Den Korte Avis | Zenia Stampe er bekymret – mener ikke, at beboerne på Kærshovedgård får kalorier nok og har nu bragt sagen op på ministerplan

Den Korte Avis | Zenia Stampe er bekymret – mener ikke, at beboerne på Kærshovedgård får kalorier nok og har nu bragt sagen op på ministerplan


Afviste asylansøgere, udviste mordere og voldtægtsforbrydere og andre kriminelle fra den tunge ende af straffeloven færdes frit i Danmark med Kærshovedgård som base.

 

Og det vækker bekymring og frygt i store dele af befolkningen

 

Nu er også den radikale Zenia Stampe kommet på banen. Men det er noget helt andet, hun frygter.

 

Zenia Stampe frygter, at de udenlandske kriminelles helbred er i fare på grund af den kost, de får på Kærshovedgård.

 

Den er kaloriefattig, mener hun, og har nu bragt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) på banen.

 

De er aktive og har behov for kalorier

Beboerne på Kærshovedgård er ikke isolationsfængslede, påpeger Zenia Stampe i sin henvendelse til ministeren og beder ham redegøre for:

 

”… hvorfor portionsanretningerne ved måltiderne på Kærshovedgård er beregnet til en isolationsfange, når beboerne på Kærshovedgård netop ikke er isolationsfængslet, og dermed har et højere kaloriebehov?”

 

Zenia Stampe har her en vægtig pointe, da beboernes aktiviteter i form af deltagelse i bandekrige i Aarhus og som dødsbilister med videre kræver energi og dermed et stort kalorieindtag.

 

Beboerne har indflydelse på deres mad

Ministeren kunne dog berolige den bekymrede Zenia Stampe med blandt andet en oplysning om, at de udenlandske kriminelle og afviste asylansøgere via et beboerråd har indflydelse på maden.

 

Ligeledes skriver Kaare Dybvad Bek i sit svar, at:

 

”Ud over hensynet til beboernes kulturelle, religiøse og aldersmæssige sammensætning tages der ved måltiderne også højde for individuelle behov. Det gælder eksempelvis beboere, der midlertidigt har behov for blød kost, er vegetarer eller har diabetes.”

 

I kantinen serveres der mad tre gange om dagen i form af to varme retter og en kold, som er gratis, da beboerne på Kærshovedgård ikke får lommepenge og derfor er afhængige af kantinens mad.

 

Cafeteriet har en madplan for to uger ad gangen, som justeres og tilrettes løbende, da menuerne er sæsonbestemte, oplyser Kaare Dybvad Bek i sit svar til Zenia Stampe.

 

Ombudsmanden havde ingen kommentarer til maden

I modsætning til Zenia Stampe havde Folketingets Ombudsmad ingen negative kommentarer til maden på Kærshovedgård, da han i 2023 besøgte udrejsecentret.

 

Ombudsmandens beskrivelse af madforholdene svarer til den orientering, som Zenia Stampe har fået.

 

”Ledelsen oplyste under tilsynsbesøget, at måltiderne fylder meget i beboernes hverdag,” skriver Ombudsmanden blandt andet i sin rapport og forsætter:

 

”Under besøgsholdets samtaler med beboerne gav nogle udtryk for tilfredshed med maden, mens andre udtrykte utilfredshed.”

 

Udover gratis forplejning og tag over hovedet får beboerne på Kærshovedgård desuden hver anden uge udleveret en hygiejnepakke og hvert halve år en tøjpakke, konstaterede Ombudsmanden under sit besøg.

 

Kærshovedgård, der indtil 1998 var et åbent fængsel, drives af Kriminalforsorgen, som efter kontrakt med Udlændinge- og Integrationsministeriet har fængselsbetjente ansat på centret.

 

Over firs millioner kroner årligt

Det har ikke været muligt for Den Korte Avis at opdrive de præcise omkostninger ved driften af Kærshovedgård i 2024.

 

Af et svar til Folketinget fremgår det imidlertid, at de årlige omkostninger per person i et udrejsecenter beløb sig til 0,4 millioner kroner i 2024 for både afviste asylansøgere og udviste kriminelle.

 

Går vi ud fra en belægning i 2024 som i 2023, hvor i gennemsnit 206 personer opholdt sig på Kærshovedgård på årsbasis, når vi op på 82,4 millioner kroner.

 

Dertil skal lægges en årlig udgift på et ukendt millionbeløb, som Midt- og Vestjyllands Politi har i forbindelse med driften af centret.

 

Den kantinemad, som Zenia Stampe er så bekymret over, er dermed så rigeligt betalt af landets skatteborgere.

 

Kilder til denne artikel: https://www.ft.dk/samling/20241/almdel/uui/spm/291/svar/2136596/3016949.pdf

https://www.ombudsmanden.dk/Media/638497135219384207/Udtalelse%20til%20Udrejsecenter%20K%C3%A6rshovedg%C3%A5rd.pdf

https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/L56C/spm/3/svar/2089764/2938716/index.htm

https://us.dk/media/ychlmhvv/tal-og-fakta-26062024-a.pdf





Source link