En 76-årig kvinde fra Skødstrup blev mandag ringet op af en person, som præsenterede sig som en medarbejder fra Sikker Net.
Manden i telefonen fortalte kvinden, at nogen havde forsøgt at hæve flere tusinde kroner fra hendes konto, og at han ville sende en chauffør ud på hendes adresse med et nyt hævekort ikke så længe efter.
Den 76-årige aftalte med manden i telefonen, at han skulle ringe tilbage senere på dagen og aftale afhentning, da hun havde et ærinde.
Kontaktede politiet
Kvinden og hendes datter var dog heldigvis blevet mistænksomme og kontaktede derfor politiet.
Her fik de at vide, at de bestemt ikke skulle udlevere noget hævekort, og at der var tale om svindel.
Da den falske SikkerNet-ansatte ringede tilbage, var politiet derfor allerede i kontakt med kvinderne og kunne følge med i opkaldet på en højttaler via en anden telefon.
Stod klar med håndjernene
Kort efter ankom en 17-årig ung mand til adressen for at hente hævekortet, og da han bankede på, blev han straks anholdt af de ventende betjente.
En 37-årig mand, som kørte bilen, som den 17-årige ankom i, blev også anholdt.
Begge mænd blev sigtet for forsøg på bedrageri, og politiet undersøger nu, om de to mænd kan knyttes til andre, lignende sager.
Læg på og kontakt politiet
Banker og andre myndigheder vil aldrig bede om dit hævekort, koder eller andre personlige oplysninger.
Læg på og kontakt politiet, hvis du modtager opkald som disse eller du bliver bedt om oplysninger i telefonen.
Hvis du er kommet til at give dine oplysninger i telefonen, og der er et falsk bankbud på vej, så ring til os med det samme.
Vi ser desværre ofte, at disse svindlere går målrettet efter ældre borgere, så tag også gerne en snak med ældre personer omkring dig.