”Det store problem for de borgerlige partier er, at borgerskabet langsomt er gået i opløsning. Indtil 1980’erne bestod det borgerlige Danmark groft sagt af landmændene og byborgerskabet. Men begge grupper er forsvundet på grund af de seneste årtiers sociale forandringer og fremkomsten af en ny bred middelklasse. Borgerskabet var samfundsmæssigt engagerede og kulturelt dannede typer, som var borgerlige og havde klare værdier. Med deres forsvinden og den brede middelklasses fremvækst er der sket en afdannelse af borgerligheden. Den tænkende del af borgerligheden er så at sige gået tabt i velfærdsstaten”.
Prof. Peter Kurrild-Klitgaard.
Danmark: Et moderne DDR
Selv om Danmark rent teknisk er et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv., har ”socialdemokratismen” reelt været den dominerende samfundsform i flere årtier. Danmark har således en markedsøkonomisk facade med private virksomheder, som lever i hyggelig, kammeratkapitalistisk symbiose med staten. Og bag facaden gemmer der sig et totalitært, socialistisk samfund med de typiske elementer, man kender fra de kommunistiske lande som f.eks. det tidligere DDR: kollektivistisk tankegang, massiv overvågning og kontrol, en politisk drevet offentlig sektor, planøkonomisk regulering, statsstyret omfordeling, censur og venstreorienteret propaganda i de statskontrollerede medier, korruption og formynderisk klientgørelse af borgerne.
Under socialdemokratismen er det danske samfund blevet til et mix af kammeratkapitalisme og totalitarisme med et dysfunktionelt morads af særinteresser og magtmisbrug. Selv om den danske stat ikke ejer produktionsmidlerne, udøver den via en stadig mere ekspansiv regulering de facto politisk kontrol over markedet, private virksomheder og ikke mindst forbrugerne. Alle borgere i det danske samfund er underordnet socialdemokratismens magt, for til forskel fra den klassiske socialisme, der havde som mål at nationalisere produktionsapparatet, har socialdemokratismen gennem flere årtier brugt velfærdsstaten til at socialisere, opdrage og hjernevaske danskerne, så de er blevet til lydige og velfærdsbedøvede skaffedyr for velfærdsstaten og Fællesskabet.
Fællesskabet er Socialdemokratismens Gud
Uden for Danmark opfattes fællesskab som værende ensbetydende med, at en gruppe mennesker er sammen om noget, føler en vis samhørighed og tager ansvar for hinanden. For danskerne er fællesskab imidlertid ensbetydende med en totalitær stat. Men da ”totalitær stat” lugter af DDR, har den politiske elite omdøbt den til ”fællesskabet”. Den totalitære stat er dermed blevet mere rar, behagelig og spiselig for danskerne.
Ikke overraskende optræder ordet ”fællesskab” over 40 gange i Socialdemokratiets principprogram. ”Fællesskabet søger at give tryghed og velfærd til alle. Vi tror på fællesskaber i alle livets forhold. Familielivet, arbejdslivet, i fritiden og politisk. I et solidarisk fællesskab gør enhver sit bedste, og vi hjælper hinanden. Alle børn, der vokser op i Danmark, skal have mulighed for at blive en del af fællesskabet”, hedder det.
Men selv om danskerne i ”fællesskabet” holder sammen, skal de ikke glemme, at det onde findes og skal bekæmpes: ”Markedet skal underlægge sig styring og kontrol så det fungerer til fællesskabets bedste. Vores vigtigste kamp bliver mod de kræfter, der truer med at undergrave vores fællesskab og vores velfærd. Kampen mod dem, der ønsker en anden samfundsmodel end den, der har bragt os til, hvor vi er i dag”.
Socialdemokratismens samlende politiske projekt er mere og mere ”velfærd” til ”fællesskabet”. Det indebærer et evigt krav om flere udgifter og flere skatter, hvorfor borgerne reduceres til arbejdende skaffedyr, der forventes at slide livet igennem for at bidrage til de fælles kasser. De borgerlige og ikke-borgerlige marcherer i dag i socialdemokratismens takt uden protest.
De borgerlige har omfavnet den gode velfærdsstat
Danmark kunne have et glimrende samfund med et højt velstandsniveau uden en socialdemokratisk velfærdsstat som f.eks. Schweiz. Fortællingen om den gode socialdemokratiske velfærdsstat er imidlertid så stærk i Danmark, at det er umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden og sammenhængskraften, trampe på de svage, udskamme de fattige og lade egoismen æde det solidariske danske fællesskab. Det er en fortælling, som finder ny klangbund, hver gang nogen vil flytte en smule på de bærende søjler i velfærdsstaten for at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, markedsgørelse af den offentlige sektor, maksimal individuel frihed og minimal intervention af statsmagten i borgernes liv. Og det er præcis grunden til, at hver gang de borgerlige har haft regeringsmagten, er det danske samfund ikke blevet mere borgerligt, men derimod mere socialistisk, mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret og mere umyndiggjort.
