Den Korte Avis | Asmaa Abdol-Hamid dømt for injurier: Hun beskyldte journalisten Jotam Confino for at være israelsk påvirkningsagent

Den Korte Avis | Asmaa Abdol-Hamid dømt for injurier: Hun beskyldte journalisten Jotam Confino for at være israelsk påvirkningsagent


Det kom til at koste Asma Abdol-Hamid dyrt, at hun som led i en hetz mod den daværende TV2-journalist Jotam Confino blandt andet beskyldte ham for at være israelsk påvirkningsagent.

 

For journalister er troværdighed en afgørende kapital, og Confino anlagde da også injuriesag mod Asmaa Abdol Hamid med krav om en erstatning på 200.000 kroner.

 

Mandag blev sagen afgjort i Københavns Byret.

 

Kendt skyldig i 23 injurierende og ærekrænkende påstande

Her blev Asmaa Abdol-Hamid kendt skyldig i ikke færre end 23 injurierende og ærekrænkende påstande om den daværende TV 2-journalist og fik en regning på små 90.000 kroner.

 

Den omfatter ti dagbøder á 1.000 kroner, erstatning til Jotam Confino på 35.000 kroner samt betaling af Confinos advokatregning på 39.500 kroner.

 

Altså alt i alt 84.500 kroner, som Asmaa Abdol Hamid nu skal hoste op med.

 

Betalt af Israel som påvirkningsagent

Blandt de 23 beskyldninger, som Asmaa Abdol-Hamid er blevet dømt for at have fremsat på sin facebookprofil med flere tusinde følgere, er fire af dem i den tunge ende.

 

Nemlig at: ”Jotam Confino er betalt af Israel.”

 

At: ”Det er uklart, om Jotam Confino er journalist eller påvirkningsagent for Israel.”

 

At.: ”Er Confinos bidrag på skærmen ekstremt dårligt journalistisk håndværk, eller er han påvirkningsagent med aftale med TV 2s ledelse?”.

 

At: ”Jotam Confinos formidling er Israels propaganda camoufleret som journalistik.”

 

Hvad angår de øvrige 19 facebookopslag, som Abdol-Hamid er blevet dømt for, er der mest af alt tale om ærekrænkelser.

 

Ved at følge linket efter artiklen kan du på Jotam Confinos X-profil se samtlige 23 dømte udsagn.

 

Er rystet på ytringsfrihedens vegne

Til Politiken siger Asmaa Abdol-Hamid, at hun er ”rystet på ytringsfrihedens vegne” over dommen, samt at hun har tænkt sig at anke den.

 

”Den her dom, som er meget, meget specifik i forhold til, hvad man ikke må sige, oplever jeg som en voldsom indskrænkning af ytringsfriheden,” siger hun til avisen.

 

På sin facebookprofil, har Asmaa-Abdol-Hamid indtil videre (tirsdag) endnu ikke nævnt dommen med et eneste ord.

 

Til gengæld er andre tilfredse

Det har Jotam Confino til gengæld på sin X-profil, hvor han udtrykker tilfredshed med dommen.

 

”Jeg har idag fået Københavns Byrets ord for, at Asmaa Abdol-Hamid systematiske anklager om, at jeg skulle være påvirkningsagent, spreder fake news, legitimerer et folkemord, og at jeg skulle være talerør for IDF, skriver han blandt andet.

 

Ligeledes takker Confino de cirka 500 mennesker, der har doneret penge til at føre sagen, og skriver, at overskuddet fra retssagen går til den israelske organisation Association of Rape Crisis Centers.

 

Journalister skal kunne tåle kritik, men…

Da Asmaa Abdol-Hamid modtog stævningen, betegnede hun det som et forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed.

 

”Som borgere bør vi kunne udtrykke kritik af pressen uden at skulle frygte for at blive retsforfulgt. Det skal man kunne tåle som journalist, og det gælder også Confino,” sagde hun dengang til Politiken.

 

Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, siger efter domsafsigelse til fagbladet Journalisten, at hun er enig med Asma Abdol-Hamid i, at journalister skal kunne tåle kritik af deres arbejde.

 

”Men i det her tilfælde er der jo ikke tale om kritik. Der er tale om en anklage, som ikke kan dokumenteres, og som har til formål at så tvivl om hans og hans arbejdsgivers troværdighed,” siger DJ-formanden.

 

Hun er derfor tilfreds med udfaldet af dommen.

 

”Jeg er overordnet tilfreds med, at man trækker den her streg og får markeret, at der er forskel på kritik af det, man laver som journalist, og så anklager om, at man er i et afhængighedsforhold,” siger Tine Johansen.

 

Midt under balladen med Asmaa Abdol-Hamid endte Jotam Confino med at blive fyret på TV 2 og arbejder nu på BT.

 

Han mener selv, at en del af hetzen mod ham og dermed også mod TV 2 var en medvirkende årsag til fyringen.

 

Kilder til denne artikel: https://x.com/mrconfino/status/1876641263853724138?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E18766





Source link