Torsdag den 17. april 2025 sænkede Den Europæiske Centralbank sin styringsrente rente med et kvart point til 2,25 procent. Handlingen var angiveligt et led i bankens forberedelse på de økonomiske konsekvenser af den handelskrig, som den amerikanske præsident Donald Trump har antændt.
Torsdagens rentenedsættelse bringer låneomkostningerne i Euro-området til det laveste i mere end to år, var bredt ventet efter Trumps meddelelse den 2. april om omfattende toldsatser på de fleste af USA’s handelspartnere.
“Udsigterne for væksten er forværret på grund af stigende handelsspændinger,” sagde ECB og tilføjede, at “den negative og volatile markedsreaktion” på toldsatserne sandsynligvis vil have en “strammere indvirkning på finansieringsforholdene” for virksomheder og forbrugere.
ECB-formand Christine Lagarde fremhævede den “ekstraordinære usikkerhed”, som økonomierne står over for, samtidig med at hun fastholdt, at inflationen i Euro-området var på vej til at falde til 2 procent – bankens målsætning.
Imens i Tyrkiet…
Samme torsdag hævede Tyrkiets centralbank – uventet – sin styringsrente fra 42,5 procent til 46 procent. Det skete på det første pengepolitiske møde siden anholdelsen af præsident Recep Tayyip Erdoğans vigtigste politiske rival, og efter Trump-administrationen den 2. april udløste en global handelskrig.
Den overraskende beslutning, som Tyrkiets centralbank beskrev som en opvisning i monetær “beslutsomhed”, kommer efter at den politiske ustabilitet sænkede værdien af tyrkiske finansielle aktiver og sendte den tyrkidske valuta – liraen – til et rekordlavt niveau.
Med nedsættelsen vendte banken en periode med med idelige rentenedsættelser og hævede også sin dag-til-dag-udlånsrente til 49 procent fra 46 procent og sagde, at den ville stramme politikken yderligere, hvis der var tegn på stigende inflation.
Resultatet var, at liraen steg i forhold til dollaren.
Den 2. april annoncerede præsident Donald Trump en gensidig told på 10 procent på alle tyrkiske varer, der importeres til USA. I øvrigt den laveste sats i forhold til alle handelspartnere!
Galopperende inflation i Tyrkiet
Tyrkiet er 18 måneder inde i et økonomisk stabiliseringsprogram, der har forsøgt at knuse den løbske inflation forårsaget af den ultralave rentepolitik, som Erdoğan tidligere dikterede.
Stabiliseringsprogrammet stod over for sin hårdeste markedstest den 19. marts med anholdelsen af Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu, som udløste markedspanik og Tyrkiets største gadeprotester i et årti. Investorer og indenlandske opsparere flygtede fra liraen og ind i udenlandsk valuta.
Som reaktion afholdt den tyrkiske naionalbank et hasterentemøde, hvor den suspenderede alle udlån og hævede sin dag-til-dag-udlånsrente til 46 pct., som i realiteten blev hovedrenten.
Liraen har siden stabiliseret sig på omkring 38 i forhold til den amerikanske dollar, men centralbanken har også brugt mere end 46 milliarder dollars på at støtte valutaen.
“De seneste begivenheder – indenrigspolitik og den globale toldkrig – har styrket den tyrkiske centralbanks mandat til at gøre, hvad der skal til for at bekæmpe inflationen. Ros til centralbankens guvernør, der har demonstreret deres uafhængighed af Erdogan ved at gøre det rigtige”.
De stigende leveomkostninger som følge af den høje inflation har skadet Erdogans meningsmålinger, og indtil videre har han givet embedsmænd frie tøjler til at få inflationen ned, selvom det har betydet høje renter.
Den tyrkiske inflation faldt i sidste måned til 38 procent. Banken sigter mod 24 procent ved udgangen af året.
Tyrkiets udenrigspolitik
Det engelske ord for Tyrkiet – Turkey – betyder også kalkun. At dele navn med en fugl, der hverken er køn eller klog, har længe irriteret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der ønsker, at landet skal fremstå som en stolt stormagt.
Erdoğan, der lægger afgørende vægt på Tyrkiets nationalisme, konservatisme og ønsket om en muslimsk republik, har taget konsekvensen og beordret, at Tyrkiets internationale navn skal ændres til Türkiye.
”Türkiye” repræsenterer og udtrykker på den bedste måde den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier, har præsidenten udtalt.
