Inden debatten kammer helt over i vilde beskyldninger, er der grund til at pege på et af verdenshistoriens grundvilkår, nemlig at vi til alle tider har måttet forholde os til imperier – enten åbenlyse imperier eller de facto-imperier ledet af en hegemonisk magt.
Jeg skal ikke trætte med en historietime om alle de imperier, vi kender – det britiske, det tsaristiske, det kommunistiske, det spanske, det portugisiske, det romerske, det persiske, det assyriske, det mislykkede tyske osv. Pointen er, at vi altid har levet med imperier og fortsat vil skulle affinde os med det.
Den amerikanske verdensorden har været et sådant, uformelt, men ikke desto mindre højst nærværende imperium, der var under afvikling af Obama og Biden, men nu prøver Donald Trump at genoprette det, selv om han bedyrer, at det ikke passer. Og indtil nu er det gået meget godt.
Trump-administrationen får skyld for at have skabt kaos i verdenshandelen og i den ”regelbaserede verdensorden”, og skrækken har gjort sit indtog i mange hovedstæder, hvor man er tvunget til at forholde sig til en ny virkelighed. Det er fuldt forståeligt, at mageligt anlagte politikere og kommentatorer er skræmte og opbragte over Trumps bestræbelser på at vende op og ned på en verdenshandel, som han mener har været til skade for USA og amerikanske arbejdere.
Man kan også have sympati med vestlige lande, der i årevis har forsømt deres forpligtelser over for NATO og brugt skatteindtægterne til at opfede velfærdsstaten og bureaukratiet i vished om, at amerikanske skatteydere ville betale for deres forsvar.
Man kan også godt forstå, at de vestlige ledere grinede hårligt, da vicepræsident JD Vance tog dem i skole for at indskrænke ytringsfriheden og i stedet sætte mere fart på den muhamedanske masseindvandring. Hvor vovede han, når det lige gik så godt, og islamiseringen skred planmæssigt frem?
Der er altså nok af konfliktstof mellem USA og Vesteuropa, og alle farer sammen i skræk for, hvad fremtiden har at bringe. Men mens hadet mod Trumps USA blusser i Europa og mange andre steder, er det interessant at iagttage, at de fleste verdensledere ikke flokkes i Bruxelles, Berlin, Moskva eller Beijing, men at foreløbigt ca. 70 lande prøver at nå til en forståelse med Washington. De kinesiske kommunister prøver at mobilisere landene til en fælles front mod USA, men få bider på.
Om man elsker eller hader Trump og kritiserer hans handelspolitik sønder og sammen, er det ham, man vil forhandle med. Sådan er det i et imperium. Nogen tager ledelsen, og det har de andre at forholde sig til, indtil der fremstår alternative, hegemoniske magter, men det er der foreløbigt ingen udsigt til.