Udviklingen i Europa bevæger sig med forrygende fart. Onsdag meddelte USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, at det er Europa selv, der fremover skal levere en overvældende andel af støtten til Ukraine. Bliver der indgået en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, vil USA ikke sende amerikanske fredsbevarende styrker til Ukraine. Hegseth afviste, at Ukraine kan blive medlem af NATO, og sagde, at Ukraine bliver nødt til at afgive Krim og de østlige områder af landet, som Rusland har erobret. USA kommer med andre ord ikke til at stille nogen sikkerhedsgaranti i tilfælde af en fredsaftale eller våbenhvile mellem Ukraine og Rusland. Det vil være Europas ansvar.
Selv om Ukraine-krigen er et europæisk problem, har EU-diplomater uden held forsøgt at få en plads ved forhandlingsbordet, når der nu snart skal forhandles om fred mellem Ukraine og Rusland. Står det til Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, er der ingen grund til, at europæiske nationer kommer til at deltage i forhandlingerne. ”Jeg ved ikke, hvad de skulle lave ved forhandlingsbordet”, siger han. Donald Trumps Ukraine-udsending, Keith Kellogg, har sagt, at EU ikke vil få plads ved forhandlingsbordet. Bl.a. fordi EU den dag i dag ikke har formået at udpege den person, som i givet fald skulle repræsentere EU ved forhandlingsbordet. Alt tyder derfor på, at EU bliver reduceret til at være tilskuer i egen baghave.
NATO-chef Mark Rutte opfordrer Europa til hjælpe Ukraine frem for at skælde ud på USA. Europæerne skal for det første levere mere militærhjælp til Ukraine, for det andet skal de øge træningen af ukrainske soldater, og for det tredje skal de gennemtænke, hvordan EU kan hjælpe, når fredsaftalen er indgået. EU skal altså finde mange, mange ekstra milliarder til forsvar og sikkerhed i en situation, hvor der i flere medlemslande er voksende krigstræthed og uvilje mod at fortsætte støtten til Ukraine. Trumps krav om, at de europæiske NATO-lande skal betale 5 pct. af deres BNP til alliancen vil kræve meget store summer og politiske ofre, som europæerne ikke er villige til at bringe.
En fælles europæisk front overfor USA og Rusland kræver enighed, som hidtil ikke er set blandt Europas ledere. EU er svag og splittet. Mandag var europæiske ledere samlet i Paris for at drøfte sikkerhed og finde fælles fodslag forud for USA’s forhandlinger med Rusland om fred i Ukraine. Splittelsen i EU blev understreget af, at de fire europæiske NATO-lande, nemlig Ungarn, Slovenien, Rumænien og Tjekkiet, ikke var inviteret.
Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har meddelt, at han er klar til at sende britiske soldater til Ukraine som del af en fredsbevarende styrke. Også Sveriges udenrigsminister Maria Malmer Stenergard har sagt, at Sverige er åben for at lade svenske soldater indgå i en fredsbevarende styrke. Det har dog hurtigt vist sig, at en bredere konsensus i EU fortsat er uden for rækkevidde. Inden krisemødet har både Polen og Tyskland meddelt, at de ikke vil sende deres soldater til Ukraine uden amerikanske sikkerhedsgarantier.
Trump-administrationen har imidlertid meldt ud, at USA ikke vil sende amerikanske tropper til Ukraine, og at en fredsbevarende europæisk styrke ikke ville blive betragtet som en NATO-mission. Det betyder, at hvis europæiske soldater kom under beskydning fra russerne i Ukraine, ville det ikke udløse NATO’s artikel 5, den såkaldte musketered, der pålægger amerikanerne at komme til deres forsvar, idet det sandsynligvis ville føre til en krig mellem verdens to største atommagter.
EU’s ”krisemøde” i Paris ser ud til at have bekræftet Trump-administrationens skepsis og modvilje mod at inddrage europæiske ledere i fredsforhandlingerne i Ukraine, idet krisemødet viste, at der stadig er dyb uenighed om Europas rolle i fredsprocessen.
Der er også udbredt tvivl om, hvorvidt de europæiske stater er i stand til at forpligte sig til en storstilet og potentielt langvarig militær indsats i Ukraine. I en kommentar til Keir Starmers udmelding om, at Storbritannien vil sende sine tropper til Ukraine, sagde den tidligere chef for den britiske hær, Lord Richard Dannatt, at Starmer lever i ”fantasiland”, hvis han tror, at Storbritannien er klar til at indsætte britiske tropper i Ukraine.
Sidst men ikke mindst er der fortsat markante forskelle mellem de europæiske landes støtte til Ukraine. Mens Estland bidrager med 2,2 pct. af sit BNP, bruger Tyskland og Storbritannien mindre end 0,2 pct. af deres BNP, mens de sydeuropæiske lande som Frankrig, Spanien og Italien kun bruger ca. 0,1 pct. af landenes BNP. Om de lande, der bidrager mindst, vil være villige til at spæde mere til, er tvivlsomt.
Hertil kommer, at EU-landene har meget lidt appetit på at afgive suverænitet på forsvarsområdet, og at de store kompatibilitetsproblemer mellem de enkelte landes forsvar gør, at de praktiske udfordringer ved at oprette et troværdigt EU-forsvar af Ukraine er uoverstigelige.
Keir Starmer, som skal mødes med Donald Trump i Washington i næste uge, har tilbudt sig som en brobygger mellem de europæiske lande og Donald Trump. Der er bare det problem, at Trump ikke synes at være interesseret i europæisk brobygning, da han er flintrende ligeglad med, hvad europæerne mener. Og derfor starter fredsforhandlingerne i Saudi-Arabien i dag uden at et ydmyget EU sidder ved voksenbordet.
André Rossmann