Borgerligheden har ingen borgerlige vælgere
De borgerlige debattører i Danmark kommer med det ene fantasifulde bud efter det andet på et borgerligt alternativ til socialdemokratismen, men virkeligheden er, at der ikke er nogen efterspørgsel efter et borgerligt projekt, fordi den borgerlige vælgerbase i Danmark for længst er blevet socialdemokratisk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. Ca. 61 pct. af den voksne befolkning i Danmark var i 2023 enten offentligt ansatte eller på overførselsindkomst. Dermed udgør denne gruppe, som man også kan kalde velfærdskoalitionen, et klart flertal af vælgerne. I 1970 var velfærdskoalitionen kun halvt så stor, idet 1 ud af 3 voksne enten var offentligt ansat eller overførselsmodtager. I 1981 udgjorde velfærdskoalitionen for første gang mere end 50 pct. af den voksne befolkning. Og siden er velfærdskoalitionen vokset til som nævnt at udgøre ca. 61 pct. af den voksne befolkning i 2023. Ethvert borgerligt parti, der måtte ønske at afskaffe socialdemokratismen, ville automatisk komme i karambolage med over 61 pct. af de danske vælgere. Og derfor er de borgerlige partier i dag nødt til at være afskygninger af Socialdemokratiet.
De borgerlige vil ikke udfordre socialdemokratismen
Blandt de borgerlige vælgere er der ingen opbakning til en anden samfundsmodel end socialdemokratismen. Der er ingen borgerlige partier, der udfordrer den socialdemokratiske tilgang til statens rolle som én, der skal sørge for ”tryghed fra vugge til grav” med omfattende skattemæssig omfordeling via højere skatter til de rigeste. De borgerlige er i den grad bundet ind i socialdemokratiske dogmer om, at skattelettelser er lig med velfærdsforringelser, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår i offentlige monopoler, og at detaljeret regulering og kontrol er bedre end tillid til borgernes fornuft og dømmekraft, at det i Danmark er umuligt at gennemføre ægte markedsliberale reformer.
Det er derfor kun logisk, at samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten og overbevise den om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. Samtlige borgerlige partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. Så sent som i januar 2024 har Venstres Troels Lund Poulsen (V) skåret det ud i pap: ”Venstre har ikke noget ønske om at udfordre den socialdemokratiske model. Tværtimod. V står for velfærd”.
Borgerligheden er en nuance af rødt
Politikerne, medierne og kommentariatet har det med at tegne et billede af Danmarks politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem venstre- og højrefløjspartierne, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet. Billedet af Danmark, der er opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er imidlertid en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå socialdemokratiske fraktioner (folketingspartier).
Folketingspartierne forfægter ideologiske forskelle, som kun de opfatter som skelsættende og kan få øje på, men som reelt er socialdemokratiske i nuancer. Reelt er der i Folketinget kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud. De hårde påstande, der fremsættes, er derfor ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men snarere et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater leger venstre- og højrefløj. Og derfor giver det socialdemokratiske skindemokrati ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets udfordringer.
Borgerligheden er kemisk renset for konservatisme
Dansk borgerlighed domineres af liberalismen på bekostning af konservatismen. Mange konservative har overgivet sig til liberalismen og er reelt allieret med de liberale i værdipolitikken. Man kalder derfor de blå partier for borgerligt-liberale partier, mens konservatismen slet ikke nævnes. De borgerlige har nemlig for længst afskrevet de klassiske konservative værdier: Gud, kongen, fædrelandet, kernefamilien, børneopdragelsen, danskheden, dannelsen og nationalstaten. De har set passivt til, mens det civile samfund er blev tømt for flere og flere af de traditionelle funktioner og normer, der er knyttet til familie, kønsroller, seksualitet, kirke og nation. I dag domineres den borgerlige agenda af globalisering, multikulturalisme, EU-begejstring, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse.
Borgerne har intet alternativ
Et sundt demokrati tilbyder vælgerne et klart valg mellem ideologiske alternativer. Folketingspartierne, der er nuancer af rødt, har imidlertid mistet ideologisk identitet og kan kun appellere til vælgerne ved at udlove gaver og tilbyde socialdemokratiske løsninger på alting. Dansk politik er blevet en ideologifri dans om den politiske midte, som reelt har udslettet borgerligheden, der bygger på to ideologier: liberalisme og konservatisme. Uden dem, ingen borgerlighed.
