Debatinglæg af Steven Jermy, pensioneret flotilleadmiral.
Jermy har gjort operativ flådetjeneste i Royal Navy, Storbritannien, blandt andet under Falklandskrigen i 1982. Har endvidere gjort stabstjeneste i det britiske forsvarsministerium og under internationale missioner i bla. Bosnien og Kosovo og som strategi-chef i den Britiske Ambassade i Afghanistan. Jermy har skrevet bogen “Strategy for Action: Using Force Wisely in the 21st Century”, udgivet 2011.
Theodore Roosevelt sagde: ”Tal mildt, men bær en stor kæp.” De europæiske ledere gør det modsatte; og dog er de fornærmede, når de ikke bliver inviteret med til de russisk-ukrainske forhandlinger. Fra sidelinjen har europæerne i stedet insisteret på, at Rusland skal acceptere en våbenhvile, som hverken europæerne eller amerikanerne har de politiske eller militære redskaber til at tvinge igennem. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at russerne tålmodigt fortsætter med at fastholde deres egne betingelser for våbenhvile, og heller ikke, at amerikanerne måske langsomt er ved at overtage de russiske holdninger. Alligevel føler de europæiske ledere sig krænkede. Hvorfor?
Jeg frygter, at disse ledere helt fundamentalt mangler evnen til at analysere og beregne magtbalancen, en evne, der er så afgørende i krig. Hvis vi europæere skal give et klogt indspil, der kan bidrage til at afslutte den russisk-ukrainske krig, bliver vi nødt til at vende tilbage til de grundlæggende principper for strategi-formulering og indkalkulere magtbalancen i den russisk-ukrainske krig. Kun på det grundlag vil det blive muligt for os at forstå Vestens virkelige indflydelse – eller mangel på en sådan – over for Rusland.
Et fremragende udgangspunkt finder man i professor John Mearsheimer’s arbejde, som står i stærk kontrast til forudsigelserne fra de konventionelle kommentatorer i Vesten; især når man kan iagttage Mearsheimer’s usædvanlige kendskab til russisk-ukrainske forhold. Mearsheimer lægger vægt på den økonomiske styrke og befolkningsstørrelsen som fundamentalt afgørende faktorer for national magt. Er alle andre forhold lige, vil store befolkninger være mere magtfulde end små befolkninger, og rige befolkninger være mere magtfulde end fattige befolkninger. Men den økonomiske styrke bliver helt rutinemæssigt – og forsømmeligt og overfladisk – vurderet ved at bruge BNP-tal, hvilket i høj grad er en dårlig måde at beregne national militær styrke på. En service-økonomi (oa.: når offentlige serviceydelser udgør en stor del af et lands BNP-styrke) betyder kun meget lidt på krigens slagmark. I militære anliggender er det den industrielle kapacitet, ikke det økonomiske output, der er afgørende. Der er en ligeså fundamental faktor, man kan føje til Mearsheimer’s liste, nemlig energi! Industriel kapacitet er – ligesom militære operationer – i meget høj grad afhængig af sikre forsyninger af billig og rigelig energi af høj kvalitet, hvilket europæerne har opdaget gennem de skader og tab, som de har påført sig selv. Ja, i krig og militære operationer er kamphandlinger og logistik begge virkelig ekstremt energikrævende.
Disse afgørende faktorer fremstod klart under Anden Verdenskrig. USA, Rusland og Storbritannien havde store industrisektorer; men havde også sikre energiforsyninger, sidstnævnte land fra både hjemlige kilder og de britiske kolonier. Den tyske hærs mislykkede bestræbelser på at erobre de russiske oliefelter og den succes, som ubådene i USA’s flåde havde imod Japans olieforsyninger fra Indonesien, var vigtige faktorer i det endelige nederlag for begge aksemagterne. Denne logik blev meget tydeligt udtrykt af admiral Isoroku Yamamoto, da han forud for Anden Verdenskrig viste sin nervøsitet over at skulle konfrontere USA: ”Enhver, der har set bilfabrikkerne i Detroit og oliefelterne i Texas, ved, at Japan mangler den nationale styrke til at indgå i et kapløb om flådemagt med Amerika.”
