Når det gælder Ukraine, er EU fortsat splittet og handlingslammet. Der kom intet konkret ud af sidste uges Paris-møde, hverken en deklaration eller nye tiltag. Splittelsen i EU blev understreget af, at fire EU-lande, nemlig Ungarn, Slovenien, Rumænien og Tjekkiet, ikke var inviteret. EU’s øst- og vesteuropæiske medlemmer ser meget forskelligt på truslen fra Rusland.
Splittelsen fortsatte på Ukraine-topmødet i Kiev forleden, hvor Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og Sveriges udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, har meddelt, at de er klar til at sende soldater til Ukraine som del af en fredsbevarende styrke. Polen og Tyskland har derimod meddelt, at de ikke vil sende deres soldater til Ukraine uden amerikanske sikkerhedsgarantier. Den danske statsminister, Mette Frederiksen, har pustet sig voldsomt op og stillet krav om, at Ukraine skal lukkes ind i NATO velvidende om, at det er Donald Trump imod.
I går sagde den kommende tyske kansler Friedrich Merz, at EU skal kunne forsvare sig selv uden USA. Han har dog ikke præciseret, om det betyder, at der skal etableres et egentligt EU-forsvar, der skal agere uafhængigt af NATO, eller om EU’s oprustning skal ske inden for rammerne af NATO.
Ruslands invasion af Ukraine fik europæerne for en stund til at stå sammen. Men kun for en stund, for nu dukker de klassiske fronter op igen. EU holder flotte taler om forsvar af Ukraine, men handling mangler. EU’s ledere er svage og ubeslutsomme. De har afgivet mange løfter om støtte til Ukraine, men de fleste løfter har vist sig at være tomme. F.eks. er en hjælpepakke på 50 mia. euro, som EU-landene blev enige om i begyndelsen af 2024 – for et år siden – endnu ikke blevet udbetalt. De store EU-lande som Tyskland, Spanien og Italien er fortsat utilbøjelige til at forsyne Ukraine med tilstrækkelig stor støtte til at gøre en militær sejr til en realistisk mulighed.
I stedet for at mande sig op og overtage ansvaret for Ukraine fortsætter EU med at skælde ud på Donald Trump og beskylde ham for det påståede svigt af Europa. Man bør dog huske, at EU er en økonomisk stormagt og verdens største handelsblok med 450 mio. indbyggere. Rusland, der har en økonomisk størrelse som Italien, er en økonomisk dværg sammenlignet med Europa. Det burde derfor være nemt for Europa at forsvare Ukraine med en amerikansk nuklear bagstopper. Det er også Donald Trump’s holdning.
Udenrigsminister Marco Rubio har flere gange har sagt, at USA skal være den sidste forsvarslinje for Europa fremfor den første. Det er EU, der skal starte med at håndtere en eventuel trussel fra Rusland, og hvis unionen ikke kan klare det selv, så kommer amerikanerne til hjælp.
Europa er ganske vist begyndt at forberede sig på krig, men det er ikke nok at opruste med konventionelle våben. EU har også brug for sin egen nukleare afskrækkelse. P.t. er det kun Frankrig og Storbritannien, der råder over atomvåben. Frankrig agter dog ikke at overdrage kommandoen over sine atomvåben til et EU-forsvar eller inkludere dem i NATO’s atomforsvar, som briterne delvist har gjort. Problemet er også, at selv om de to lande udvider atombeskyttelsen til de øvrige europæiske allierede, vil det altid være London og Paris, der suverænt bestemmer over atomvåbnene. Og kan de europæiske allierede så regne med, at de to lande vil risikere en atomkrig med Rusland for at forsvare borgere i Letland eller Polen mod russiske angreb? Det er mere end tvivlsomt.
EU er slet ikke klar til den nye geopolitiske virkelighed. Det skyldes, at EU ikke er rigtig forenet, men er blot en samling nationalstater med modstridende interesser og modstræbende samarbejdsvilje. EU kunne forsvare Ukraine, hvis man købte våben og ammunition af de amerikanske våbenfabrikker, men EU er ikke i stand til at træde i karakter. Og derfor er det usandsynligt, at unionen vil overtage ansvaret for Ukraine.
Europas største problem er, at de nye generationer af politikere og borgere, som aldrig har oplevet krig, og som aldrig har været soldater, har ingen forståelse for værdien af et stærkt forsvar. I de fleste europæiske lande er det så længe siden, der har været krig, at europæerne har glemt krigens væsen. Hertil kommer, at det i EU ikke er nogen politisk vindersag at bruge penge på forsvar. Og derfor fortsætter EU sit liv som USA’s sikkerhedsklient, lullet ind i en verdensfjern drøm om stabilitet gennem et EU-forsvar, international handel og liberale principper.
En fælles europæisk front mod Rusland kræver en enighed og fælles fodslag, som mangler blandt EU’s ledere. Den ville kræve, at der bruges markant flere ressourcer til en europæisk forsvarsindustri i et omfang, man ikke har set før. Det ville kræve store ofre, der kunne mærkes af den enkelte europæer. Men virkeligheden er, at EU’s ledere ikke tør kræve, at deres borgere yder de ofre, der skal til.
Den geopolitiske orden er forandret. Den rå magt er tilbage som et centralt middel til at realisere politiske mål. Den fremtidige, internationale orden vil blive formet af dem, der har magten og viljen til at skabe den. Mens verden er på vej ind i en multipolar orden, hvor der er flere stormagter om at definere den globale politik, er det mere end tvivlsomt, at EU, der præges af svage regeringer og politisk lammelse, vil kunne overleve som en aktiv magtfaktor i den nye, brutale verdensorden.
André Rossmann
