Danmarks Højesteret dømmer en kriminel indvandrer til udvisning. Den kriminelle indvandrer klager til Menneskerettighedsdomstolen. Domstolen giver den kriminelle indvandrer medhold og han kan vende tilbage til Danmark.
Det er sket flere gange. Og det har danske politikere accepteret.
Men nu ser det ud til, at nogle politikere har forstået, at det er oprørende og ubegribeligt, at en fremmed, international og udemokratisk domstol kan desavouere den højeste domstol i et europæisk land.
Den danske statsminister Mette Frederiksen mødes således torsdag aften med den italienske premierminister Georgia Meloni for at drøfte en begrænsning af Menneskerettighedsdomstolens indgreb i domme truffet af de enkelte landes domstole.
Desuden er udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek også omsider kommet på banen, hvor også han skarpt kritiserer Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger af Menneskerettighedskonventionen.
Hvad der måtte komme ud af det, er nok et spørgsmål, men det ser ud til, at kritikken fra folkedybet er nået frem til Socialdemokratiet.
Vi har jo alle lært at tælle til 90, og da det fodslæbende parti Moderaterne er en del af SVM-regeringen, skal vi nok ikke forvente ret meget handling.
Men hvordan ville Socialdemokratiet så omdanne sin kritik til handling, hvis det berømte antal 90 mandater blev nået?
Menneskerettighedskonventionen tilbage til den oprindelige
Menneskerettighedskonventionen blev udformet efter 2. verdenskrig, og den var der for så vidt intet i vejen med. Det problematiske var, at asylbegrebet blev ændret og de senere tilkomne utallige tillægsprotokoller, der tillægger yderligere rettigheder og friheder, og ændringsprotokoller, der indeholder ændringer af allerede vedtagne konventioner.
Og det er hele dette kompleks af ratificerede dokumenter, som Menneskerettighedsdomstolen anvender, når den dømmer i sager, der allerede er pådømt af de 47 landes højeste nationale domstol.
Der er i alt 47 europæiske lande (herunder 27 EU-lande), der har underskrevet Menneskerettighedskonventionen. Alle landenes love skal være i overensstemmelse med konventionerne, inden de kan ratificere disse.
(Det europæiske ved Tyrkiet kan dog ligge på et meget lille sted, idet kun 3% af landet ligger i Europa. Resten, 97%, ligger i Asien).
Herudover gjorde Danmark det svært for sig selv, da man i 1992 inkorporerede Menneskerettighedskonventionen i dansk ret. Derfor ser vi gang på gang, at de love, folkevalgte politikere har vedtaget, af Domstolen kræves ændret.
Menneskerettighedsdomstolen
Domstolens dommere kommer altså fra 47 lande med hver deres eget lands kultur, historie og sædvane som bagage.
Alle EU- og FN-konventioner udspyes fra EU i Bruxelles, men det er den uafhængige Menneskerettighedsdomstol under Europarådet i Strasbourg, der (mis)fortolker konventionerne efter forgodtbefindende.
Man skulle umiddelbart tro, at en sådan fremmed Domstol ville være et lysende eksempel for samtlige medlemmers nationale domstole. En domstol, der ville sørge for, at alvorlige menneskerettighedskrænkelser i et medlemsland ikke ville finde sted igen.
I stedet er Menneskerettighedsdomstolen (herefter Domstolen) over årene fremtrådt som et politisk, udemokratisk monster, en legeplads for mange NGO’ere, der er valgt som dommere på trods af, at de ikke er jurister, men har en baggrund i humanitære organisationer.
Det er ikke mindst NGO’erne, der gennem en sjælden opfindsomhed (læs: aktivisme) udtænker nye rettigheder for forbrydere eller folk, der føler sig krænket af den ene eller anden grund.
Domstolens behandler stort som småt – revl og krat
Det vakte enorm opsigt, da en tyrkisk morder (Arif Savran) af Domstolen blev krævet hentet tilbage til Danmark, efter at han efter sin udvisning havde opholdt sig i sit hjemland i et par år. Årsagen var, at han var psykisk syg.
Omkostninger: ”40.000 kr. af retshjælpen samt yderligere 2.000 euros til dækning af retssagen i Domstolen samt enhver skat, der måtte blive pålagt sagsøger under henvisning til erstatningen.”
Psykisk sygdom havde ikke tidligere været en hindring for udvisning. Men denne gang udvidede Domstolen sine beføjelser, fordi man én gang havde gjort en undtagelse med en alvorligt syg morder fra Algeriet.
Scroll ned i linket Arif Savran til ”Skizofrenitilfældene som perler på en snor”, hvor det fremgår, at efterfølgende ophævede Højesteret tre psykisk syge forbryderes udvisningsdom.
