Demokraterne og medierne troede, at de kunne holde Trumps popularitet nede ved negativ omtale og spredning af ondsindede historier. De har trænet til det i ti år. De havde ikke forestillet sig, at Trump har arenaer, hvor NBC, ABC, CNN, MSNBC og The New York Times, ikke har nogen indflydelse. Trumps rejse til Saudi-Arabien og Qatar har været en succes, og amerikanske arbejdere vil bemærke det.
Kritikerne sagde, at han var en showman. De afviste scenekunst, slagord og selvsikkerhed. De sagde, at sandt diplomati ikke kunne udføres med bravado og en forretningsmands mavefornemmelse. Men i morges i Doha, under et tag af økonomisk ambition og national fornyelse, modbeviste præsident Donald J. Trump dem igen. Omgivet af qatarske dignitarer og amerikanske topledere, annoncerede Trump en bilateral aftale til en værdi af 1,2 billioner dollars, som måske vil blive husket som den mest betydningsfulde økonomiske aftale mellem USA og et Golfland i en generation.
Trump genoplivede aftalen mellem Saudi-Arabien og USA. Den, der blev indledt, da Franklin Roosevelt mødtes med Kong Abdullah efter krigen. Forholdet blev anstrengt under Obama, og endnu mere da Biden kaldte Saudi-Arabien en pariastat.
Nu er forholdet tilbage på sit gamle niveau, og det er godt. Trump bliver modtaget som en kongelig.
Dette er et revolusjonerende bilde. Muhammed bin Salman og Trump, sammen med Syrias Ahmed al-Sharaa.
Lad os starte med det konkrete: en aftale mellem Boeing og GE Aerospace med Qatar Airways til en værdi af 96 milliarder dollars, den største ordre på wide-body-fly i amerikansk luftfartshistorie. Dette tal er ikke abstrakt, det er lønninger i Kansas, produktionslinjer i South Carolina, og højtkvalificerede ingeniørjobs i Ohio. Det vil sikre mere end 150.000 amerikanske jobs årligt. Under produktion og levering, vil mere end en million job blive berørt. Sådanne tal hører ikke hjemme i tænketanke eller teoretiske grafer, men i amerikanske husholdninger. De betyder sygeforsikring, realkreditlån betalt til tiden, og en følelse af national stolthed, der længe har ligget i dvale.
Og det var bare begyndelsen. Inden for energi, forsvar, teknologi og ingeniørvidenskab, har amerikanske virksomheder sikret sig forpligtelser, der vil gen-industrialisere dele af deres økonomi, der ofte kun nævnes i datid. McDermotts partnerskab med QatarEnergy, om energi-infrastruktur til en værdi af 8,5 milliarder dollars, vil accelerere udviklingen i LNG-sektoren og sikre job til amerikanske svejsere, blikkenslagere og ingeniører. Parsons, måske den mest undervurderede af annonceringerne, sikrede sig projekter til en værdi af 97 milliarder dollars, hvoraf mange var relateret til smart infrastruktur, miljøsystemer og transportteknik.
I en verden præget af digital omvæltning, var det passende, at Trumps besøg i Qatar inkluderede en aftale med Quantinuum og Al Rabban Capital, om at investere 1 milliard dollars i udviklingen af kvanteberegninger i USA. Dette er ikke bare et væddemål om fremtiden, det er en erklæring om, at USA vil være førende på områder, der er lige så vigtige, som alle andre i post-internet-æraen. Aftalen gør mere end at skabe arbejdspladser. Den sikrer deres plads i spidsen for den teknologiske udvikling, med amerikanske forskningsinstitutter og forsvarssystemer i centrum for den næste bølge.
Trump har endnu en fordel i forhold til almindelige politikere i Washington. Han er vant til at måle succes ud fra resultater, og han har aflyst det grønne skifte. Det bringer stor tilfredsstillelse i et område bygget på sort guld.
Det store billede er dette: Trump har nu sikret sig udenlandske investerings forpligtelser for over 1,8 billioner dollars på bare de sidste to dage – i går i Saudi-Arabien, i dag i Qatar. Dette er ikke kun muligheder for fotos, eller ceremonielle aftaler, de er underskrevet, detaljerede og støttet af den private sektor. Læg dertil, den nyligt indgåede handelsaftale med Storbritannien, og rammerne for fase to af toldnedsættelsen mellem USA og Kina, og det er ikke urimeligt at sige, at vi er vidne til en fuldstændig omformning af Amerikas globale økonomiske engagement.
Princippet er enkelt: fred gennem velstand, ikke gennem passivitet. Trump beviser, at det er muligt at genopbygge den amerikanske produktionsbase, revitalisere industriregioner, der er eroderet af neoliberale dogmer, og bekræfte amerikansk lederskab uden at bukke under for krig eller teknokratisk lammelse. Hans kritikere siger, at hans udenrigspolitik mangler finesse. Men det, de kalder direktehed, er faktisk klarhed. Det, de kalder transaktionelt, er faktisk forfatningsmæssigt.
I årtier var amerikansk diplomati præget af en mærkelig blanding af moralisering og selvdestruktion. De sendte jobs til udlandet, tolererede autoritære petrostater, mens de fordømte deres egne, og outsourcede deres energisikkerhed til globalistiske paneler. Trumps aftale med Qatar vender, ligesom hans bredere udenrigs-økonomiske strategi, denne udvikling på hovedet. Det er en sammenhængende, muskuløs form for diplomati, der forbinder arbejdets værdighed med suverænitetens imperativer.
Det er en bekræftelse af, at amerikansk storhed ikke er en relikvie, men en vedvarende ressource. Men ligesom alle ressourcer kræver det forvaltning. Trump dukker ikke bare op for, at styre økonomien. Han forfiner selve ideen om amerikansk magt i det 21. århundrede.
Succesen i Mellemøsten følger handelsaftalen med Storbritannien, afværgelsen af en større krig mellem Indien og Pakistan, og meddelelsen om, at almindelige amerikanere vil modtage medicin lige så billigt som alle andre. Nu er alt, hvad der mangler, at få den store budgetpakke vedtaget i Kongressen, som vil give skattefritagelser for drikkepenge, overarbejde og social sikring.
Trump er ved at blive en præsident, der holder sine løfter til almindelige mennesker.
https://amuseonx.substack.com/p/trump-triumphs-in-doha-us-secures?utm_source=%2Fsearch%2Famuse%2520trump%2520triumphs%2520in%2520doha&utm_medium=reader2
Kjøp «Et konservativt manifest» av Jordan Peterson her!
