Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Har man en forkærlighed for absurd politik, og kan man lukke øjnene for de negative – ja endda fatale – konsekvenser for demokrati og retsstat, så er den engelske premierminister Keir Starmer gaven, der bliver ved med at give.
I en tid, hvor England er i krise med politiovervågning af sociale medier, indskrænkninger i ytringsfriheden, arrestationer og fængsling af borgere for at kritisere magthaverne, pakistanske voldtægtsbander, et næsten kollapset sundhedssystem, pensionister uden varmehjælp og en stadig strøm over Kanalen af illegale migranter (mænd) fra muslimske lande, har Keir Starmer sat himmel & jord i bevægelse for at få befolkningen til at se en Netflix serie.
Mere konkret er der tale om den (i øvrigt fremragende) britiske serie Adolescence, der handler om en familie, hvis liv bliver vendt fuldstændig på hovedet, da deres 13-årige søn pludselig bliver arresteret og tiltalt for at have slået en pige i sin klasse ihjel. Seriens bagvedliggende tema er, hvordan manosfæren (forskellige former for antifeministiske onlinefællesskaber, der dyrker en bestemt opfattelse af maskulinitet) påvirker unge drenge og mænds syn på sig selv og kvinder. De to forfattere bag serien, blev optaget af temaet efter flere historier i medierne om unge drenges vold mod jævnaldrende piger.
Keir Starmer har set serien med sine to teenagebørn og den har tilsyneladende påvirket ham så meget, at han nu vil have serien vist i alle klasselokaler og gjort kampen mod misogyni og toksisk maskulinitet til et kæmpe indsatsområde i det i forvejen så trængte naboland. Faktisk er Starmer så påvirket af serien, at han lader til ikke at kunne skelne fiktion fra virkelighed: således har han flere gange refereret til Adolescence som en ”dokumentar”, hvilket den på ingen måde er – selvom den er baseret på en virkelig historie. Men det er interessant nok, at virkelighedens familie er sort, mens den i serien er blevet til en hvid, kernefamilie fra middelklassen.
Selvom langt større problemer står i kø i det engelske samfund og landets økonomi er truet, betragter Starmer manosfærens misogyni og påvirkning af (hvide) engelske drenge som et centralt problem efter at et kvindeligt parlamentsmedlem havde gjort opmærksom på serien og bedt Starmer om at støtte kampagnen “for at modvirke giftig kvindehad tidligt” og “give unge mænd de rollemodeller, de fortjener”.
Starmer svarede, at vold udført af unge mænd, der er påvirket af det, de ser online, er “afskyelig”, og at “vi er nødt til at tackle det.” Det vil han som sagt gøre ved at gøre serien til en obligatorisk del af skolernes undervisning og dertil indsætte specialisthold for voldtægt og seksuelle krænkelser i politistyrker over hele landet, der modtager alarmopkald.
Værre er dog, at landets premierminister pludselig synes så optaget af manosfærens påvirkning af unge, engelske mænd al den stund, at han på intet tidspunkt har udfoldet samme bestræbelser på at bekæmpe den toksiske maskulinitet og voldelige misogyni, der hersker i alt for store dele af de voksende muslimske miljøer og som i årtier har påført landet ubodelig skade – ikke mindst det vidt forgrenede pakistanske voldtægtsnetværk, der har voldtaget og mishandlet over 100.000 britiske piger.
Det kan ikke andet end opfattes som et dobbelt slag i ansigtet på især den engelske arbejderklasse, som i årtier har skullet tåle myndighedernes svigt, når deres piger blev mishandlet og voldtaget af muslimske migrantmænd – nu også skal se deres drenge og unge mænd hængt ud som radikaliserede kvindehadere og potentielle voldsforbrydere og deres fædre som dårlige rollemodeller og dermed skyldige på forhånd. Alt sammen på grund af en Netflix-serie baseret på enkelte hændelser og en premierminister, der ikke er sin opgave voksen.
Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet