Det er lidt over 30 dage siden, Trump blev indsat som Amerikas 47nde præsident, og det er 30 dage, der har rystet USA og verden.
På nationalt plan har Trump brudt med Obamas og Bidens mest markante politiske flagskibe som anti-racisme, kønsidentitetspolitik og transkønnethed, kort sagt det, som Amerikanerne kalder woke og hvad vi kalder politisk korrekthed, og internationalt har han meldt sig ud af Paris-aftalen om klimaforandring, ud af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), ud af FNs Menneskerettighedsudvalg og FNs organisation for Palæstina og Gaza (UNWRA).
Derudover har han med flid via sin vicepræsident, JD Vance, på en tale ved sikkerhedskonferencen i München fornærmet hele EU’s elite ved at beskylde den for at undergrave ytringsfriheden. Han har bl.a. fordømt aflysningen af præsidentvalget i Rumænien og retsforfølgelsen af et parlamentsmedlem i Finland for at have lagt et bibelcitat ud på nettet. Fulgt op af en trussel: hvis EU fortsætter ad den vej, skal europæerne ikke regne med USA.
Men værst af alt har han inviteret Putin til at lave en handel om Ukraine hen over hovedet på ikke blot selvsamme EU-elite, men også den i vesten højt elskede Vladomyr Zelenskyj, Ukraines præsident.
Og da Zelenskyj brokkede sig og lidt udiplomatisk hævdede at Trump levede i en desinformations-boble, gik Trump til modangreb og hævdede, at Zelensky havde startet krigen, at han var en diktator (fordi han ikke havde afholdt valg på grund af krigen), til trods for, at han som verdens bedst briefede mand vitterligt godt vidste, at det var Putin som havde startet krigen, og at Zelenskyj, der er demokratisk valgt ligesom Churchill var det under 2. verdenskrig, ikke kunne afholde et demokratisk valg i en krigssituation.
EU’s eliter og medier gik i panik rangerende fra ”er manden splitter gal ?” til ”den russiske bjørn står for døren”.
Men på baggrund af de sidste 30 dages hektiske begivenheder mener jeg, at vi har nok belæg for en mere ædruelig analyse end den gængse på internettet, som fremstiller Trump som psykopat, hvis livsholdning er præget af samarbejdet med den fra Nixon-tidens forfølgelse af kommunister kendte advokat, Roy Cohn, super misantrop, hvis devise var, hvad enten du er skyldig eller ej: benægt alt.
Og som levede op til det – også fra Nixon-tiden – ofte anvendte citat fra en forhenværende amerikansk præsident, Theodore Roosevelt: ”Når først du har dem i nossegreb, følger deres hjerte og hjerne med” (Once you got them by the balls, their hearts and minds will follow).
Ingen tvivl om, at Trump til fulde lever op til nævnte citat, men det er der mange andre politikere, der gør (ingen nævnt ingen glemt), så det kan ikke være hele historien.
Mit eget bud, på baggrund af blot den sidste måneds begivenheder, er, at den psykoanalytiske tilgang ikke er nogen hjælp, fordi den tager en analyse af hans bevislige usandheder og løgne som udtryk for en strategi, når det i virkeligheden drejer sig om taktik.
Strategisk er Trumps verdensbillede domineret af konkurrencen, eller om man vil, kampen om overherredømmet i verden, fra Kina.
Dette er MAGA’s raison d’etre, Amerika må blive stort igen, for ellers kan det ikke vinde konkurrencen med Kina og hvis det ikke sker, ophører USA med at være det land, det gerne vil være.
Det er derfor Trump bestandigt klager over at blive unfair behandlet og udnyttet, en situation, som nu må høre op.
Internationalt er det den samme logik, Trump anvender: ved at afgive magt og autoritet til internationale organer og institutioner, svækker USA sig selv. Det er logikken bag udmeldingen af Paris-aftalen om klimaforandring, Verdenssundhedsorganisationen (WHO), FN´s Menneskerettighedsudvalg og FN´s Palæstina-agentur (UNWRA).
Hans Panama og Grønland politik kan kun forklares set med den samme linse og i det perspektiv er det jo ikke uvæsentligt, at det har virket: Panama har opsagt kontrakten med de kinesiske selskaber, som stod for havnene på begge sider af kanalen og overvejer prisændringer, og grønlænderne og danskerne er efter en del skræppen faldet til patten.