Selskaber og organisationer har også rettet ind efter præsidentens ønske. Foreningen af tyrkiske eksportører har meddelt, at det vil ændre deres mærkater til Made in Türkiye. Statslige medier som tv-stationen TRT og nyhedsbureauet Anadolu bruger allerede navnet i deres engelsksprogede dækning. Der er blevet iværksat en kampagne online rettet mod turister.
Navneskiftet siger noget om Erdoğans selvbevidsthed på nationens vegne, men ellers er det hverken odiøst eller usædvanligt, at et land skifter navn; Burma skiftede i 1989 navn til Myanmar, da militærjuntaen tog magten. Iran blev tidligere kaldt Persien, men i 1935 bad landets regering andre lande om at kalde det Iran i overensstemmelse med, hvordan navnet udtales på persisk. I 1939 skiftede Siam navn til Thailand på ordre fra kongen, hvilket referer til et lokalt udtryk, der betyder ”landet af de frie.” I 1980 ændrede Rhodesia sit navn til Zimbabwe, og senest har den hollandske regering besluttet at stoppe med at beskrive sig selv som Holland og kun bruge landets officielle navn: ”Nederlandene”.
Tyrkiets paradoksale udenrigspolitik har en god forklaring
I NATO-sammenhæng er Tyrkiet ikke hvem-som-helst. Landet har været medlem af NATO siden 1952 og har nogle af forsvarskoalitionens vigtigste militærbaser indenfor sine grænser. USA havde atomvåben i Tyrkiet under Den Kolde Krig, og Tyrkiet har siden 1999 været i stilling til et EU-medlemskab. En af de største amerikanske militærbaser i Europa er Incirlik Air Base i det sydlige Tyrkiet, som ligger tæt på den syriske grænse. Det er selvsagt en vigtig militær position, og her kan der lande amerikanske fly med atomvåben, ligesom der er stationeret flere tusinde amerikanske soldater på basen.
Tyrkiets udenrigspolitik hænger tæt sammen med landet geografi – Tyrkiet ligger mellem Europa, Mellemøsten og Asien, mellem islam og kristendom, mellem øst og vest, mellem traditionalisme og modernisme.
Tyrkiet prøver at agere og navigere mellem alle de store og besværlige naboer og deres forskellige interesser – Iran, Irak, Syrien, andre lande i Mellemøsten og verdens stormagter USA og Kina samt Rusland, Indien og Japan. Samtidig prøver Tyrkiet med undertiden dubiøse metoder at fremme ny-osmanniske, nationalkonservative og sunni-muslimske synspunkter og interesser overalt i verden.
Tyrkiet prøver at opretholde et godt forhold til alle
Selvom Tyrkiet har forbindelse til både EU og NATO, køber landet alligevel russiske S400 jord-til-luft missilsystemer til luftforsvar og atomkraftværker, gas, kul og olie af Rusland, ligesom Tyrkiet heller ikke har tilsluttet sig de omfattende vestlige sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krigen.
Specielt er energisamarbejdet med Rusland stærkt, idet Gazprom har indgået en fireårig gasaftale med Tyrkiets statslige energiselskab Botas som led i den seneste udvikling i Turkstream-projektet, naturgasledningen mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indviet i 2020.
Tyrkiet forventes også at modtage 1,5 millioner russiske turister, herunder Putins oligarker, der kan nyde Tyrkiets luksuriøse feriesteder uden frygt for sanktioner.
Samtidig leverer Tyrkiet leverer de berømte Bayraktar-droner til Ukraine, og Tyrkiet har begrænset Ruslands militære brug af Bosporus-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og derefter mod Middelhavet.
Med Kina samarbejder Tyrkiet på infrastrukturområdet og det store kinesiske Belt and Road-projekt. De samarbejder med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, og samtidig laver de aftaler med shiamuslimske Iran – Saudi-Arabiens store fjende i den Mellemøstlige region. Tyrkiet har sågar et velfungerende forhold til Israel og var det første muslimske land, der anerkendte Israel som stat.
Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær
Tyrkiets pragmatisme kan illustreres med omstændighederne i 2009, hvor Tyrkiets modstand mod at udnævne Anders Fogh Rasmussen til NATO-generalsekretær blev overvundet ved, at Danmark lovede at afklare sine juridiske bestemmelser med henblik på at imødekomme Tyrkiets anmodning om lukning af et dansk baseret talerør for kurdiske PKK.
I Danmark bøjede justitsvæsenet lovgivningen med forbud mod den kurdiske ROJ-tv på trods af, at Radio- og TV-nævnet havde afvist tyrkiske klager over, at kanalen ”agiterede for terrorisme”.