Midt i opstandelsen over Trump-administrationens toldbarrierer over for den kinesiske kolos, er der grund til at tage en dyb indånding og lytte til en virkelig Kina-ekspert, nemlig professor Frank Dikötter. Han har skrevet adskillige bøger om det moderne Kina og i 18 år undervist i Hong Kong.
Vestlige – heriblandt danske – kritikere af Trumps Kina-politik udbreder den antagelse, at det kinesiske regime økonomisk, politisk og militært er bomstærkt, og at det er vanvittigt af Trump at udfordre det, som han har gjort med sin handelspolitik. USA kan aldrig vinde denne krig, siger de, og glæder sig til, at Trump kommer til kort.
Professor Dikötter har en ganske anden opfattelse. Kina er aldeles ikke nogen supermagt og end ikke en stat, men et skrøbeligt imperium, hvis herskere lever i evig frygt for deres egen befolkning og den omgivende kapitalistiske verden. Kina ligner med andre ord den Sovjetunion, der brød sammen i 1991, men i modsætning til det postkommunistiske russiske styre nægter den kinesiske ledelse at acceptere nogen afkolonisering.
Som Mao Zedong forklarede i 1930, kan en enkelt gnist antænde en steppebrand, hvilket han brugte som et billede på den kommunistiske revolution. Det har Kinas magthaver lagt sig på sinde og frygter, at ethvert udslag af utilfredshed kan antænde en modrevolution.
Da Kina i 2001 blev optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO), var det en udbredt antagelse i Vesten, at øget kinesisk velstand af sig selv ville føre til demokratiske reformer og et retssamfund, som det jo var sket i Sydkorea og Taiwan. Det skulle vise sig at være et forfængeligt håb.
Kinas Kommunistiske Parti (CCP) er aldeles ikke indstillet på politiske reformer, som det frygter kan føre til regimets endeligt. Som Xi Jinping for nyligt har bekræftet, holder partiet stadigt fast i regimets fundamentale principper: marxismen-leninismen-Mao Zedong-tænkningen, den socialistiske økonomi, ”proletariatets diktatur” og CCP’s ret til at herske. Den kinesiske regering er med andre ord overbevist kommunistisk og har ikke opgivet en tøddel af sin ideologi.
Man kan ifølge Dikötter ikke stole på de officielle kinesiske statistikker, som viser en imponerende økonomisk fremgang. Han afviser ikke, at mange millioner kinesere har fået bedre økonomiske kår, men endnu flere er blevet efterladt i fattigdom. Befolkningens flertal bor stadig i landsbyer og bliver udbyttet af den herskende klasse i form af Det Kommunistiske Parti og dem, der nyder godt af dets herredømme. Han vurderer, at 25 pct. af befolkningen drager økonomisk fordel af regimet, mens 75 pct. må hutle sig igennem, og landbefolkningen er bankerot
Faktisk er Kina et apartheid-regime, lige som Sydafrika engang var. Landsbyernes indbyggere har ikke samme rettigheder eller nyder ikke samme sociale begunstigelser som indbyggerne i de store byer. Den forfordelte underklasse andel af det kinesiske BNP er ifølge Frank Dikötter den laveste i den moderne verden.
Kommunisterne suger penge ud af de 75 pct., som de bruger på imponerende bygningsværker og militær, der kaster glans over partiet.
Siden optagelsen i WTO har det kinesiske regime styrket sin magt ved at fremme en massiv overproduktion af varer, som hjemmemarkedet ikke kan absorbere, men som skal afsættes på verdensmarkedet – og først og fremmest det amerikanske. For at sikre denne eksport, overtræder Kina systematisk WTO’s regler, engagerer sig i valutamanipulation og tyveri af udenlandske patenter. Resultatet er blevet et katastrofalt amerikansk handelsunderskud, som Trump nu prøver at rette op på.
Vestlige økonomer, som ikke har noget til overs for Trump, anfører, at told er en uskik, og at man skal lade markedet passe sig selv på basis af komparative fordele. Men hvis Kina snyder og bedrager, giver det jo ingen mening at tale om et frit marked eller komparative fordele.
Hvad skal USA gøre? spørger intervieweren Peter Robinson.
Dikötter henviser til den amerikanske diplomat George Kennan, som kort efter 2. verdenskrig formulerede den såkaldte inddæmningspolitik over for et aggressivt Sovjetunionen. Det samme foreslår Dikötter, at Vesten skal gøre i forhold til Kina.
”Inddæm dem endnu mere, lad dem rådne”, siger han.