilove
En af de mest bekymrende udviklinger er indførelsen af de facto blasfemilove ad bagvejen.
Som Tom Jones dokumenterer i sin nye analyse, blev den kurdisk-armenske ateist Hamit Coskun dømt for “religiøst betinget forstyrrelse af den offentlige orden” efter at have kritiseret Islam og på ”skændig vis” holdt en Koran i vejret. Altså en islamisk blasfemilov, indført ved lov.
Westminster bukker for Mekka.
Storbritannien har stiltiende udviklet et dobbelt retssystem med 85 sharia-domstole, der træffer juridisk bindende afgørelser i ægteskabs-, skilsmisse- og arvesager. Storbritannien er med rette blevet kaldt det vestlige centrum for sharia-domstole, og deres indflydelse spreder sig til det sekulære system.
Labour-politikeren Tahir Ali har direkte spurgt premierminister Starmer, om han ville indføre love mod “krænkelse af alle religiøse tekster”. Svaret var afslørende: Staten har pligt til at bekæmpe “islamofobi i alle former”. Det kan næppe tolkes som andet end en faktisk indrømmelse af, at kritik af islam skal kriminaliseres.
Den foreslåede islamofobi-definition, fremsat af den tværpolitiske gruppe i det britiske parlament All-Party Parliamentary Group, gør enhver kritik af islam til “en form for racisme”. Det betyder, at bekymringer om indvandring fra muslimske lande, beskrivelse af grooming-bander som overvejende muslimske eller ideologisk kritik af islamiske doktriner kan betragtes som islamofobisk.
Først kom sharia-domstolene. Så kom de facto blasfemilovene. Nu kommer den officielle kriminalisering af islamkritik. Og snart – den totale tavshed.
Institutionel kontrol og fremtidsudsigter
Problemet forværres af elitens totale dominans af de vigtigste institutioner.
En mikroskopisk elite påtvinger deres radikale verdensanskuelse på en hel nation. Universiteter, medier, skoler og regeringsinstitutioner er kontrolleret af en lille gruppe, hvis radikale synspunkter ifølge Goodwin kun deles af 10-15 % af befolkningen, men som påtvinges resten gennem institutionel magt.
Demografiske prognoser viser dertil, at den muslimske befolkning, som i dag udgør omkring 6,3 procent vil fordobles inden for få år.
Dilemmaet består i, at islamisk jura er fundamentalt anderledes end vestlig ret. Hvor vestlige systemer definerer forbrydelser som overtrædelser af verdslige love, betragter islamisk jura dem som overtrædelser af guddommelig orden. Efterhånden som den muslimske befolkning vokser, vil presset for blasfemilove kun blive stærkere.
Storbritanniens skillevej
Storbritannien sejler nu – billedligt talt – på det autoritære hav med ytringsfrihedens kompas smadret og multikulturalismens storm i sejlene. Landet kan vælge at genetablere de grundlæggende principper om ytringsfrihed, der engang gjorde det til frihedens fædreland. Eller det kan fortsætte ned ad den nuværende vej mod autoritær kontrol, hvor borgernes ord og tanker overvåges og straffes af staten.
Men valget er ikke kun Storbritanniens.
Hele Vesten står over for det samme dilemma: Kan liberale demokratier overleve, når grundlæggende frihedsrettigheder ofres på mangfoldighedens alter? Storbritanniens erfaring viser, hvor hurtigt et frit samfund kan glide ned i autoritære tendenser, når eliten presset af befolkningsudskiftningen prioriterer anti-vestlig ideologi.
Ytringsfriheden er en kerneværdi Vesten og grundlaget for mange andre rettigheder. Mister vi den, mister vi alt, hvad der hidtil har kendetegnet os som civilisation.
Af Kasper Støvring