Donald Trumps valgsejr i 2024 var blot endnu et politisk og ideologisk pendulsving, som endnu en gang beviste, at amerikanerne – på trods af deres rigdom på ressourcer og friheder – er et evigt utilfreds folk, der tilsyneladende nyder at slås med hinanden i stedet for at finde fælles fodslag for deres fremtid. Det er en meget svær udtalelse at komme med for en amerikaner, der elsker sit land, men det er en udtalelse, jeg må komme med. Mange års iagttagelse af mine medmennesker har hjulpet mig til bedre at forstå, hvem vi er som nation, men ét spørgsmål nager stadig: “Hvorfor kan vi ikke blive enige om at føre en politik, der én gang for alle fastslår, hvad vi står for som nation, og som udstikker en vej mod fælles mål baseret på en fælles vision?”
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne USA med nogle europæiske lande, især Danmark. Jeg skriver dette den 5. juni, Danmarks grundlovsdag, hvor man fejrer landets grundlov, som danner rammerne for dets 6 millioner indbyggere. Grundloven markerer også afslutningen på det danske enevælde, som ikke endte i blodbad eller hævntørst, men i en alliance mellem Danmarks monark og dets folk. Demokratiet sejrede. Det tog yderligere 80 år, før danskerne vedtog en række sociale reformer, som gav borgerne det, de havde håbet på, da de ratificerede grundloven. Kulturen indhentede lovgivningen og hjalp med at danne den sociale lov, som folket havde krævet. Den sociale støbeform blev sat, og Danmark bevægede sig fremad med et værdisæt, normer og konkrete politiske tiltag, der havde deres begrundelse i samarbejde og kompromis – to ting, der i høj grad mangler i amerikansk politik og kultur.
Nogle af mine landsmænd ville stejle ved at høre mig sige det, men de, der har gjort sig dybere tanker om vores vej frem, ville sandsynligvis uset nikke. Vores tre seneste præsidenter – Obama, Biden og Trump – er indbegrebet af Amerikas politiske og kulturelle splittelse. Obamas “yes we can” blev til “no we couldn’t”, og derfor kom Donald Trump til magten for at rulle Obamas resultater tilbage. Efter fire tumultariske år blev han afsat af et vælgerkorps, som ikke kunne eller ville indgå kompromis med oppositionen og som ville have “deres land tilbage”. Fire år gik uden forsøg på at hele Amerikas sår, og en alvorligt senil præsident blev sendt på pension.
Donald Trump vendte tilbage for at rydde op i det rod, Biden efterlod. Men der var ét stort problem. Halvdelen af landet hadede Donald Trump og nærede dyb mistillid til hans tilhængere – som i mange tilfælde var deres naboer, kolleger, venner eller endda familiemedlemmer. Deres kulturelle “new deal”, som var baseret på identitetspolitik frem for sund fornuft og menneskelig natur, stod over for at blive skrottet og erstattet med værdier, de modsatte sig, såsom meritokrati. Det meritokratiske samfund er dog endnu ikke vokset synligt frem, og økonomien har ikke vist, at den kan modstå effekten af præsidentens toldkrig og sin insisteren på at få vedtaget en “stor, smuk lovpakke”, som vil øge landets gæld markant i årtier frem – for slet ikke at tale om en forlængelse af tidligere skattelettelser, der ikke er målrettet mod samfundets mest trængende borgere.
Donald Trump har trods alt kun siddet i embedet i fem måneder, men for nogle føles det som en menneskealder, især når man tænker på alle de præsidentielle dekreter, han allerede har underskrevet, og alt det arbejde, der er gjort for at “effektivisere” (nogle vil sige ødelægge) den føderale regerings bureaukrati. Kritik har aldrig afholdt Donald Trump fra at gennemføre sine idéer, overbevisninger og forslag. Det har vi set ske i løbet af et halvt århundrede med hans ejendomshandlinger. Én ting er at have selvtillid – og det har Trump i stor mængde – men noget andet er at besidde selvindsigt og uselviskhed, opnået gennem personlig erfaring. Disse to egenskaber er afgørende, når det gælder ledelsen af en hel nation. Og de er også nødvendige, hvis en leders tilhængere skal blive ved med at følge ham, især når løfterne ikke bliver indfriet.
Den politiske klokke tikker hurtigt – lige så hurtigt, som Donald Trump bevæger sig frem med sine planer om at gøre Amerika stort igen. Det virkelige spørgsmål er: “Hvad er definitionen på ‘stor’?” Er det et samfund med empati og en sund økonomi? Et, der værdsætter menneskerettigheder og ægte lighed for alle? Et, der accepterer nødvendigheden af at beskytte både det kollektive og det individuelle gode? Eller handler det om at tro på, at den anden side måske har nogle gode idéer, som er værd at lytte til – og derefter indgå i en dialog? Den amerikanske drøm glider stille og roligt væk fra den drøm, mange amerikanere drømte i 1950’erne, til en virkelighed, der er meget anderledes fra dengang, de stiftede familie.
Amerikanerne er siden 1970’erne blevet kyniske, desillusionerede og mistroiske. Deres kulturelle pejlemærker er forsvundet og blevet erstattet af kendis- og teknologidyrkelse i stedet for en stærk religiøs tro. Amerikas racer og etniske grupper er forvirrede, og nogle bevæger sig endda væk fra integration og omfavner adskillelse og ensporede politiske dagsordener under et “diversitets”-banner. Desværre gør den nuværende administration ikke meget for at anerkende de kulturelle tektoniske forskydninger, der er i gang.
Barack Obama lovede at samle amerikanerne. Det gjorde Joe Biden også. Donald Trump var klog nok til ikke at love det, fordi han var klar over, at det skib var sejlet. Han vidste, at amerikanerne ville have noget andet: tryghed, sikkerhed og flere penge på lommen – og at de var villige til at tolerere oppositionen, så længe den ikke havde magt til at vælte Trump-status quo’en. I den forstand er amerikanerne ret pragmatiske, når det gælder kortsigtet tænkning. De ved, at de har et magtfuldt land, rigt på ressourcer og er i stand til at “få andre til at nikke med”. Desværre er de mindre optagede af, hvordan landet vil se ud om halvtreds år – eller om de vil bekrige hinanden på gaderne, i retssalene eller ved stemmeurnerne – i stedet for at slutte ideologisk fred og drikke dus.
For mange amerikanere er kompromis og konsensus blot ord, man bruger for at fremstå pålidelig og medfølende. Men det er ikke disse ord, der driver den amerikanske økonomi, politik eller udenrigsrelationer. Måske er jeg naiv, men jeg håber stadig, at mit land kan finde sammen og tackle dets kompleksitet, mangfoldighed og uenigheder – og at amerikanerne kan være enige om en fælles vej frem mod ægte storhed. Mærkeligere ting er sket før i historien, og det bør give os alle håb og lade os drømme – selv i vågen tilstand.