En nigeriansk familie, der skule have været ude af landet senest 1. maj 2019, har til det sidste prøvet at undgå udvisning.
Men den går ikke, har Højesteret i en afgørelse 7. maj fastslået, efter at familien via beskikkede advokater i fem år har forsøgt sig med en alternativ metode for at blive i Danmark.
Nemlig familiesammenføring med familiens ældste barn, en søn, der blev født i 2011, og som i modsætning til forældrene har midlertidig opholdstilladelse i Danmark.
Kom til Danmark på den daværende grencartordning
Det kan lyde underligt, at det er et barn og ikke forældrene, der har opholdstilladelse, men det er der en logisk forklaring på.
Den nu 50-årige nigerianske far kom i april 2011 til Danmark på et såkaldt greencart, det vil sige en arbejdstilladelse for ikke-EU borgere, og som kun er gyldig, så længe der er arbejde.
Han blev i samme forbindelse familiesammenført med sin hustru, og frem til 2018 fik de fire børn, og hvoraf den nu 14-årig søn er den ældste født i Danmark i 2011.
Tre år efter fødslen søgte og fik forældrene en midlertidig opholdstilladelse til ham, medens forældrene som nævnt kun har opholdstilladelse i Danmark, så længe faderen har arbejde.
I 2015 havde han fået forlænget sit greencart frem til 2018, men i mellemtiden blev ordningen med greencart afskaffet i 2016, og familien fik første gang besked på at forlade Danmark senest den 12. oktober 2018.
Men sådan gik det ikke.
Tværtimod startede syv år med klager og retssager
Sagens gang gennem samtlige ankeinstanser inklusive byret, landsret og Højesteret startede den 28. juni 2018, hvor familien søgte om familiesammenføring med den dengang syvårige søn.
Det skete med henvisning til, at sønnen som følge af sin opholdstilladelse og i modsætning til familien havde opnået ”selvstændig tilknytning til Danmark”.
Den 5. oktober 2018 gav Udlændingestyrelsen imidlertid familien afslag og pålagde familien at forlade Danmark senest 12. oktober 2018.
Sagen blev herefter anket til Udlændingenævnet, som gav Udlændingestyrelsen medhold og fastsatte en udrejsefrist til 1. maj 2019.
Herefter anmoder irakerens advokater 21. august 2019 Udlændingenævnet om endnu engang at vurdere sagen, men Nævnet ender med at fastholde sin oprindelige afgørelse.
Det medfører, at irakerens advokater 11. marts 2020 sender en ny ansøgning til Udlændingestyrelsens med henvisning til nye oplysninger i sagen om primært børnenes skolegang.
Den 12. maj 2020 fastholder Udlændingestyrelsen imidlertid sin oprindelige afgørelse, som advokaterne herefter igen anker til Udlændingenævnet.
Men her stadfæster Udlændingenævnet den 12. juni 2020 endnu engang Udlændingestyrelsens afgørelse.
Kasseapparaterne klinger muntert hos de beskikkede advokater, som nu sender sagen ud i det civilretlige system, hvor den lander hos Københavns Byret den 7. april 2022.
Her får Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet medhold den 15. november 2022.
Den afgørelse ankes til Østre Landsret, som den 18. september 2024 ligeledes stadfæster Udlændingestyrelsens og Udlændingenævnets afgørelser.
Og nu har sagen, der startede den 23. juni 2018, så omsider fået sin endelige afgørelse i Højesteret den 7. maj 2025 med en klar tilkendegivelse af, hvad der ret, og hvad de er pligt.
Børn er forældres og hjemlandets ansvar – ikke værtslandets
Under sagen har Irakerens advokater kørt benhårdt på hensynet til børnene, som alle er født i Danmark og har haft tilknytning til danske skoler og institutioner.
I sin begrundelse og konklusion for at afvise familiens krav om at blive sammenført i Danmark med et umyndigt familiemedlem understreger Udlændingenævnet, at:
”Udlændingenævnet finder, at ansvaret for børnenes trivsel først og fremmest må være forældrenes, og at der henset til, at familien kan opholde sig sammen i eget hjemland, ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene.
Udlændingenævnet finder herunder ikke, at der kan udledes et krav på opholdstilladelse til børnene med henblik på at få bedre levevilkår i Danmark, uanset en vis tilknytning hertil.”
Og videre hedder det:
”Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om Deres klienter eller børnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at de bør meddeles opholdstilladelse.
På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele familien afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder således efter ovenstående, at der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger, der
kan føre til et andet resultat end Udlændingenævnets afgørelse af senest 22. august 2019.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. maj 2020.”
Det er denne vurdering og konklusion, som både byret og landsret har blåstemplet, som Højesteret nu har knæsat.
Vigtig afgørelse
Afgørelsen kan dermed få stor betydning, hvis SVM-regeringen gennemfører sine planer om import af fremmed arbejdskraft fra Afrika og omegn og med tilhørende ret til familiesammenføring.
Ideen er, at arbejdstageren og hans familie kun har opholdstilladelse i det omfang, der er arbejde.
Den dag, det slutter, vil der opstå et hav af situationer som den med nigerianerens greencart-ophold, og det er der nu med Højesterets afgørelse i hvert rent juridisk taget højde for.
Kilder til denne artikel:
https://www.domstol.dk/media/iwzjqozz/50453-anonymiseret-dom.pdf