Kai Sørlander udkommer på engelsk på Springer
Denne bog forklarer, hvordan ideen om, at der ikke er nogen ultimativ, universel sandhed, i sig selv er en selvmodsigende filosofisk position. Filosoffer har gennem historien forsøgt at besvare spørgsmålet om, hvad den dybeste sandhed om verden og vores situation i verden er.
De har fremsat forskellige filosofiske systemer, men ingen har vundet universel accept; og det er i dag en udbredt opfattelse, at de filosofiske systemers tid er forbi. Denne bog viser meget konkret, hvordan man skal gå frem for at afdække det system af indbyrdes definerede grundbegreber, som må forudsættes for enhver mulig beskrivelse af virkeligheden og enhver mulig beskrivelse af vores situation som personer. Ved således at genoplive diskussionen om filosofiske systemer føjer forfatteren også et nyt aspekt til den historiske og nutidige diskussion af Kants kritik af den rene fornuft.
Men for filosofien rejser der sig så spørgsmålet, om dette system af grundbegreber kunne have været anderledes. Og for at kunne besvare dette spørgsmål må man have et grundlag, som selv – rent begrebslogisk – er således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes, og som samtidig kan stå som grundlag for en argumentation for, hvorvidt det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat vor virkelighedserkendelse, rent logisk kunne have været anderledes – eller ikke kunne have været anderledes.
Dette absolutte grundlag søger Kant at finde i selvbevidsthedens mulighed. Dermed følger han traditionen fra Descartes. Og han søger så ved en transcendental deduktion ud fra selvbevidsthedens mulighed at argumentere for, at det givne system af grundbegreber for virkelighedserkendelse må være således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes. Men samtidigt sætter Kant rum og tid som særlige anskuelsesformer, og dermed skaber han nogle problemer – specielt spørgsmålet om forholdet mellem ting, som vi opfatter dem, og ting, som de er i sig selv – som rent principielt medfører, at hans projekt ender med at blive uholdbart.
Derfor går jeg på dette punkt en anden og dybere vej end Kant. I stedet for som Kant at tage udgangspunkt i selvbevidsthedens mulighed som det absolutte grundlag, så tager jeg udgangspunkt i modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Ud fra dette grundlag deducerer jeg forskellen mellem nødvendige og empiriske påstande. Og ved en transcendental deduktion ud fra begrebet om en empirisk påstand deducerer jeg det system af grundbegreber, som implicit må være forudsat selve muligheden for, at der kan gives sande empiriske påstande. Derunder også begreberne ‘tid’ og ‘rum’. På den måde kan jeg vise, at det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat videnskabernes mulighed, rent principielt må være således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes.
Dermed gennemfører jeg i en vis forstand Kants projekt, men på et begrebslogisk dybere grundlag; og dermed således at jeg undgår Kants uløselige dilemmaer.
The Structure of Pure Reason, Philosophy’s View of Our Situation in the World, Book © 2025 (fås også som e-bog)
Kai Sørlander: Min vej ind i filosofien
Foto © Snaphanen.dk
