Af Lars Hedegaard
Meget kan man sige om Donald Trump, men få vil beskylde ham for at være bange af sig.
Nu har han sat alt på et bræt, og erklærer at han vil vende op og ned på den hidtidige økonomiske verdensorden, idet han har gjort det klart, at han udelukkende bekymrer sig om USA, og at resten af verdens lande må tage sig af deres egne problemer.
Hvis hans beslutning om at svare igen på de toldsatser plus andre handelsbegrænsninger, hvormed resten af verden gennem årtier har belemret amerikanske eksportører og arbejdere, de næste måneder fører til inflation eller recession, er det slut med hans præsidentskab, og han må bruge resten af sin periode til at slikke sårene efter sit forsmædelige nederlag.
Talrige økonomer og andre kommentatorer udstøder ramaskrig om alt det onde, der kommer af toldbarrierer. Hidtil har de dog levet fint med den told, som en stor del af verdens lande har pålagt amerikanske varer. Underligt nok har ingen europæisk politiker jamret over, at EU’s toldsatser og andre handelshindringer rettet mod USA medførte inflation eller udgjorde utålelige indgreb i verdenshandelen.
Hvis man tager tre af USA’s vigtigste handelspartnere, Kina, EU og Japan, har Trumps økonomiske eksperter regnet ud, at hvis man oven i den officielle told lægger den monetære effekt af importrestriktioner og andre barrierer, er Kinas reelle toldsats 67 pct., EU’s er 39 pct., og Japans er 46 pct. Trump vil nu pålægge import fra disse lande en told på ca. det halve, nemlig henholdsvis 34, 20 og 24 pct. Men Trump har også gjort det klart, at hvis USA’s handelspartnere vil forhandle om lavere gensidige satser, er han til at tale med.
Trumps økonomiske omvæltning har vakt bestyrtelse på det amerikanske aktiemarked, som i går oplevede det største fald siden 2020. Og det forstår man godt. Hidtil har plutokraterne indkasseret enorme summer ved at lukke amerikanske arbejdspladser og sende produktionen til lande med billigere arbejdskraft. De har derefter næsten toldfrit kunnet importere varerne til USA. Som resultat har USA oparbejdet enorme handelsunderskud, hvis effekt bl.a. er at true dollarens position som verdens reservevaluta.
Oven i de økonomiske virkninger af den skæve samhandel kommer de sikkerhedspolitiske. I takt med, at USA i stigende grad må importere basale og strategiske varer, svækkes landets stilling som som geopolitisk magt. Hvad kunne der f.eks. ske, hvis Kina i en tilspidset situation pludselig lukkede for eksporten af de medicinalvarer, som USA i store mængder importerer fra Riget i Midten? Eller hvis USA ikke længere kan skaffe tilstrækkeligt med stål, fordi den indlandske produktion er nedlagt?
Den hidtidige skæve samhandel har sit historiske udspring i situationen umiddelbart efter 2. Verdenskrig, da USA påtog sig at genopbygge de slagne fjender, Tyskland og Japan, og give en håndsrækning til diverse udviklingslande. Som led i disse bestræbelser accepterede en række amerikanske administrationer at åbne USA’s marked uden at forlange nogen modydelse. Der var ikke tale om den rene altruisme, for USA’s mente, at støtten til fjendestaterne og hjælpen til fattige lande også ville være i USA’s interesse.
Men nu giver det ikke længere mening at hævde, at Tyskland/EU, Japan eller Kina har brug for hjælp. Og USA er ikke længere verdens altdominerende økonomiske og geopolitiske supermagt. Landet vil fortsat være en stormagt, men en blandt flere, og Washington har ikke længere råd til at spille hele verdens julemand.