USA'S ØKONOMISKE UDSIGTER SER BEDRE UD, END MANGE TROR

USA’S ØKONOMISKE UDSIGTER SER BEDRE UD, END MANGE TROR



Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

HVORDAN SER UDSIGTERNE FOR DEN AMERIKANSKE ØKONOMI UD?

Facebook post fra Lars Tvede

Medierne er aktuelt fyldt med analyser og spekulationer om den amerikanske økonomi, men meget af det er, efter min mening, vildledende eller unuanceret. Jeg vil gerne gennemgå tre centrale påstande, som jeg ofte ser – og forklare, hvorfor jeg mener at virkeligheden er anderledes.

1) “TRUMP ØNSKER HANDELSKRIGE” – GØR HAN?
Ofte hører man, at Trump vil føre handelskrig, men i praksis har han foreløbig i høj grad brugt toldtrusler som et politisk redskab til at opnå specifikke mål – såsom at reducere ulovlig indvandring, bekæmpe narkosmugling og presse handelsaftaler igennem. Han vil sandsynligvis også bruge det geopolitisk til at imødegå dumping, tekniske handelshindringer og økonomisk pres fra Kina. Mit klare indtryk er, at hans primære motiv ikke er at skade handel, men at gøre den mere ligeværdig samt at sikre strategiske fordele – og foreløbig har han haft succes med denne tilgang.

2) “NYE TOLDMURE VIL BLIVE BETALT AF DE AMERIKANSKE FORBRUGERE OG SKABE INFLATION”
Det er en udbredt påstand, at højere toldsatser automatisk fører til højere forbrugerpriser og inflation. Men hvad siger tallene? Statistikker viser, at tidligere toldforhøjelser IKKE har skabt forøget inflation i USA, hvilket fremgår af den vedhæftede dobbeltgraf. I øvrigt er den amerikanske inflation faldet siden årsskiftet, og ifølge det realtidsbaserede “Truflation Index” ligger den nu på 2,11% – altså snublende tæt på centralbankens mål om 2%.

3) “TRUMPS POLITIK VIL ØGE BUDGETUNDERSKUDDET OG FØRE TIL GÆLDSKRISE”
Først og fremmest skal det slås fast, at et land, der udsteder gæld i egen valuta, ikke kan gå konkurs – nationalbanken kan nemlig altid købe statsobligationerne. Dog kan dette på lang sigt føre til inflation, som vi har set i Argentina og Tyrkiet.
Men er Trump blot på vej mod et større gældsproblem? Snarere tværtimod. Hans administration har lanceret DOGE-programmet, hvor der sigtes efter massive besparelser. Elon Musk har angiveligt et personligt mål om at reducere de offentlige udgifter med ca. 1.000 milliarder dollars årligt, svarende til 15% af budgettet, og finansminister Scott Bessent ønsker at bringe underskuddet ned til 3% af BNP.

For perspektiv: I 2024 var budgetunderskuddet 1,8 billioner dollars, svarende til 6,2% af BNP. For at nå målet om et underskud reduceret til 3% af BNP, skal der findes 3,2 procentpoint – enten gennem besparelser, øget vækst eller lavere renter. Det kan gøres, hvis Musk finder sine 1.000 milliarder. Hvis renteudgifterne reduceres med blot 1% af BNP gennem lavere renter, vil behovet for yderligere besparelser falde til 2,2% af BNP, hvilket svarer til ca. 660 milliarder dollars. Dette er helt inden for rammerne af Musks mål.

Forøget vækstrate i den private sektor kan også bidrage til, at underskud som procent af BNP kommer under kontrol. Trumps deregulering forventes umiddelbart at spare den private sektor ca. 100 milliarder dollars årligt, men dertil kommer andre effekter af den tilstræbte politik – plus AI og senere AI-drevne robotter. Det kan mere end fordoble den underliggende private vækstrate.

RENTER ER NØGLER TIL VÆKSTEN
En afgørende faktor i denne ligning er renteniveauet – både centralbankrenten og de lange obligationsrenter. I 2024 udgjorde de føderale renteudgifter 950 milliarder dollars, svarende til 3,3% af BNP. Hvis renterne falder, vil det ikke kun mindske statens underskud, men også fremme erhvervslivets vækst, hvilket øger langsigtede skatteindtægterne og reducerer behovet for besparelser.
Siden Trumps tiltrædelse har obligationsrenterne allerede været faldende, og inflationssikrede obligationer viser, at markedet forventer lavere inflation og højere vækst fremover. Det fremgår af prisudviklingen på TIPS (Treasury Inflation-Protected Securities). Det understøttes i øvrigt også af en voldsomt stigende optimisme i erhvervslivet, jævnfør nogle af mine vedhæftede grafer (Fra Alpine Macro).

USA’S ØKONOMISKE UDSIGTER SER BEDRE UD, END MANGE TROR
Alt i alt mener jeg, at den amerikanske økonomi er i en bedre position, end mange medier og debattører fremstiller det. Samtidig kan Trumps økonomiske pres på Europa muligvis få EU til at vågne op. Der er allerede tydelige tegn på, at EU nu begynder at tage fat på en længe voldsomt tiltrængt deregulering – et nødvendigt skridt, hvis Europa skal forblive konkurrencedygtigt i en verden, hvor USA og Asien accelererer.





Source link