Den amerikanske regerings beslutning om at give asyl til en gruppe hvide sydafrikanere har vakt kritik. Sagen fremstilles som endnu et eksempel på Trumps påståede diskrimination: Trump afviser latinamerikanske asylansøgere, men vil gerne vil tage imod hvide sydafrikanere.
Det er en misvisende fremstilling, der overser de dybere moralske spørgsmål om, hvilke forpligtelser vi har over for forskellige grupper af mennesker.
Den selektive mediedækning
DR fortier fx i sin analyse den voldsomme forfølgelse, sydafrikanske farmere udsættes for. Det sydafrikanske parlament har vedtaget en lov, der gør det muligt at ekspropriere hvide farmeres landjord uden kompensation. Og ledende politikere som Julius Malema opfordrer åbenlyst til vold med paroler som “Dræb Boerne, dræb farmerne”. Analysen antyder også, at hvide sydafrikanere blot har nydt godt af apartheid, og den hævder, at andre grupper har mindst lige så stort behov for asyl.
Det sidste er korrekt. Så hvordan kan man foretrække en bestemt gruppe frem for en anden?
Mere end pragmatisme og humanitær hjælp
Forsvaret for at give asyl til hvide sydafrikanere kan naturligvis baseres på klassiske humanitære argumenter: De forfølges og risikerer at miste både ejendom og liv. Man kunne også bruge et pragmatisk argument: De deler vestlige værdier og vil derfor lettere kunne integreres. I Vesten har vi længe kæmpet med problemer relateret til ikke-vestlig asylindvandring: Milliardomkostninger og grov kriminalitet.
Men dette er ikke kernen i mit argument. Det afgørende er et moralsk argument om særlige forpligtelser. At vi skylder nogle mennesker mere end andre.
Jeg har tidligere skrevet om ”Ordo Amoris”. Kærlighedens, loyalitetens og forpligtelsens hierarki. Men lad mig uddybe her.
Partikulære loyaliteter som moralsk fundament
Filosoffen Michael Sandel har igennem årtier kritiseret den liberale filosofis forestilling om det ubundne individ, der frit kan vælge sine loyaliteter og forpligtelser. Han påpeger, at mennesker altid er indlejret i kulturelle fællesskaber, som vi ikke altid selv har valgt, men som former vores identitet, også som moralske personer.
Vores forpligtelser er partikulære, ikke primært universelle.
”At have karakter er at erkende, at jeg bevæger mig i en historie, jeg hverken har fremkaldt eller behersker, men som alligevel har konsekvenser for mine valg og min adfærd. Den knytter mig tættere til nogle og fjerner mig fra andre; den gør nogle mål mere passende, andre mindre”, skriver Sandel.
De moralske fællesskabers forrang
Vi er derfor særligt forpligtede over for vores børn, vores landsmænd, andre kristne og vesterlændinge. Vi kan ikke blot melde os ud af vores forpligtelser over for dem, sådan som vi melder os ud af en billardklub. Vi kan kun enten opfylde eller svigte disse forpligtelser.
Vores forpligtelser breder sig som ringe i vandet. De inderste bånd rummer de stærkeste forpligtelser. Et banalt eksempel kan belyse det:
Dit barn og et andet barn er i livsfare. Du har kun mulighed for at redde et af børnene. Universalisten ville sige, at deres liv er lige meget værd, så du må trække lod om, hvem du vil redde. Men dette er i strid med vores identitet som moralske personer. Et moralsk menneske ville selvfølgelig redde sit eget barn. Forpligtelsen er partikulær.
Gives der så slet ikke universelle forpligtelser? Altså forpligtelser over for andre mennesker, alene fordi de er mennesker? Jo, moralske bud som, at vi ikke må gøre ondt mod uskyldige, og at vi må hjælpe andre i nød så godt, vi kan, er eksempler.
Men vi skylder stadig nogle mennesker mere end andre. Det er ikke racisme, men en anerkendelse af moralske bånd, der binder os sammen i forpligtende fællesskaber. Sydafrikanske farmere, der deler kernekultur med amerikanere, står derfor i et særligt forhold til USA, uanset hudfarve.
Den universalistiske forestilling om, at hele menneskeheden er min næste, og at jeg frit kan vælge mine forpligtelser, er en illusion. Den leder til en moralsk krise, hvor mennesker bliver som turister uden hjemsted eller forbrugere, der shopper rundt mellem identiteter.
Konsekvenser for asylpolitik
Sagen om de sydafrikanske farmere er derfor ikke blot et spørgsmål om amerikansk politik, men har betydning for, hvordan vi indretter vores egen danske og europæiske asylpolitik. Hvis vi anerkender, at særlige historiske og kulturelle bånd skaber særlige moralske forpligtelser, må vi også indrette vores asylpolitik derefter. Vi bør give asyl til vesterlændinge, snarere end ikke-vestlige, kristne snarere end muslimer.
Universalisme og individualisme dominerer tidens moral. Men vi kan ikke redde alle mennesker i nød lige godt. Den kommunitære tanke om særlige forpligtelser over for partikulære fællesskaber giver en dybere og mere holdbar moralsk grund under asylpolitikken.
Af Kasper Støvring