Trump’s aktive medvirken til nederlagene for to af Irans nærmeste allierede i Mellemøsten, Hamas og Hezbollah, kan også forklares i det samme perspektiv, fordi det betyder at Iran, Kinas vigtigste samarbejdspartner dér, har fået stækket vingerne betydeligt.
Hans manglende tålmodighed med krigen i Ukraine, EU’s handlingslammelse og Zelenskyj’s vægren ved at anerkende realiteterne på slagmarken, kan ligeledes forklares ved, at det holder Trump væk fra at fokusere på Kina.
Taktisk er det Trump’s fremgangsmåde at tage højde for sine modstandere og lægge maksimalt pres på den, som han vurderer udgør den største forhindring for en deal.
Maksimalt pres betyder sommetider absurde, overdrevne påstande såsom truslen om at købe Grønland, generobre Panama-kanalen eller deportere hele Gazas befolkning til nabostaterne Jordan eller Ægypten og trække al militærhjælp tilbage fra de to lande, hvis de nægter.
Men det ”virkelige” formål med truslerne er at få dem, der sidder på deres hænder, til at få fingeren ud eller kalde hans bluff.
Hans trussel om gengældelsestold er ikke som medierne siger en forhandlingstaktik, men et forsøg på at vride armen om på sine modstandere, før det kommer til forhandlinger.
Det er ikke noget tilfælde, at Mexico, Canada, Grønland, Panama og Colombia alle bed i det sure æble længe før straftariffer blev diskuteret og det eneste eksempel på et land som har svaret igen med samme mønt er…Kina.
Hvilket er logisk ud fra gængs handelsteori, som siger at den der først blinker i samhandelsforhandlinger, er den, der har mest at tabe.
Det samme gælder Trump’s “plan” (læs: trussel) for Gaza, som blev pure afvist af alle arabiske stater, men sørme om ikke Ægypten pludselig lagde sin plan for genopbygningen af Gaza på bordet uden deportation af befolkningen og Jordan pludselig fik plads til et par tusind børn fra det krigsramte Gaza.
Det var også i Gaza, at hans trussel om bål og brand for Hamas, hvis de ikke snart var parat til en våbenhvile og frigivelse af gidsler, førte til en aftale inden for en uge, en aftale som var stort set identisk med den Biden-administrationen forgæves havde forsøgt at få gennemført et helt år.
Trump tillod også Israel at gå efter Hamas’ ledere, hvilket var strengt verboten under Biden.
Men det ser ud, som om Hamas efter tre af dets lederes tidlige bortgang har ændret deres hjerter og deres sind og besluttet sig til at følge Trump’s ønsker.
I Lebanon gav Trump Israel frie hænder til at gå efter Hizbollah’s ledere, hvilket førte til en våbenhvileaftale på rekordtid.
Trumps drejebog i Ukraine er nøjagtig den samme: gå efter dem, som 3 år i træk har siddet på deres hænder uden at gøre noget seriøst ved situationen, nemlig EU, som lige grotesk nok har vedtaget den 16nde sanktionspakke mod Rusland ud fra den teori, at det som ikke var lykkedes 15 gange tidligere, mirakuløst vil virke denne gang.
Drejebogen inkluderer et angreb på Zelenskyj, som ifølge Trump var den, der startede krigen i Ukraine, og som var en mini-diktator, fordi han ikke havde afholdt valg til tiden og alt for længe havde nægtet forhandlinger med Putin. Dette uanset sandheden, som er, at det var og er Putin og Putin alene, som var skyldig i krigen, og at Winston Churchill iheller kke afholdt valg i Storbritannien under 2. verdenskrig, samt at det var Biden og EU, som var de argeste modstandere af forhandlinger med Putin, fordi det ville være at belønne forbryderen for hans forbrydelse.
Den gode nyhed er, at det ser ud til, at EU’s ledere er begyndt at se forskel på strategi og taktik, når det gælder Trump: Frankrigs præsident Emmanuel Macron kommer til Washington på mandag og Englands premierminister Keir Starmer følger trop tre dage efter. Når først du har dem i nossegreb…..