21-årig somalisk kvinde blev mandag aften overfaldet og stukket ihjel med en kniv på åben gade i Herning.
Gerningsmanden forsvandt. Politiet efterlyser en mand af mellemøstligt udseende.
Drabet sket mandag aften omkring klokken 21 på Gormsvej i Herning.
Politiets efterforskere har hele aftenen og natten arbejdet intenst med sagen og beder nu borgerne om hjælp.
Forbipasserende slog alarm og begyndte at yde førstehjælp.
Kvindens liv stod dog ikke til at redde, og hun blev efterfølgende erklæret død på hospitalet i Gødstrup. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Gerningsmand på fri fod
En ung mand blev set løbe væk fra det sted, hvor kvinden blev fundet, og mod Silkeborgvej og Herning Centret. Manden beskrives som:
Cirka 20-25 år
Omkring 180 cm
Almindeligt/spinkelt bygget
Brun i huden
Mellemøstlig af udseende
Havde mørkt tøj på – sorte joggingbukser og sort dynejakke
Var iført mundbind
Har du set en person, der svarer til signalementet, eller har du andre oplysninger, som måske kan hjælpe politiet med opklaringsarbejdet, beder Midt- og Vestjyllands Politi dig ringe på 114.
“Vi har arbejdet i området hele aftenen og natten og blandt andet søgt med både drone og hunde, men vi vil meget gerne høre fra folk, hvis de har lagt mærke til noget, der afviger fra normalbilledet”, siger politiinspektør Hans Roost, der er linjechef for Efterforskning og Forebyggelse ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiets teori: Ikke et tilfældigt offer
Selv om gerningsmanden er på fri fod, mener Hans Roost ikke, at borgerne i Herning generelt har grund til at føle sig utrygge.
“Jeg kan ikke gå i nærmere detaljer på nuværende tidspunkt, men meget tyder på, at kvinden ikke er et tilfældigt offer”, siger Hans Roost, der dog understreger, at Midt- og Vestjyllands Politi fortsat efterforsker bredt og ikke udelukker noget.
Midt- og Vestjyllands Politi vil tirsdag den 8. april være til stede i kvarteret ved Gormsvej og Thyrasvej med sin mobile politistation. Her er borgerne velkommen til at henvende sig, hvis de føler sig utrygge eller af anden årsag har brug for at tale med politiet, ligesom betjentene også er klar til at tage imod oplysninger, der kan hjælpe politiet i opklaringsarbejdet.
Den mobile politistation vil være i området i løbet af formiddagen. Midt- og Vestjyllands Politi vil kommunikere nærmere om tid og sted på X.