Vist er den industrielle kapacitet og energiressourcerne grundlaget for den nationale styrke, men den praktiske udnyttelse af militær styrke er geopolitisk betinget. I min bog Strategy for Action påpegede jeg betydningen af balance-forskellene i militær styrke og i politisk passion. Disse forskelle, der kun sjældent fremhæves, forklarer nederlagene i Vietnam og Afghanistan: Vietcong og Taliban, der stod svagere hvad angår militær styrke, var stærkt passionerede af deres politiske sag og var rede til at betale en højere pris i blod end de vestlige befolkninger. Geografi spiller også en rolle i de politiske kalkulationer: i almindelighed er mennesker mere ligeglade med hændelser, der udspiller sig langt borte, end med ting, der sker tæt på hjemmet.
Geografisk afstand har også en betydning af militære årsager. Jo længere borte en krig føres, jo større er de logistiske udfordringer og omkostninger. Under Anden Verdenskrig byggede amerikanerne – med en historisk uforlignelig industriel bedrift – 2751 transportskibe af 10-tusind-tons-klassen; disse skibe udgjorde rygraden af en kæmpemæssig verdensomspændende forsyningskæde i den militære logistik. Den anden vigtige geografiske faktor er den maritime eller landmilitære karakter af en krig. Maritime magters flåder har lavere nytteværdi i en landkrig, og vice versa for hærene hos en landmilitær magt. Dette er ikke en absolut forskel på to komponenter, men er mere en forskel med mange nuancer. Ikke desto mindre er denne forskel vigtig, når man skal vurdere nytteværdien i en bestemt geopolitisk kontekst af henholdsvis flådemagt og landmilitær magt.
Nogle vil måske sige, at det er selvindlysende, at fundamentet for og nytteværdien af militære magtredskaber skal opgøres på denne måde. Men: ”Så selvindlysende er det helt klart ikke!” – i det mindste ikke for de amerikanske og europæiske ledere, der er engagerede i den russisk-ukrainske krig, og som – med både ord og handlinger – viser, at de ikke har den mindste gnist af forståelsen af dette.
Den forholdsmæssige magtbalance mellem parterne i den russisk-ukrainske krig
I vurderingen af denne magtbalance står vi nu på mere sikker grund, når vi har den ovennævnte opgørelse som udgangspunkt. Og vi er derfor i stand til at betragte krigen med en streng militær-strategisk saglighed frem for en politisk overfladiskhed. Lad os nu se på, hvordan de to krigsparter har opnået deres magtposition.
Grundlæggende stod Ukraine i en svag position, da landet trådte ind i krigen. Med vedvarende støtte fra NATO siden 2014 havde landet opstillet en stor hær, men dets industrielle kapacitet var begrænset, og det var afhængigt af eksterne energiforsyninger, herunder russisk olie. Grundlæggende er Ukraines situation på nuværende tidspunkt meget værre, efter at Rusland bevidst har rettet sin krigsførelse mod landets industrielle og energimæssige infrastruktur. Den praktiske geopolitiske anvendelighed af Ukraines magtredskaber er også ved at smuldre. Den politiske passion for sagen, der aldrig har været stærk i de etnisk-russiske områder, synes nu at erodere bort blandt de krigstrætte og blandt ofrene for den ukrainske hær disciplineringsbander. De ukrainske ultranationalister vil uden tvivl holde fast i troskaben over for deres sag, måske helt frem til den apokalyptiske afslutning, men derudover er det let at forestille sig, at den folkelige opbakning går tabt, efterhånden som den russiske hær ruller vestpå.
Uanset sin krigeriske fremtoning står Europa grundlæggende svagt. For at komme op i blot nærheden af de industrielle kapaciteters niveau, som den var under Den Kolde Krig, vil europæerne være nødt til at fordoble forsvarsudgifterne op over de 5 % af BNP. I 1986, dvs. under kulminationen på Den Kolde Krig, brugte Storbritannien 6 % på sit militære forsvar. Som verdens største region for import af fossile brændstoffer, med en daglig import på 12,8 millioner tønder olie, er Europas situation endvidere karakteriseret ved en akut sårbarhed hvad angår energi. Der kan også rejses tvivl om den geopolitiske anvendelighed af Europas begrænsede militære styrke. Ungarn, Slovakiet, Bulgarien og Serbien har altid været skeptiske (oa.: over for støtte til Ukraines krig), det neutrale Østrigs position har flere nuancer, men den politiske støtte fra andre, som fx Italien og Spanien, er ved at blive svækket. Det er vanskeligt at forestille sig, at sagen skulle vende sig til det bedre, når man oplever, at de nationale ressourcer bliver omdirigeret, bort fra konstruktive anlægsinvesteringer eller samfundsgoder og over til et udsigtsløs våbenkapløb i den hensigt at bidrage til en tabt krig.
USA er grundlæggende meget stærkere end Europa og Ukraine, men der er her ikke tale om nogen høj tærskel. Når vi taler om industri, ved hele verden, at der eksisterer et problem – en primær logisk begrundelse for told og tariffer er genindustrialisering. I forhold til den industrielle styrke isoleret set er energiressourcer en meget bedre målestok for styrkeforholdene, selv om denne målestok heller ikke er perfekt. Selv om USA er eksportør af raffinerede fossile brændstoffer, er USA med sin oliehandel nettoimportør af olie, og det med så meget som tre millioner tønder pr. dag. Så også på dette område har den praktiske geopolitiske anvendelighed en mere akut relevans. Ukraine ligger langt fra Amerikas hjemland og Ukrainekrigen er i helt overvejende grad en landkrig. Den vælgergruppe, der har bragt Trump-administrationen til magten, er politisk imod krigen, og når man ser fremad, er det usikkert, om den amerikanske kongres vil fortsætte med økonomisk støtte til krigen efter juni 2025. Forskellige politiske opfattelser internt i Trump-administrationen spiller også en rolle. Det primære ansvar for USA’s indledningsvise støtte til krigen ligger hos Biden-administrationen. Men jo længere tid den amerikanske hånd roder rundt i denne suppedas, jo mere vil Trump-administrationen komme til at bære skylden for det.
I mellemtiden er det Rusland, der på krigsskuepladsen demonstrerer den analytiske værdi af at kunne foretage en kalkulering af magtbalancen. Rusland har mobiliseret sin industri til denne ”særlige militære operation”, og denne mobilisering har medført, at Ruslands produktion af 155 mm artillerigranater er større end USA’s, Europas og Ukraines tilsammen. Rusland er desuden en supermagt hvad angår fossile brændstoffer; det er energimæssigt uafhængigt; og Rusland kan – med undren? – betragte, hvordan europæerne accelererer frem mod Europas eget industrielle selvmord ved hjælp af deres energi-sanktioner, der rammer europæerne som en boomerang. Den praktiske anvendelighed af Ruslands magt i geopolitikken er også ganske klar. Som en meget stor territorialmagt opererer Rusland på indre logistiske linjer, der bidrager til dets styrke. Politisk mener russerne, at de udkæmper en eksistenskamp mod et ekspansionistisk Vesten. Så langt tilbage som i 2008 sendte den amerikanske Bill Burns (oa.: dengang USA’s ambassadør i Rusland; sidenhen chef for CIA). sit ”Njet means Njet”-telegram hjem til USA. I telegrammet beskrev Burns NATO’s ekspansion som et ”neuralgisk” problem for alle russere og ikke kun for Putin. Ruslands eksistens er for russernes en passioneret sag; og de 85 %, som opinionstallene viser for politisk opbakning til Putin, afspejler, hvor opsatte Putins befolkning er på at sejre.
Konklusionen: Det er Rusland, der sidder bag rattet.
Hvad betyder dette? På grundlag af denne analyse må man sige, at magtbalancen – på slagmarken og ved forhandlingsbordet – i overvældende grad begunstiger Rusland. På trods af dette synes de europæiske ledere – med en stadig mere vigende støtte fra amerikanerne – at mene, at taberne bør diktere vilkårene for våbenhvile eller overgivelse. Disse ledere protesterer højlydt, når hverken det historiske forløb eller Putin er enige med dem. I krig er det sejrherrerne, der dikterer betingelserne, og denne krig vil stort set blive afsluttet på Ruslands betingelser. Selv om spindoktorerne uden tvivl vil gøre et forsøg, vil det ikke gavne, om man forsøger at præsentere dette politisk som noget andet end et NATO-nederlag; for det er det, det er.
Det er langt bedre at anerkende og acceptere, at dette er strategisk uafværgeligt, at udvise en europæisk politisk ydmyghed og – omsider – begynde at arbejde konstruktivt sammen med amerikanerne og russerne. Så vi til gengæld kan beskæftige os med de ting, der for os alle er mere vigtige og presserende problemer. Og kan tænke grundigt over, om krigen skal afsluttes langsommere, mere brutalt og dyrt på slagmarken? Eller hurtigere, mere menneskeligt og skånsomt ved forhandlingsbordet?
Hvis vi anerkender Vestens forholdsvise underlegenhed i magt og accepterer de geopolitiske realiteter på slagmarken, kan vi europæere begynde at gøre en positiv forskel, fremfor at vi skal klamre os fast til vor mislykkede politiske narrativ og forhale det uundgåelige.
Vore fortsatte opfordringer til Rusland om at acceptere betingelser, som Vesten er ude af stand til at tvinge igennem, må høre op. Vi bliver nødt til at ændre vore holdninger hvad angår de fundamentale forudsætninger for forhandlingerne. Også russerne har legitime sikkerhedsinteresser. Dette at presse NATO frem mod Ruslands grænser, alt imens man bevist ignorerede Ruslands interesser, har altid med stor sandsynlighed villet føre til konflikt. Krige bringes til afslutning gennem diplomati – hvilket betyder, at de europæiske ledere skal begynde at tale personligt med Putin og de europæiske udenrigsministre med Lavrov, for derigennem at få en førstehåndsforståelse af, hvad disse to og alle russere ønsker.
At opnå det sidste burde ikke være særlig vanskeligt – for russerne har uophørligt i mindst de seneste tre år fortalt os, hvad de ønskede. Helt grundlæggende søger de en sikkerhedsløsning, som fjerner krigens primære årsager og fører til langvarig fred på det europæiske kontinent. Først når der er bred enighed om, hvordan dette kan opnås – og først da! – vil russerne være klar til at tale om våbenhvile. Og klar til at bringe den katastrofale destruktion af Ukraines infrastruktur til afslutning, at gøre en ende på tabet af endnu flere russiske og ukrainske liv og på brugen af europæiske penge, der som gode penge blot kastes efter de dårlige penge, der allerede er ødet bort.
I 1965 sagde general Andres Beaufre: ”I en krig fortjener taberen at lide nederlag, fordi hans nederlag må skyldes fejl i tænkningen enten før eller under krigen.” Jeg er enig! Måske er dette i modstrid med konventionel europæisk tænkning, men historien vil snart vise, at vi europæere, sammen med amerikanerne, bærer hovedansvaret for denne krig og for NATO’s nederlag. Med en kompetent strategisk tænkning kunne vi i første omgang have undgået denne krig. Med en kompetent tænkning hvad angår magtbalancen kunne vi – og burde vi – nu bidrage til hurtigt at bringe krigen til en menneskelig afslutning.
_______________________
Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen
Kilde til oversættelsen:
https://natowatch.org/default/2025/balance-power-russo-ukraine-war
(og https://braveneweurope.com/steven-jermy-russia-is-in-the-driving-seat)