En 60-årig mand fra Kolding, der indtil nu har arbejdet som advokat, er ved Retten i Kolding idømt et år og ni måneders fængsel og en bøde på 4,3 millioner kroner blandt andet for skatteunddragelse og medvirken til socialt bedrageri.
Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Retten har blandt andet fundet manden skyldig i skatteunddragelse for i alt 4,3 millioner kroner.
Det er blandt andet sket, da han i indkomstårene fra 2012 -2018 ikke opgav til Skatteforvaltningen, at han benyttede sin advokatvirksomheds lejlighed i København som bolig.
Herudover er han fundet skyldig i at have foretaget uberettigede fradrag, blandt andet for udgifter til ægtefællens fødselsdag, samt for at have undladt at angive indtægter i forbindelse med salg af kunst fra advokatfirmaet.
Var medejer af swingerklub
Ligeledes er dn nu forhenværende advokat dømt for at have udbetalt sort løn til ansatte, der renoverede en swingerklub, som han var medejer af.
Retten dømte ham desuden for medvirken til socialt bedrageri fra august 2016 til januar 2017.
Her havde den nu dømte advokat hjulpet en klient med at give Kolding Kommune urigtige oplysninger, der medførte en uberettiget støtte til klienten på cirka 35.000 kroner.
Og så var der også lidt narko
Endelig blev den 60-årige også dømt for videreoverdragelse af en mindre mængde narkotika i 2017.
Overdragelsen skete i den lejlighed, som hans advokatvirksomhed ejede i København.
Fængselsstraffen er gjort betinget med krav om 250 timers samfundstjeneste.
Retten har efter anmodning fra anklagemyndigheden frakendt den dømte mulighed for at virke som advokat indtil videre.
Specialanklager hos NSK David Hvelplund siger:
”Jeg er tilfreds med dommen. For NSK er det et fokusområde, at personer, der har fået tildelt særlige autorisationer eller tillidshverv i samfundet, ikke misbruger de muligheder, det giver, til at begå kriminalitet,” siger specialanklager hos NSK, David Hvelplund, og fortsætter:
”Derfor er jeg tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om at frakende den dømte retten til at virke som advokat.”
Den dømte ankede dommen til frifindelse.