Den danske propagandamaskine arbejder på højtryk for at tørre EU’s ansvar for Ukraine af på USA. I Danmarks optik er Ukraine nemlig et amerikansk problem. De velfærdsbedøvede danskere har svært ved at forstå, at amerikanerne ikke har lyst til at fortsætte den hyggelige ordning, hvor USA betaler for EU’s sikkerhed, mens EU investerer i velfærd. Så i stedet for at mande sig op og overtage ansvaret for Ukraine, fortsætter EU og Danmark med at skælde ud på Donald Trump og beskylde ham for det påståede svigt af Europa.
Som bekendt fik Ruslands invasion af Ukraine europæerne for en stund til at stå sammen. Men kun for en stund, fordi de klassiske fronter og modsætninger er dukket op igen. EU’s ledere er svage, splittede og handlingslammede. De holder flotte taler om forsvar af Ukraine, men handling mangler. De har afgivet mange løfter om støtte til Ukraine, men de fleste løfter har vist sig at være tomme. EU’s strategi har hele tiden været og fortsat er, at man skal give Ukraine nok våben til ikke at tabe, men ikke nok våben til at vinde. EU sørger med andre ord for, at Ukraine kan dø langsomt, idet landet ikke får hjælp nok til at vinde krigen.
Det eneste rimelige ville være, at EU overtager ansvaret for Ukraine, både økonomisk og militært. En YouGov-meningsmåling i Europa har imidlertid vist, at støtten til en fortsat krig i Ukraine er faldet kraftigt. Mest i Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Sverige.
Ikke overraskende kom der intet konkret ud af EU-toppens Paris-møde i feb. 2025, hverken en erklæring eller nye tiltag. Splittelsen i EU blev understreget af, at fire EU-lande, nemlig Ungarn, Slovenien, Rumænien og Tjekkiet, ikke var inviteret. EU’s øst- og vesteuropæiske medlemmer ser nemlig meget forskelligt på truslen fra Rusland. Og på et møde i Bruxelles i marts 2025 forsøgte EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, forgæves at få opbakning til en ny støttepakke med våben og ammunition til Ukraine for 5 mia. euro – svarende til omkring 37 mia. kr. Mødet var præget af de store forskelle i medlemslandenes opfattelse af, hvad der udgør en sikkerhedstrussel for EU. Mens lande i Østeuropa og Skandinavien ser Rusland som den primære fare, fokuserer Sydeuropa på forsvaret af de ydre grænser mod migranter som en lige så presserende sikkerhedsudfordring.
Flere har påpeget, at det ikke giver mening, at Europa med en befolkning på 500 millioner beder USA’s 300 millioner amerikanere om at beskytte europæerne mod Ruslands med en befolkning på 140 millioner. Men sådan ligger landet. EU bliver ved med at nægte at overtage ansvaret for Ukraine. De store lande, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, så helst en fredsaftale med Rusland. Danmark vil kun deltage i en evt. fredsstyrke i Ukraine, hvis der kommer en fredsaftale, hvis USA agerer bagstopper, og hvis Rusland accepterer det. Og Polen og Tyskland har meddelt, at de ikke vil sende deres soldater til Ukraine uden amerikanske sikkerhedsgarantier, dvs. en amerikansk bagstopper-mekanisme, så USA kommer EU til undsætning i nødstilfælde.
“Vær stærk, vær tapper, vær frygtløs. Du er ikke alene, kære præsident Zelenskyj”, skrev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Men sandheden bag hendes floskler er, at de europæiske lande bruger flere penge på at købe russisk olie og naturgas, end de bruger på at støtte Ukraine.
Ukrainerne må se i øjnene, at EU ikke vil hjælpe dem, fordi europæerne har vænnet sig til at leve som klienter under den amerikanske beskyttelse. EU kunne naturligvis forsvare Ukraine, hvis man købte våben og ammunition af de amerikanske våbenfabrikker, men EU er ikke i stand til at træde i karakter. Det ville nemlig blive meget dyrt og kræve store ofre, der kunne mærkes af den enkelte europæer.
Det gælder ikke mindst de velfærdsbedøvede danskere. Dansk støtte til Ukraine vil fortsætte, så længe det ikke koster rigtig meget for den enkelte dansker. Men hvis det på et tidspunkt begynder at koste på velfærden og Arne-pensioner, så falder hammeren. Kommer det til en konkret prioritering, så vil langt de fleste danskere foretrække investeringer i sundhedsvæsenet og pensioner frem for at hjælpe Ukraine. Og derfor er Danmarks forsikringer om, at kun en sejr over Rusland kan accepteres, tomme floskler.
Hvorom alting er: EU nægter konsekvent at vedkende sig eget ansvar for at sikre ukrainsk sejr. EU-lederne mener ikke, at de bør finansiere og løse det rent europæiske problem som Ukraine er og giver i stedet Trump skylden. Europæisk – og dansk – holdning er, at EU ikke har noget med europæisk sikkerhed at gøre – det er USA’s og de amerikanske skatteyderes bord. Alt tyder derfor på, at europæerne til sidst vil bøje sig og vil sælge Ukraine til Putin, fordi de håber, at de dermed slipper for mere bøvl med Rusland.
Europæerne (og specielt den snusfornuftige kræmmernation Danmark) er verdensmestre i appeasement-politik. Ukraine bør derfor ikke stole på det feje og svigefulde Europas støtteerklæringer. Før eller senere vil EU ofre Ukraine og overgive landet til Putin for at bevare en større fred. Modsat hvad europæiske og danske ledere påstår, er Ukraine alene – helt alene.
André Rossmann