I skyggen af John Harvard-statuen, nu drapereret i et palæstinensisk flag, står en gruppe studerende med Hamas-tørklæder og råber slagord mod Amerika. Scenen kunne udspille sig i Gaza, men vi befinder os på verdens mest prestigefyldte universitet.
I sin kamp mod denne surrealistiske virkelighed har Trump-regeringen nu trukket i nødbremsen: Enten reformerer Harvard sin praksis, eller universitetet mister 2,2 milliarder dollar i føderal finansiering. Det har fået Harvard til at udgive en ny rapport om den omfattende antisemitisme på universitetet.
Presset på Harvard møder ellers forbenet modstand overalt, endda blandt konservative politikere som Marcus Knuth. At venstreorienterede er sure, er forudsigeligt. Men borgerlige bør droppe deres dybe frygt for de politisk korrekte og erkende, at der er massive problemer med Harvard, at der bør gøres noget, at det er godt, der gøres noget, og at i hvert fald store dele af det, der gøres, er godt.
Hvad der er galt med Harvard
Harvards deroute begyndte længe før Hamas’ blodtørstige angreb på uskyldige israelere den 7. oktober 2023.
Som Ruth Wisse, mangeårig Harvard-professor, beskriver det, har universitetet i årtier kultiveret en hadefuld venstrefløjskultur, hvor antiamerikanisme og antisemitisme er spiret frem. Dagen efter terrorangrebet udsendte universitetets Undergraduate Palestine Solidarity Committee en erklæring, der placerede skylden for volden udelukkende på “det israelske regime”. En makaber omskrivning af virkeligheden, der blev støttet af over 30 studentergrupper.
Problemet er imidlertid ikke begrænset til enkelte grupperinger.
Harvard er blevet, hvad Wisse rammende kalder “an Islamist outpost” – et brohoved for ideologier, der i bund og grund er fjendtlige over for vestlige værdier. Universitetet, der modtog over 100 millioner dollar fra De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Saudi-Arabien, Qatar og Bangladesh mellem januar 2020 og oktober 2024, har solgt store dele af sin akademiske integritet for fremmed valuta.
Den ideologiske ensretning er også slående.
Som Historiker James Hankins, en af de sjældne konservative Harvard-professorer, påpeger, identificerer højst tre procent af Harvards ansatte sig som konservative. 90 procent af de politiske donationer går til Det Demokratiske Parti.
Selvom ikke alle undervisere er aktivister, har de passivt tilladt, at universitetet er blevet kapret af en venstreradikal agenda, der har udhulet den intellektuelle pluralisme.
Regeringens krav til Harvard
Trump-regeringens krav til Harvard er fremstillet som så vederstyggelige, at Harvard kun gør ret i at afvise dem. Men langt de fleste krav, der blev fremsat i et brev den 11. april, er tværtimod så rimelige, at det virker ufatteligt, at de ikke er blevet fremsat for længe siden.
Lad mig nævne nogle af dem:
For det første skal universitetet afvikle alle DEI-programmer (diversity, equity, inclusion), som regeringen anser for at forpeste åndsfriheden og de videnskabelige standarder. Harvard skal derfor implementere merit-baserede systemer med race- og kønsneutrale optagelses- og ansættelsespolitikker.
Harvard skal også håndhæve et maskeforbud med klare sanktioner som suspendering og disciplinære tiltag mod tidligere protestdeltagere. Studentergrupper skal tilsvarende underlægges skærpet kontrol med fakultetstilsyn og finansieringsovervågning.
Derudover kræves en grundig akademisk revision, hvor forskningsprogrammer skal gennemgå en bias-undersøgelse inden august 2025. Det skal være med til at sikre pluralisme og ytringsfrihed.
Transparens om udenlandsk finansiering udgør yderligere krav fra regeringen, som altså ikke er et angreb på akademisk frihed, men et forsøg på at genoprette den. Som Christopher Rufo skriver, er argumentet ligetil: “Racediskrimination er forkert, uanset om den rammer hvide, asiater og jøder eller sorte og Hispanics.”
Ved at bruge finansiering som løftestang gør regeringen præcis, hvad venstrefløjen altid har gjort – den bruger borgerrettighedslovgivningen strategisk til at fremme sine værdier. Forskellen er blot, at målet nu er farveblind lighed, ikke racemæssig særbehandling.
Nødvendigt med pres
Kritikere vil hævde, at statslig indblanding i universiteternes anliggender er et farligt skridt.
Men når Harvard ikke længere er i stand til at håndhæve sine egne disciplinære regler, når det har tilladt terroristsympatisører at chikanere jødiske studerende, og når det har forvandlet sine humanistiske fag til ideologiske genopdragelejre, så har det selv afgivet retten til autonomi.
Professorer som Eric Kauffman og Russel Berman har derfor argumenteret for nødvendigheden af et pres på universiteter som Harvard.
Konflikten handler dog ikke blot om Harvard, men om den fremtidige retning for vores universiteter i Vesten. Skal universiteterne være arnesteder for kritisk tænkning og frembringelse af viden på højeste niveau? Eller skal de forblive aktivistiske højborge, hvor konformitet sættes over pluralisme?
Måske har James Hankins ret, når han foreslår, at Harvard bør reducere sin afhængighed af føderal finansiering og i stedet styrke båndene til sine loyale alumner. Men indtil en sådan vidtgående forandring finder sted, er Trump-regeringens hårdhændede fremgangsmåde ikke blot berettiget – den er nødvendig.
“The U.S. government is not obligated to provide student visas to individuals who call for ‘death to America,’” skriver Berman og citerer den berømte højesteretsdommer Robert Jackson: “Forfatningen er ikke en selvmordspagt.”
Det samme gælder vores uddannelsesinstitutioner.