I praksis handler de danske folketingsvalg derfor om, hvilke politikere, der er bedst til at forklare vælgerne, hvorfor socialdemokratismen er den optimale samfundsmodel. I andre lande præsenterer politiske partier forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt er noget at diskutere og vælge imellem, men det er ikke tilfældet i Danmark. Her præsenterer folketingspartierne stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles i marginaler i de offentlige budgetter. F.eks. om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9. Dansk politik er således ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, men blot en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af fællesskabet (dvs. skatteborgerne) i form af privilegier, bevillinger eller regulering. Præmissen for den politiske debat og den førte politik er ALTID, at den nuværende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes.
De borgerlige afviser en borgerlig samfundsmodel
De borgerlige er kulturelt og holdningsmæssigt præget af socialdemokratismen og vil derfor det samme med samfundet som Socialdemokratiet. Blandt partierne i Folketinget er der derfor bred konsensus om store politiske emner såsom økonomi, skat, inflation, klima, pensioner, uddannelse, sygehuse, forsvaret mv. De danske borgerlige kunne ikke drømme om at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Tværtimod. 72 pct. af de borgerlige vælgere mener, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. De borgerlige afviser tanken om flere privatskoler, privathospitaler og private forsikringsløsninger, fordi de har købt ind på det socialdemokratiske dogme om, at offentlige løsninger er solidariske, mens private løsninger er motiveret af grådighed og profitmaksimering.
Blandt de borgerlige er der også fuld opbakning til skattetrykket, som er verdens højeste. Siden 1968 har borgerlige regeringer, som ellers påstår at gå ind for skattelettelser, i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Ved kommunalvalget i 2017 ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat. Og blandt Venstres vælgere svarede 60 pct., at skatteniveauet er passende. De borgerlige politikere tør heller ikke tale imod topskatten. Den er nemlig blevet et symbol på næstekærlighed, en gave fra rig til fattig. Og hvis man vil andre mennesker det godt, så vil man høj skat og omfordeling.
De borgerlige har tabt kampen om borgerligheden
I de statskontrollerede danske medier stemmer ca. 80 pct. af journalisterne rødt. De statsfinansierede DR og TV2, der hviler tungt og dominerende over meningsdannelsen, formidler de rigtige stuerene holdninger til EU, klimaet, indvandring og alle dem, som det ifølge Politiken er synd for. De er hvad Pravda var for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. De er establishments stemme. Og establishment er socialdemokratisk og venstreorienteret.
Folkeskoleelever, gymnasielever og de studerende på universiteterne hører aldrig om borgerligheden. I de statslige og kommunale hersker den totale socialdemokratiske centralisme. Der er få borgerlige politikere, der udvikler og fører ægte borgerlig kommunalpolitik. De fleste fører gennemfører socialdemokratisk politik og nøjes med at administrere velfærdsinstitutionerne. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle danske kulturdannende institutioner, som er forvandlet fra borgerlige bastioner til venstreradikale højborge, hvor gamle marxister og unge woke-missionærer sidder på pengekassen og de rigtige meninger og kommunikerer venstrefløjens værdier.
Fortællingen om, at socialdemokratismen, fællesskabet og den store altfavnende velfærdsstat er vejen til lykke og tryghed, har i dag tilslutning hos alle borgerlige vælgere. De borgerligt-konservative partier har derfor for længst mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses. Ikke mindst fordi nye generationer af unge og veluddannede mennesker i storbyerne, som er opvokset i den socialdemokratiske velfærdsstat, og som sidder på samfundets topposter, betragter konservative, borgerlige ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status.
Selv om de borgerlige påstår at være i opposition til den formynderiske velfærdsstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne (jf. Mette Frederiksens udskamning af danskernes dårlige arbejdsmoral) for at sikre, at de bidrager til fællesskabet, er blevet borgerlig politik. De borgerligt-liberale partier er med andre ord helt med på idéen om, at det socialistiske velfærdssamfund er bedst til at definere og organisere borgernes private liv.
Borgerlig debat er både sten- og hjernedød
Idédebatten i den blå blok er ikke alene stendød – den er også hjernedød, hvilket de borgerlige profiler, der blev indstillet til Berlingskes Fonsmark-prisen, er en glimrende illustration af. I 2025 var Venstre-politikerne Morten Dahlin, Linea Søgaard-Lidell, Christoffer Lilleholt, Marie Bjerre og Mads Duedahl således blandt de otte indstillede til Berlingskes pris, Fonsmark-prisen, der tildeles ”markante stemmer og tænkere”, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat. De fem ”tænkeres” bog ”Må jeg være fri” er et forsøg på at formulere en ny retning for det borgerligt-liberale Danmark. Og hvad er det for en retning? Jo, SU skal være lånebaseret på kandidatuddannelserne, flere skal selv spare op til ældreplejen, og børnechecken skal afskaffes for dem, der godt kan klare sig uden. Det er Venstres storslåede vision for det borgerligt-liberale Danmark. Et justeret SU, mere egenbetaling på plejehjemmene og afskaffelse af børnechecken er imidlertid ikke tiltag, der ændrer på den grundlæggende socialdemokratiske samfundsmodel.
De unge Venstre-politikeres ”vision” er imidlertid ikke andet end et forsøg på at sikre en mere rentabel drift af den socialdemokratiske velfærdsstat. Da de har fået socialdemokratismen ind med modermælken, er det kun logisk, at de ikke har lyst at pille ved det danske samfunds grundlæggende indretning, som er socialistisk og formynderisk. I et interview med Berlingske sagde Mads Duedahl: ”Vores mission er ikke at afskaffe velfærdsstaten. Det er derimod at forbedre den”. En klokkeklar tilståelsessag.
Borgerlighed uden borgerlige visioner
Folketingsvalget i 2019 blev en katastrofe for det borgerlige Danmark, fordi der manglede borgerlige visioner, politik og retning, som vælgerne kunne spejle sig i. Borgerligheden var gået tabt i den socialdemokratiske velfærdsstat, fordi de nye generationer af borgerlige politikere har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. De aner ikke, hvordan et borgerligt velfærdssamfund skal se ud. De har ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision for Danmark. Og de har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten. Der er derfor ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer, hvordan de kan forandre danskernes livsbetingelser til det bedre, og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er det store spørgsmål, hvad magten så skulle bruges til.
For de borgerlige – eller rettere sagt de blå socialdemokrater – handler borgerligheden udelukkende om at tage magten fra de røde socialdemokrater. De borgerlige partier konkurrerer derfor om midtervælgerne og trækker hinanden længere og længere over mod socialdemokratismen. Og de er altid parate til at sidde i rundkreds ”hen over midten” sammen med de røde. Det er ikke fordi de borgerlige har noget at tilbyde – de vil bare være med på de røde socialdemokraters socialistiske dagsorden og totalitære dyrkelse af ”fællesskabet”. I stedet for at skabe en ægte borgerlig dagsorden konkurrerer de borgerlige partier indbyrdes og med de røde partier på en rød dagsorden.
De borgerliges eneste projekt er ministerbiler
Mens socialdemokratismens projekt er trygheds- og velfærdsstaten, er det såkaldte ”borgerlige projekt” et tomt projekt, der ikke siger noget om, hvilket samfund de borgerlige ønsker sig. Årsagen hertil er indlysende: De borgerlige er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde. De tager afstand fra en liberalistisk statsmodel og markedsliberale reformer, og i stedet værner de om kammeratkapitalismen, planøkonomien, de offentlige monopoler, klientstaten og skattetrykket.
De borgerlige partier har gennem mange år forsømt idéudviklingen og glemt de borgerlige principper. De følger i stedet folkestemninger og målgruppeanalyser. Når de blå har regeringsmagten, er det i bund og grund socialdemokratisk politik, de fører. De stikker fingeren i meningsmålingsjorden og indretter politikken efter den vej, vinden blæser. Magten og ministerbiler kan jo i Danmark kun vindes, hvis man indretter sin politik efter det store flertal, der enten arbejder for den offentlige sektor (ca. 900.000) eller som er på overførselsindkomst (ca. 2,1 mio.). Det er derfor kun logisk, at de blå partier har droppet borgerlige mærkesager og markedsfører sig på socialdemokratismens kæpheste: velfærd og tryghed. Den socialistiske samfundsmodel piller de borgerlige aldrig ved, fordi de ligesom de røde socialdemokrater betragter den som et kunstværk og udtryk for Danmarks civilisationsmæssige overlegenhed.
”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skrev Alex Vanopslagh i Berlingske inden valget i 2022. Men virkeligheden er, at de danske folketingsvalg ikke handler om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den vildtvoksende socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater. Og uanset hvem der vinder de kommende folketingsvalg, er der kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det betyder, at det danske samfund bliver endnu mere socialistisk, endnu mere reguleret, endnu mere beskattet, endnu mere kollektiviseret og endnu mere umyndiggjort. De såkaldte borgerlige tænkere og markante borgerlige stemmer, som hygger sig med deres Fonsmark-priser, burde vågne op af deres tornerosesøvn og erkende, at et borgerligt Danmark er en illusion, der aldrig bliver til realitet.