Den 8. maj præsenterede Statsministerens kontor den nye nationale sikkerhedsstrategi. Sikkerhed er godt og vel – men samtidig står vi midt i efterdønningerne af det måske mest alvorlige forsøg på at omgå grundloven i nyere norsk historie: den såkaldte Fullmaktsloven, som blev aflyst i tolvte time.
Når man læser sikkerhedsstrategien på denne baggrund, er det svært ikke at tænke: Nogen er ude på noget. Og det, de er ude på, er ikke nyt. Det er gammelt. Gammeldags. En blåstempling.
Dramaturgien er på niveau med den forrige krise så sent som i marts 2020. Nu som dengang handler det om undtagelser og frygt. NRK skriver: “Den mest alvorlige sikkerhedssituation siden Anden Verdenskrig”, har regeringen sagt flere gange. Det er sådan, de vil møde ham. Med strategi. Med ledelse. Med alt samlet – og alle på plads.
Påskeforbrydelsen, som ingen medier ville dække
Det var påsken 2025. Mens de fleste mennesker nød kriminalhistorier på tv og i radioen, udspillede der sig et langt mere alvorligt drama bag kulisserne – i centrum af norsk politik. En historie så skræmmende, at det næsten er utroligt, hvor få mennesker, der opdagede den.
Jura-professor Benedikte Moltumyr Høgberg – en af Norges førende eksperter i forfatningsret – brugte hele påskeugen på at advare. Ikke mod æg og chokolade, men mod det faktum, at det norske parlament var ved at vedtage en lov, der i sidste ende kunne afskaffe det norske demokrati. Loven, hun talte om, var forslaget til et nyt kapitel i civilforsvarsloven – den, der efterfølgende har fået tilnavnet fuldmagtsloven.
Lovforslagets kerne var enkel, men sprængfarlig: Regeringen ville få ret til at tilsidesætte Stortingets love – selv når Stortinget er samlet. Og den ville selv kunne bestemme, hvornår landet var i krise. Dette har en selvforstærkende effekt: Når regeringen trykker på kriseknappen, får den mere magt. Magten til at give sig selv mere magt.
Dette er ikke satire. Det stod i lovteksten.
Du kan læse om dramaet her, og her.
Professor Høgberg lagde ikke fingrene imellem. Hun kaldte det en “juridisk vej til en forbrydelse” og viste, hvordan Stortinget i praksis var i færd med at abdicere fra sin rolle som lovgiver – ikke kun i en undtagelsestilstand, men også i fredstid. Den såkaldte udløsningsmekanisme i loven bemyndigede regeringen til at erklære undtagelsestilstand uden Stortingets samtykke, og uden at de folkevalgte nødvendigvis var involveret overhovedet. Ikke engang et kabelbrud i Østersøen blev udelukket som et muligt påskud.
Kombineret med lovens brede ordlyd – som gav regeringen mulighed for at gribe ind på arbejdsmarkedet, tilsidesætte strejkeretten, registrere sundhedsoplysninger og beordre civile mellem 18 og 72 år til at arbejde, hvor og hvornår regeringen ville – var det svært ikke at se konturerne af noget langt mørkere end almindeligt kriseberedskab.
Kombineret med lovens brede ordlyd var det svært ikke at se konturerne af noget langt mørkere end almindeligt kriseberedskab.
Professor Høgberg trak historiske paralleller til 1933. Dengang var det Adolf Hitler, som – lovligt valgt – fik sin magtkoncentration gennem ekstraordinære bemyndigelser fra Rigsdagen. Hvad var årsagen? En krise. Ligesom i Norge i dag.
“Krig, krigstrussel eller national sikkerhed er i fare” – det er ordlyden i lovforslaget. En linje, der er så åben og let at fortolke, at det i praksis er regeringens egen frygt, opfattelser eller politiske behov, der bestemmer, hvor grænserne går.
Og det stopper ikke der. Loven giver mulighed for forhåndsregistrering af civile, påbud til arbejdsgivere om at videregive personlige data – herunder sundhedsoplysninger – og en forpligtelse til at videregive fortrolige oplysninger. Præster, psykologer, læger, advokater – alle bør have pligt til at udlevere oplysninger. Det var det, professoren kaldte DDR-paragraf.
Så sådan så påskeforskrækkelsen ud i 2025. Det var virkeligt, og det var ikke på tv.
