Siden mandag har det lydt, som om Fanø befandt sig midt i en krigszone og ikke helt uden grund.
De seneste dage har forsvarets ammunitionsryddere EOD (Explosive Ordnance Disposal) til og med tirsdag bortsprængt 26 mortergranater, der stammer fra anden verdenskrig og sprængningerne fortsatte onsdag.
For nogle uger siden fandt en entreprenør en mortergranat i forbindelse en udgravning ved et sommerhus.
Denne granat fik EOD dengang uskadeliggjort sammen med endnu fire granater, der blev fundet yderligere ved søgning i området.
Besluttede at undersøge hele området – og det gav bonus
Herefter blev det besluttet at få hele området grundigt undersøgt.
Mandag kom ammunitionsrydderne tilbage til Fanø, hvor EOD de seneste dage har gennemsøgt et område på omkring en halv kvadratkilometer.
Hjemmeværnet har været tilkaldt for at bevogte fundene hen over natten.
Fundet i et område med sommerhuse
Der er tale om en lavning, som formentlig har været brugt til øvelsesskydninger af den tyske hær under anden verdenskrig.
Udover granaterne har EOD også fundet en større mængde tyske patroner på stedet.
”Granaterne er fundet i et område tæt på sommerhuse, og der er naturligvis stor fokus på sikkerheden,” siger politiinspektør Gert Bisgaard og fortsætter:
”Arbejdet fortsætter, indtil området er helt afsøgt og alle granater er fundet og uskadeliggjort.”