Det var den garvede amerikanske senator Patrick Moynihan, der i en enkelt sætning formulerede, hvad god presseskik handler om. ”Du har ret til din egen mening, men ikke til din egen sandhed”. Sådan er det ikke mere. Medierne i de vestlige demokratier har gennem dette århundrede hastigt forladt den respekterede adskillelse mellem meninger og kendsgerninger og bedriver nu ufortyndet kampagnejournalistik, hvor følelser og stammetænkning bestemmer indholdet, og hvor hensigten helliger midlet. De skammer sig ikke engang over voldtægten af det presseetiske fundament. Tværtimod praler de nye medieprofeter højlydt med deres nye trosgrundlag. Medie-professor Nikole Hannah Jones: ”Al journalisme er aktivisme. ” Chefredaktør for San Fransisco Chronicle, Emilio Rulz: ”Vi må af med objektiviteten!” Friske data fra Nordiske Mediedage viser, at Enhedslisten er det mest populære parti på Journalisthøjskolen. Så ved vi, hvad der venter os. Presseetikken fra de sovjetiske dagblade Pravda og Izvestia er slået igennem i USA og også i mere afledet og diskret form i EU med Danmark som en del af koret.
Således kunne man gennem hele april måned læse og se mediernes nådesløse fordømmelse af præsident Trumps første hundrede dage i Det Hvide Hus: Trump havde udløst en uafvendelig global recession, han havde startet en ødelæggende handelskrig, som han nu desperat forsøger at reparere på, han har smadret aktiemarkederne og USA’s offentlige sektor og tyranniseret retsvæsenet imod forfatningens principper. Trump er en tordnende fiasko og hans meningsmålinger en katastrofe for hans troværdighed i befolkningen. Så vidt mediernes sandhed.
Den økonomiske nedsmeltning lader dog til at vente på sig. Jobvæksten i marts og april var imponerende høj og langt over markedets forventninger, især fordi væksten også indeholder tallene på de mange fyrede medarbejdere i den offentlige sektor som følge af den igangværende rationalisering af ministerier og departementer. Virksomhedernes indtjening i perioden var i top. Inflationen faldt og det gjorde energipriserne også. Mere end 70 lande står i kø foran Det Hvide Hus for at forhandle toldsatser. Og det er gået op for Kina, at deres totalitære stat er lang mere krisefølsom end USA’s forfatningssikrede demokrati. USA er verdens største marked og helt uundværlig for vækst og velfærd i Kina. Det er ikke en desperat og rådvild Trump der ’blinker først’ og stikker halen mellem benene, som pressen skriver, men tværtimod Kina, der er ved at komme til fornuft og indse, at årtiers udbytning af USA er slut. Medierne har lovet os en recession og et sammenbrudt aktiemarked. Hvor mon det bliver af?
Opinionsmålinger i New York Times og Washington Post viste, at Trumps popularitet siden tiltrædelsen var faldet fra 52 procent til rekordlave 41. Meningsmålingerne blev med begejstring også gengivet i de dominerende danske medier, dog uden at fortælle seere og læsere, at meningsmålingerne havde frasorteret respondenter, der havde stemt på Trump ved præsidentvalget, ifølge den tidligere chef for USA’s Økonomiske Råd, Larry Kudlow. Vi lader den lige stå et øjeblik: Trumps katastrofale popularitetstal stammer udelukkende fra borgere, der hader ham i forvejen og ikke fra folk, der sympatiserer med ham.
Når internationalt respekterede og beundrede aviser som New York Times og Washington Post åbenlyst markedsfører deres egen sandhed, som jo er løgn, er det fordi folk i almindelighed har høj tillid til meningsmålinger, da de tror at disse fremstiller et repræsentativt billede af meningsbilledet. Man kan derfor manipulere med deres holdninger ved at udstille Trump som en håbløs taber og derved bane vejen for et nederlag for Republikanerne til det kommende midtvejsvalg til Kongressen. Der er dog heldigvis opinionsinstitutter, der ikke er købt af Demokraterne. Det gælder således Rasmussen Poll, Insider Advantage og Trafalgar Poll, der i en fælles meningsmåling for Trumps første 100 dage viste flot opbakning til præsidenten bredt blandt USA’s vælgere.
Ingen vestlige medier turde skrive sandheden om præsident Bidens tiltagende demens, selv om det var klart for enhver med øjne i hovedet, at hans kognitive evner var i forfald. Tværtimod blev han også af danske medier beskrevet som frisk som en fisk og bare et offer for højreekstremistiske konspirationsteorier. Nu skændes de samme medier med hinanden om, hvem der vidste hvad hvornår, men alle er dog enige om, at det var mørke kræfter i Det hvide Hus, der havde ført den altid sagesløse og uskyldige presse bag lyset.
Kort før præsidentvalget kunne Berlingskes redaktion præsentere en analyse, som forudsagde en klar og retfærdig sejr til Kamala Harris, der som bekendt tabte stort til Trump. Meningsmålingerne i de dominerende amerikanske medier var på linje med Berlingske og varslede en sejr til Harris. Kampagnechef for Harris, David Ploof, har dog senere erkendt, at Demokraternes private og fortrolige meningsmålinger op til valget aldrig havde Harris som vinder.
I Sovjetunionen vidste borgerne udmærket, at medierne løj om alt fra morgen til aften. Man samledes derfor om aftenen ved køkkenbordene med en flaske vodka og et glas syltede agurker for gennem fortrolige samtaler med familie og venner at finde ud af, hvad der var sandhed, og hvad der var løgn. Den almindelige russer fandt næppe ud af, hvad der var sandt, men han vidste udmærket, hvad der var løgn. Måske skulle vi danske også til at finde sammen om køkkenbordene, hvis vi vil undgå at søbe mediernes egen sandhed.