Krig som brækjern – igen
Professor Høgberg advarede om det i utvetydige vendinger: Krig er det retoriske brækjern til at få dette igennem. Det var netop frygten for krig – ikke krigen i sig selv – der skulle retfærdiggøre de ekstraordinære tilladelser. Og det er netop denne frygt, der nu genopstår i et nyt sprog i den nationale sikkerhedsstrategi.
I strategien står der, at hele samfundet skal mobiliseres. At alle skal bidrage. At vi skal trække i samme retning. Og ikke mindst: at tillid er afgørende. Ikke tillid som i “du har gjort dig fortjent til det”, men tillid, der forventes. Som en forudsætning. Som et dekret.
Og når tillid bliver et politisk krav, følger det naturligt, at uenighed bliver et problem. Derfor vokser behovet for kontrol over sandheden også. Hvem får lov til at definere den. Hvem der skal vige for den. Det er sådan, censur altid begynder – ikke med et forbud, men med magten til at definere.
Sproget i sikkerhedsstrategien minder om det, man finder i nødlove fra 1930’ernes Europa. Ordene er velmenende, men der er en underliggende præmis: Du er ikke først og fremmest borger, du er en del af et kollektiv, som skal adlyde, når krisen kræver det. Sikkerhed er det nye altoverskyggende gode. Alt andet – frihed, rettigheder, magtbalance – kommer i anden række.
Det er den samme tankegang, som lå til grund for autorisationsloven: en tankegang, hvor staten – når den definerer en krise – får lov til at definere dig, din rolle og dine pligter. Og når sikkerhedsstrategien præsenteres mindre end en måned efter, at denne lov med nød og næppe blev afværget, er det ikke tilfældigt. Det er en linje. En fortsættelse. En glidning.
Men hvad er det egentlig, der glider?
Her er det vigtigt at minde os selv om en grundlæggende og ofte glemt sandhed: Demokratiet er bygget på mistillid
Ikke som en moralsk misforstået paranoia, men som et forfatningsmæssigt krav. Det er derfor, vi har magtadskillelse. Det er derfor, vi har uafhængige domstole og en presse, der kaldes den fjerde statsmagt. Ikke fordi vi forventer, at politikere og myndigheder altid begår fejl – men fordi vi ved, at de kan. Og fordi ukontrolleret magt altid før eller siden vil blive misbrugt.
Når regeringen beder os om at bakke op om en strategi baseret på forventet tillid – i lyset af diffuse trusler og ubegrænsede beføjelser – krænker de dette fundament.
Ikke med vold, ikke med våben – men med varme ord. Og varme ord kan være farligere end kolde love. Fordi de får os til at tro, at vi stadig lever i et åbent samfund, længe efter at det ikke længere er sandt.
Stakeholder-kapitalisme: Korporatisme i en ny forklædning
I sikkerhedsstrategien fra Statsministeriets kontor finder vi følgende formulering:
«Samfundet som helhed skal bidrage til at beskytte vores grundlæggende sikkerhedsinteresser: Offentlige myndigheder, erhvervslivet, fagbevægelsen, den frivillige sektor og hver enkelt af os. Strategien skal være med til at sikre, at vi alle trækker i samme retning.
(…)
“Desinformation og skjult indflydelse truer de værdier, som vores samfund er bygget på. Algoritmedrevne medieplatforme udgør en stor udfordring for opretholdelsen af en velfungerende offentlig dialog.
Vi vil støtte redaktørstyrede medier og styrke befolkningens evne til at granske kilder, med særlig vægt på børn og unge. I tæt samarbejde med EU vil Norge regulere teknologivirksomheder. Den lovgivningsmæssige udvikling skal holde trit med den teknologiske udvikling.
Indsatsen mod desinformation og uønsket påvirkning er også vigtig for at sikre en høj valgdeltagelse og sikre politiske valg. Relevante statslige aktører skal være forberedte og koordinerede og have evnen til at håndtere sådanne trusler.”
Det lyder inkluderende. Måske endda samlende. Men der er noget velkendt ved denne struktur: Staten, medierne, redaktørerne, der trækker i samme retning, erhvervslivet, fagforeningerne og befolkningen – samlet i ét styrende organ.
Dette er ikke nyt. I den politiske idéhistorie kaldes det korporatisme. Ikke som et skældsord, men som en styreform: Hvor samfundets aktører – arbejde, kapital, regering – smelter sammen til én koordineret enhed. Og det var netop korporatismen, der udgjorde grundstrukturen i fascismen i Italien og den nazistiske økonomiske model i Tyskland.
Forskellen mellem dette og kommunismen er ikke graden af statslig kontrol – men fraværet af uenighed. Alt og alle skal trække i samme retning. Selv censurorganerne blev integreret. Nu sker det samme – bare på globalt plan, i samarbejde med EU og tech-giganterne. Med algoritmisk forstærkning.
Vi så det under pandemien: hvordan faktuelt indhold blev fjernet eller nedprioriteret – ikke fordi det var løgn, men fordi det ikke passede ind i fortællingen.
I dag omtales korporatisme ofte som stakeholderkapitalisme, et udtryk opfundet af World Economic Forum. Det lyder mildt, næsten progressivt. Men princippet er det samme:
At demokratiske gnidninger og interessekonflikter er gammeldags og forstyrrende.
At samfundet fungerer bedst, når alle trækker i samme retning – og de rigtige mennesker får lov til at regere uden for meget støj fra folket.
Men demokrati er ikke et “træk i samme retning.”
Det er et system, der bygger på modstand, mistillid og magtbalance. Det forudsætter uenighed og konflikt. Når man forsøger at forene hele samfundet under én fælles strategi, afskaffer man effektivt pluralismen. Og det er – historisk set – selve definitionen på autoritarisme.
Når historien gentager sig – og vi ikke reagerer
Det mest foruroligende er måske ikke, at nogen forsøger at koncentrere magten, omskrive rollerne eller indføre undtagelser under dække af sikkerhed. Det mest foruroligende er, at det sker næsten uden modstand. At medierne er tavse. At debatten udebliver. At folk sover.
Og sådan er det ofte, når historien gentager sig.
-
-
Fuldmagter gives kun midlertidigt.
Registreringer foretages «for din egen sikkerheds skyld»
Kritiske stemmer defineres som «usolidariske».
-
.Informationskontrol indføres “for at beskytte demokratiet” (grin ikke, det er det, de siger).
Og dem, der advarer, som professor Høgberg, bliver marginaliseret – selv når de har forfatningen og historien på deres side.
Det er her, vi er nu. Vi er ikke i 1933 – men vi har kopieret nok af strukturen til, at det bør gøre ondt at se på. Når både regeringen og dens strategi bruger «krise» som et værktøj og «tillid» som en pligt, befinder vi os ikke længere i et klassisk liberalt demokrati. Vi befinder os i en glidebane.
Historien viser os, hvor det kan ende. Men kun vi kan beslutte, om vi vil følge den samme vej igen – med åbne øjne.
Hvis din nationale sikkerhedsstrategi ikke giver dig gåsehud, har du glemt historien. Eller aldrig lært den.
Når magten sletter hukommelsen
Som antydet er der meget, der minder om anno 2020 – februar 2022 (akut narrativt skift, hvor Putin blev den nye virus). I 2021 – midt i denne krise – foreslog den daværende regering at fjerne samfundsfag og historie som fællesfag i gymnasiet! Det var ingen spøg. Og mange grinede først – før det gik op for dem, at de faktisk mente det.
I Aftenposten skrev Rune Olsø, at viden om historien er afgørende for at forstå, hvad der har formet os, og hvad vi skal passe på ikke at gentage. Uden indsigt i, hvordan magten fungerer, vil folk føle sig fremmedgjorte, oversete – og hjælpeløse. Han kaldte forslaget en trussel mod demokratiet.
Og han havde ret.
Et demokrati uden historisk hukommelse er som en patient med demens: let at kontrollere, let at skræmme – og prisgivet andres «gode hensigter».
Og han havde ret.
Nu – i 2025 – har vi en regering, der først næsten indfører en hidtil uset fuldmagtslov og derefter præsenterer en national strategi, der beder os alle om at marchere i takt. Og hvis det ikke får dig til at gyse, så har du måske aldrig lært, hvad fascisme er. Og den tidligere regering ønskede tydeligvis heller ikke, at du skulle lære det.
Et blueprint – ikke bare et mønster
Dette er ikke længere bare et mønster. Det er en gentagelse med millimeterpræcision.
Først skabes kriserne. Så rigges lovgivningen til for undtagelser. Og til sidst får vi serveret en strategi, der forener stat, erhvervsliv og sociale aktører i en enkelt retning – stakeholderkapitalisme.
Vi har set dette system før. Ikke i Davos, men i Rom og Berlin. Under et andet navn.
Vi må holde op med at sige, at det ser ud på samme måde. For hvad er.
Køb “Den usynlige energikrig. Fra Kennedy-mordet til Nord Stream-sabotagen” af Alf R. Jacobsen her!
Køb Hans Rustads bog om Trump her! Du kan købe e-bogen her.
