Medens den nye tyske regering nu vil tillade jagt på ulve i Tyskland, vil tre partier i Folketinget den modsatte vej.
Der er tale om SF samt Moderaterne og Enhedslisten.
Således SF vil hæve maksimumstraffen for at skyde en ulv fra de nuværende to år til fem år.
Det sker som en reaktion på, at tyve ulve ifølge et forskerhold fra Aarhus Universitet nu er forsvundet fra den danske natur.
”Det er rigtig trist, at der er forsvundet 20 ulve. Det er en art, som ikke har det godt, og som vi bør beskytte,” siger SF’s naturordfører, Marianne Bigum, til TV 2 og fortsætter:
”I stedet ligner det, at der foregår ulovlige drab på en dyreart, som vi burde passe på.”
Hidtil er kun én person blevet dømt for at skyde en ulv.
Det var i 2018, hvor straffen lød på 40 dages betinget fængsel og fratagelse af jagttegnet i to år.
Sverige vil halvere landets ulvebestand
I oktober sidste år meddelte den svenske regering, at man på sigt vil halvere den svenske ulvebestand fra de cirka nuværende 375 dyr til 170.
Og nu følger altså Tyskland trop.
Ifølge flere tyske medier vil den nye regering besående af partierne CDU, CSU og SPD nu ændre den tyske naturbeskyttelseslov og tillade jagt på ulve.
Ifølge det tyske medie Zeit Online er den tyske ulvebestand oppe på omkring 1.600 dyr, og de forvolder stor skade.
Således har den tyske forbundsregeringens skadestatistik opgjort, at ulve gennemsnitlig hver dag i 2023 stod bag 4,5 drab på husdyr, hvor får er den størst udsatte gruppe.
Det svarer til i alt 1.629 ulvedræbte husdyr, fortrinsvis får, men også heste og køer.
Har mistet status om ”strengt beskyttet”
Ulven har hidtil haft status som ”strengt beskyttet ”, men den 3. december ændrede Bern Konventionen, der beskytter vilde planter og dyr, at ulvens status til ”beskyttet”.
Det betyder, at ulve nu må jages i det omfang, bestanden kan bære det, og det er på den baggrund, Sverige og Tyskland nu vil tillade jagt på ulve.
Det var EU-Kommissionen, der tog sagen op i Bern Konventionen, efter at kommissionsformand Ursula von der Leyens pony, Dolly, var blevet dræbt af en ulv på trods at, at hun gik bag et ulvesikkert hegn.
Et flertal af danskerne ønsker jagt på ulve
Det er op til de enkelte medlemslande selv at afgøre, hvorvidt de vil ændre reglerne og tillade jagt på ulve.
Et stort flertal af danskerne er ikke i tvivl. Regering og Folketing bør give grønt lys.
Et flertal på 64 procent ønsker således, at der bliver givet tilladelse til jagt på ulve, medens 35 procent er imod, fremgår det af en rundspørge, Megafon i marts i år gennemførte for TV 2.
At kun én procent ikke har nogen holdning til spørgsmålet viser, at ulve virkelig er noget, danskerne går op i.
Ulve i gaderne og fåredrab
Interessen og især frygten for ulve skyldes ikke mindst, at ulve nu ser ud til at blive en del af gadebilledet i de jyske ulveområder.
I januar i år fik beboerne i Oksbøl sidst på aftenen besøg af en flok på mellem fem og syv ulve, og i sidste weekend vandrede en stor ulv ved højlys dag rundt i Tistrup ved Varde.
Og natten til onsdag den 5. marts fik fåreavler Jørgen Blazejewicz ulvebesøg i sin indhegnede fårefold.
Her var ulven eller ulvene gået amok i blodrus og havde efterladt to døde drægtige hunner samt fire, der var så skambidte, at de måtte aflives.
Små to uger senere var den gal i Ansager, hvor fåreavler Gert Kruse fredag den 28. marts fik ulvebesøg med det resultat, at to får og fire lam var blevet dræbt og delvist ædt.
Som nævnt er det medlemslandene selv, der i første omgang træffer beslutningen om jagt eller ej på ulve.
I sidste ende er det imidlertid EU-Kommissionen, der skal give tilladelsen baseret på en vurdering af, om den nationale ulvebestand er så stor, at den kan tåle et jagttyk uden at blive udryddet.
Og den danske bestand med 42 voksne ulve plus 35 hvalpe langt fra så stor, at der i en overskuelig fremtid vil blive givet tilladelse til jagt.
Så jagt eller ej – ulvene bliver vi nødt til at affinde os med, uanset om vi ønsker det eller ej.
Også selvom der sidste år blev der givet tilsagn om erstatning i alt 57 sager.
Det svarer til gennemsnitligt et ulveangreb om ugen mod 16 sager i 2021 svarende til gennemsnitligt et ulveangreb hver tredje uge.
Se video fra TV2 med ulv i villakvarter her
Kilder til denne artikel:
https://www.zeit.de/politik/deutschland/2025-04/woelfe-abschuss-schutz-eu-regeln-jagd-faq
https://www.google.com/search?q=vieviele+wolf+in+deutchland+und+vie+fiele+schade&rlz=1C1GCEA_enDK1068DK1068&oq=vieviele
https://www.tvsyd.dk/syd-og-soenderjylland/skal-ulve-skydes-ny-maling-viser-danskernes-holdning