Alle taler om nationalkonservatisme, men de færreste forstår, hvad den betyder. Det skyldes især, at denne form for konservatisme bliver skandaliseret. Derfor er der god grund til at afklare, hvad nationalkonservatisme er, og hvorfor vi har brug for den.
Til det formål taler Kasper Støvring i podcasten Kulturkritik med historikeren Morten Uhrskov, der har skrevet bogen ”Nationalkonservativ renæssance”. Det er en debatbog, der tager et markant opgør med tidens venstreorienterede tænkning og globalisering.
Uhrskov argumenterer for, at Danmarks nationale samhørighed er truet af masseindvandring, især fra kulturer, hvor assimilering ikke finder sted. Denne udvikling svækker sammenhængskraften og den fælles identitet, der binder nationen sammen. Uhrskov retter samtidig en skarp kritik mod eliterne, som ifølge ham styrer samfundet uden reel folkelig indflydelse. Men vi kan ikke undvære eliter, så opgaven er at skabe en ny elite, der ønsker at bevare nationen.
I uddannelsessystemet ser Uhrskov et tab af faglighed og autoritet, hvor lighedsidealer har fortrængt viden og disciplin. I samtalen opfordrer Uhrskov til at genfinde og styrke de nationale værdier gennem en klar nationalkonservativ kurs, hvor familien, historien og kulturen igen får en central rolle.