Der er ingen ende på de europæiske politikeres og deres mediers had og foragt for Donald Trump og hans nyindsatte kabinet. Trump vil forstyrre ”den regelbaserede” verdensorden. Han er egoist, tænker kun på sine egne snævre interesser og giver fanden i resten af verden, heriblandt Europa. Og det kan man naturligvis mene, hvis man nøjes med at lytte til Trumps stadige omkvæd: ”Gør Amerika stort igen.”
Det må forekomme provokerende for europæiske politikere og eliter, som har fuld gang i at gøre deres egne lande små, og som næppe forsømmer nogen lejlighed til at håne de europæiske folks historie. Den er så foragtelig, at vi med glæde bør byde velkommen til fremmede, der vil sætte os på plads og således give os mulighed for at sone vore synder i al evighed.
Men før man afskriver Trump som isolationist – et fyord i dannede kredse – bør man bemærke, hvad Trump har gjort, og ikke hvad han har sagt. Vi kender det jo også fra dansk politik. Politikerne lover og lover, og gør det modsatte, når hyren som folketingsmedlem er i hus.
Mange af Trumps udtalelser kan forekomme mærkelige, men der en vis logik i hans handlinger.
Trump har aldeles ikke afskrevet Europa. Der står stadig et betragtelige antal amerikanske tropper på kontinentet. Ifølge den senest tilgængelige opgørelse bl.a. 35.000 i Tyskland, 10.000 i Storbritannien og 12.000 i Italien. Hertil kommer på det seneste 8.000 elitesoldater i Polen, som den nye forsvarsminister, Pete Hegseth, netop har besøgt.
Hvorfor trækker ”Putins bedste ven” dem ikke hjem, når han påstås at være ligeglad med Europa? For resten: Hvor mange danske soldater har Mette Frederiksen sendt til Polen? Hvor mange vil SF, der nu kræver et brud med den amerikanske præsident, sende til slagmarken i Ukraine?
Hvorfor skulle USA interessere sig for ytringsfrihedens vilkår i EU? Trump kunne jo være ligeglad, undtagen når censuren ramte amerikanske virksomheder og interesser? Hvis europæerne absolut vil leve under diktatur, må de jo gøre, som de har forstand til. Alligevel har Trumps vicepræsident, JD Vance, netop været i München, hvor han til de europæiske politikeres ærgrelse holdt en opsigtsvækkende dundertale om Europas deroute som følge af meningscensur, masseindvandring og forfølgelse af ”højreorienterede” partier? Hvad vedkommer det USA?
Hvorfor skulle Trump stå last og brast med Israel? Hvis han var ligeglad med verden uden for USA, ville han nok have ladet Israel sejle in egen sø. I stedet for at foreslå løsninger på problemet med Gazas blodtørstige befolkning. Og forklaringen om, at han vil have fingre i Mellemøstens olie, holder ikke. USA har flere olie- og gasreserver, end landet selv kan bruge.
Hvorfor skulle Trump blande sig i Ukraine-krigen? Hvad vedkommer det ham, at hundredtusinder er døde, at tusinder ukrainere og russere dagligt må lade livet, og at de ukrainske byer er skudt i smadder, hvis han er så kynisk og ond, som han bliver fremstillet i europæiske medier? Hvorfor prøver han nu at bane vej for en forhandlingsfred mellem Rusland og Ukraine?
Han vil have fingre i Ukraines ressourcer af sjældne jordarter, forlyder det, og han prøver derfor at få præsident Zelenskij til at indgå en aftale om, at USA får del i udvindingen som kompensation for de ca. 200 milliarder dollars, som hans land indtil nu har givet til Ukraine. Det kan forekomme egoistisk for ikke at sige imperialistisk, men ret beset er et amerikansk økonomisk engagement den bedste garanti mod yderligere russisk aggression, som Ukraine kunne ønske sig. Én ting er internationale aftaler, der sjældent bliver holdt. Anderledes håndfaste er økonomiske interesser. Det synes USA’s nye finansminister, Scott Bessent, at have forstået. Han har netop forklaret, at Trump har en genial plan for at få en ende på slagterierne. Hvad den går ud på, ved kun en snæver inderkreds, og vi kan gå ud fra, at europæiske regeringer og medier ikke har nogen anelse.
Meget af kritikken mod Trump kommer fra amerikanske tilhængere af den gamle orden. Fra fortalerne for den udenrigspolitik, der har kastet USA ud i den ene mislykkede krig efter den anden. Krige, som USA har tabt, fordi landet ikke længere ved, hvordan man vinder krige. Hvis man ser bort fra småskærmydsler, har USA ikke vundet en større krig siden 2. Verdenskrig. USA vandt ikke i Korea, i Vietnam, i Afghanistan eller i Irak. På papiret kunne det tage sig drabeligt ud med alle disse ”boots on the ground”, men efter at støvlerne var taget hjem, var situationen stort set den samme, som før de ankom eller værre.
Jeg ved ikke, om Trump har læst den gamle kinesiske krigsteoretiker, Sun Tzu, men hans observationer om krigen er stadig værd at lægge sig på sinde.
Man vinder krige ved ikke at føre dem. Jo flere slag, man vinder, des mere udmattet og demoraliseret bliver man.
Krige bliver vundet, før de første soldater ankommer til slagmarken.
Trump er forretningsmand og forstår instinktivt, hvordan man afvæbner en konkurrent. Det ser ikke kønt ud for europæiske politikere, der gemmer sig bag konventioner og talrige lag af jurister. Men hvad har disse politikere gjort for os, og hvad har de forstået af verden?