Hvad der skulle have været et kort præludium til forhandlingerne mellem Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump, udviklede sig til et voldsomt skænderi mellem de to præsidenter og Trumps vicepræsident JD Vance. Mineralaftalen blev ikke underskrevet og en planlagt pressekonference blev aflyst.
Efter forhandlingernes sammenbrud væltede det ind med støtteerklæringer fra EU’s ledere. På X skrev Mette Frederiksen: ”Kære Zelenskyj. Danmark står stolt sammen med Ukraine og det ukrainske folk”. Ligeledes på X skrev Polens premierminister, Donald Tusk: ”Kære præsident Zelenskyj, kære ukrainske venner. I er ikke alene”. Både Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Spaniens premierminister Pedro Sánchez har opfordret til at fortsætte støtten til Ukraine. Tyskland, Sverige, Tjekkiet, Letland og Litauen har sendt lignende støtteerklæringer.
“Vær stærk, vær tapper, vær frygtløs. Du er ikke alene, kære præsident Zelenskyj”, skrev EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Og fra EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, lød det: ”Vi står ved Ukraines side. Vi vil øge vores støtte til Ukraine, så de kan fortsætte med at slå angriberen tilbage. I dag står det klart, at den frie verden har brug for en ny leder. Det er op til os, europæerne, at tage denne udfordring”.
Selv om EU’s ledere fastholder deres ubøjelige støtte til Ukraine, er unionen reelt svag, i vildrede og uden en synlig leder. EU-lederne fortsætter med at holde fine møder og taler, men er ikke parate til at handle. De sender ganske vist signaler om et stærkt og samlet Europa, men europæisk sammenhold og samhørighed en illusion. EU-landene er splittede og usolidariske, de kan ikke tale med én stemme, de kan ikke handle og forhandle samlet, og de kan ikke beskytte fælles interesser. De små lande som Holland, Skandinavien og de baltiske lande går ind for en hård kurs over for Rusland, mens de store lande, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, så helst en fredsaftale med Rusland. I forhold til Ukraine-konflikten støtter ca. 50 pct. af borgerne i Tyskland, Frankrig og Italien hurtige fredsforhandlinger med Putin. Kun ca. 20 pct. støtter en langvarig udmattelseskrig med Rusland.
Det er derfor umuligt at forestille sig, at et splittet EU skulle finde evnerne og viljen til at forsvare Ukraine. Europæerne bøjer sig, for så tror de, at de slipper for mere bøvl med Rusland. Og derfor har EU’s strategi hele tiden været og fortsat er, at man skal give Ukraine nok våben til ikke at tabe, men ikke nok våben til at vinde. EU sørger med andre ord for, at Ukraine kan dø langsomt, idet landet ikke får hjælp nok til at vinde krigen.
Man kunne spørge, hvorfor EU ikke optræder som en supermagt og overtager ansvaret for Ukraine. EU’s økonomiske og militære formåen er jo ti gange større end Ruslands. Det burde derfor være nemt for Europa at forsvare Ukraine med en amerikansk nuklear bagstopper. Men det har EU ikke appetit på af frygt for en konfrontation med Rusland. Og derfor er det EU, der svigter Ukraine – og ikke USA.
Virkeligheden er, at EU er ude af stand til at optræde som en supermagt, fordi europæerne har vænnet sig til at leve som klienter under den amerikanske beskyttelse. EU blev i sin tid oprettet for at afskaffe magtpolitikken på det europæiske kontinent og er derfor ude af stand til at føre en benhård magtpolitik. I stedet er EU blevet godhedens imperium uden maskulin vilje og evne til med militær magt at beskytte sine grænser og borgere. Og når flere europæiske lande i den seneste tid har opjusteret forsvarsudgifterne, så skyldes det udelukkende, at de vil gerne please Donald Trump. Opjusteringen betyder ikke, at europæerne er parate til at give Rusland et reelt modspil.
EU nægter konsekvent at vedkende sig eget ansvar for at sikre ukrainsk sejr. EU-lederne mener ikke, at de bør finansiere og løse det rent europæiske problem som Ukraine er og giver i stedet Trump skylden. Europæisk – og dansk – holdning er, at EU ikke har noget med europæisk sikkerhed at gøre – det er USA’s og de amerikanske skatteyderes bord.
Ukraine bør derfor ikke stole på det feje og svigefulde Europas støtteerklæringer. Før eller senere vil EU ofre Ukraine og overgive landet til Putin for at bevare en større fred. Modsat hvad europæiske ledere påstår, er Ukraine alene – helt alene.
André Rossmann