Under Folketingets værdidebat den 28. marts stillede den Radikale Zenia Stampe et lumsk farisæer-spørgsmål til statsministeren, om hun mente, at det er muligt at være dansk i hjertet og samtidig troende muslim. Zenia Stampe repræsenterer den officielle danske holdning til islam, der ses som bare en religion ligesom kristendommen, og at islams omfattende undertrykkelse og grusomheder skyldes et fanatisk, fundamentalistisk mindretal, der med Lars Løkkes udtryk har ’ hijacket (bortført) fredens og kærlighedens religion’. Stampe havde håbet på, at Mette Frederiksen endnu en gang ville bekræfte, at man som troende muslim naturligvis kunne bekende sig til det danske folkestyre og retsstaten, som er åben for alle demokratisk sindede mennesker uanset, hvor de kommer fra.
Statsministerens svar lød imidlertid sådan: ”Hvis man tager Koranens ord for pålydende, er det i hvert fald ikke forenelig med det danske samfund. Det er jo en lovbog.” Det var jo et høfligt svar, som dog klart afslører, at Mette Frederiksen som den eneste i sin regering har forstået, at islam og demokratiet er uforenelige størrelser: Hvis man som muslim accepterer demokratiet som styreform, er man ikke muslim, men frafalden, fordi islam påbyder, at islams lov, sharia er Allahs hellige, uforanderlige og ukrænkelige vilje, som står over sekulære love. Som muslim køber man hele pakken. Der ikke noget, der hedder salonmuslimer, kystbanemuslimer eller kulturmuslimer i islam. Man kan ikke botanisere i islam. Som præsident Erdogan siger: ”Der er ikke noget, de hedder moderat islam. Der er kun islam!”
Mette Frederiksens svar rummer dystre perspektiver for Zenia Stampes, mediernes og Christiansborgs opfattelse af islam, som jo ikke er en religion, men en ideologi, der rummer en politisk doktrin, et komplet samfundssystem og et levnedsdiktat, der styrer muslimens liv fra vugge til grav. Og så også en tro. Hele ideologien anses for hellig og uforanderlig, fordi islam er Allahs egne ord dikteret til Muhammed (Koranen) eller udtryk for Allahs vilje påbudt i de hellige skrifter Hadith (traditionerne) og Sira (Muhammed biografi). Det er disse kendsgerninger, som vi i Vesten ikke kan leve med. Vi har derfor opfundet en version af islam, som intet har med virkeligheden at gøre, men som gør islam spiselig for bløde demokrater. Siden præsident George W, Bush dagen efter det islamiske attentat på World Trade Center trådte frem på globalt tv og erklærede , at terroren mod de to tårne ikke havde noget med islam at gøre, har den demokratiske verdens statsledere og medier bekendt sig til en opfattelse, der hylder islam som fredens og kærlighedens religion, som desværre skæmmes af et mindretal af fanatikere og ekstremister, der gennem terror og mange grusomheder tegner et fordrejet billede af fredselskende muslimer og deres tro.
Der er vel ikke noget at sige til, at flinke demokrater, der ønsker fred på jord og hyggelig sameksistens mellem folkeslagene, har været fristet til at foretage en formildende ommøblering af islam, der hvidvasker ideologien, som den fremstår i virkeligheden. Islam i daglig praksis er en teokratisk, totalitær ideologi, der har det tilfælles med fascismen, at bevægelsen undertrykker, forfølger og dræber sine egne borgere. Ikke for hvad de har gjort, men for hvad de er. Islam har ligeledes det fællestræk med nazismen og kommunismen, at partiet altid har ret. Alligevel skal vi, hver gang vi oplever endnu et islamisk terrorangreb endnu et massedrab på uskyldige mennesker, høre fra medier og politikere, at grusomhederne er udført af fundamentalister og ekstremister, der repræsenter uspecificerede ’mørkets kræfter’, som intet har med islam at gøre. Men har man nogensinde hørt om fundamentalistiske kommunister eller ekstremistiske nazister? Nej, det har vi ikke, fordi vi ved, at når man er kommunist er man kommunist, og når man er nazist, er man nazist. Moderat fascisme findes ikke. Lige så lidt som moderat islam. Alligevel holder vi krampagtigt fast i begrebet ’islamisme’, som overhovedet ikke findes i islam, men som er en vestlig opfindelse for at kunne leve med den stigende islamisering af de demokratiske samfund. Denne virkelighedsflugt er der en god forklaring på i islams tre hellige skrifter (Koranen, Hadith og Sira), der styrer det islamiske samfund og det muslimske menneske.
Islam handler ikke om muslimer, men om hvad muslimer skal gøre ved ’kafiren’, en nedsættende arabisk betegnelse for det vantro undermenneske. Alene i Koranen er der næsten 500 vers, der taler om Allahs had til kafirerne og opfordrer muslimer til vold mod dem. Hvert ottende vers i Koranen fastslår, at Allah hader ikke-muslimer og ønsker dem døde, konverteret til islam eller henvist til en tilværelse som undermennesker. Professor Martin Rhonheimer, professor ved Santa Croce Universitetet i Rom: ”Den islamiske ideologi besidder ingen argumentatoriske ressourcer til at fordømme islamisk Stats fremfærd som uislamisk. Der findes nemlig intet generelt drabsforbud i islam. Der findes derimod en generel licens til drab”
Det ser ud til, at det er gået op for Mette Frederiksen, at islam er uforenelig med den demokratiske retsstat. Det betyder så også, at hun nu er klar over, at vi i Danmark må leve med over 300 000 medborgere fra islamiske kultursamfund, der ifølge samtlige meningsmålinger ønsker grundloven skiftet ud med sharialoven. Netop denne kategori af migranter og deres efterkommere koster danske skatteydere over 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster. Det har statsministeren med garanti ingen løsning på, men nu har hun dog taget det første skridt med sin smertelige erkendelse af, at islam er folkestyrets farligste fjende. Vi må håbe, at Mette Frederiksens nyslåede klarsyn siver ned gennem Folketinget og ud til medierne, der må bringes til at forstå, at der er ikke noget, der hedder ’islamisme’ eller ’fundamentalistisk islam’. Der er kun islam. ”Jamen, det er jo islamofobi!”, vil de sige på DR og Politiken. Ja, det er det. Og Gud ske tak og lov for det.