Disse højesteretsdomme skyldtes, at Menneskerettighedskonventionen var inkorporeret i dansk ret. Derfor skulle Domstolens dom fremover følges til punkt og prikke af samtlige 47 lande.
Efterhånden var ingen sag for lille for Domstolen.
En afrikaner, der var tæt på at kunne få sin kone ægtefællesammenført, følte sig krænket over, at det ikke var sket umiddelbart efter hans ansøgning, så han havde måtte benytte sig af Malmø-modellen.
Syreren, Mosalam Albaroudi, der – i henhold til gældende lov – kun havde opnået midlertidig beskyttelse og derfor skulle vente 3 år på at kunne få sin kone til Danmark, følte sig krænket over ventetiden. Domstolen mente, at den i Danmark vedtagne lov var for strikt, så de 3 år skulle nedsættes til 2 år.
Dommen: ”Seksten ud af sytten dommere afgør, at Danmark inden for 3 måneder skal betale sagsøger 10.000 euros (omkring 75.000 kr.) samt enhver skat, der måtte blive pålagt sagsøger under henvisning til erstatningen.” Se DKA.
Begge disse to nævnte eksempler blev pådømt af Domstolen, efter at afrikanerens og efter at syrerens ægtefæller var ankommet til Danmark. Men sagerne fortsatte alligevel med yderligere udgifter til følge.
Sønderlemmende kritik af menneskerettighedsindustrien
I årevis har en stor del af befolkningen protesteret over, at en fjernt beliggende domstol med mange ikke-jurister kan forkaste de nationale domstoles afgørelser.
Ganske langsomt bliver alle de konsekvenser, en udemokratisk domstol har og har haft på det danske samfund (og resten af det vestlige EU), italesat.
Den danske statsminister Mette Frederiksen rejste i marts til Rom for at mødes med den italienske statsminister Giorgia Meloni, hvor de bl.a. skulle drøfte migration: ”Vi skal genvinde kontrollen med, hvem der kommer til vores kontinent. Der er behov for et nyt asylsystem, og heldigvis strømmer der en ny erkendelse igennem Europa, som jeg kun kan bifalde,” sagde Mette Frederiksen. Se DKA.
Der er flere lande, der kritiserer Domstolen.
En meget interessant og oplysende artikel (på engelsk) leverer en sønderlemmende kritik af Domstolen.
Her er en bid på dansk (oversat af mig):
”Domstolen er i realiteten ikke uafhængig, men i stedet en veritabel ”menneskerettighedsindustri”.”
”Der ikke er noget krav om, at folk, der udnævnes til dommer i Domstolen har nogen juridisk erfaring overhovedet. Omkring 51 ud af 100 dommere, som har siddet i Domstolen siden 2009 havde aldrig været dommere eller lægdommere før. I stedet er de meget ofte menneskeretsaktivister, som arbejder for Soros eller i en af hans organisationer.”
(George Soros er en ungarnsk mangemilliardær, berømmet af venstrefløjen, berygtet af højrefløjen. Han er omtalt i ovennævnte link).
Er der håb forude?
Vi kan lige så godt opgive ethvert håb om, at de danske politikere vil opsige Menneskerettighedskonventionen og træde ud af Europarådet.
Det næstbedste ville derfor være at sætte hårdt imod hårdt over for Domstolen.
Kræv, at ingen NGO kan udpeges som dommer i Domstolen. På den måde undgås også Soros’ proselytter. Udvælgelse kan kun ske blandt højesteretsdommere i de 47 lande.
Fjern inkorporationen af Menneskerettighedskonventionen fra dansk ret.
Undlad af følge domme, der er urimelige efter dansk ret.
Kræv, at Domstolen afviser småkrænkelser, som opstår, fordi udlændinge er uenige i et lands love.
Gennemgå med tættekam enhver artikel i konventionen og fjern de, der ikke lever op til beskyttelse af Danmark og danskerne.
Lyt til jurister, der er eksperter i udlændingeret, herunder professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, der gang på gang har anvist en vej ud af den misere, nuværende og tidligere politikere og embedsmænd har bragt os i:
”Vi tiltrådte de enkelte menneskerettigheder, artikel for artikel, men selvfølgelig uden at kende det indhold, domstolen nu har lagt i dem…”
”For uenighed med en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er jo helt anderledes end uenighed med en højesteretsdom: Er de folkevalgte utilfredse med en højesteretsdom, kan de blot ændre loven, så fremtidige sager løses anderledes. Den mulighed består ikke for menneskerettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” (Se DKA).