Den Korte Avis | Politiet løslod voldsmand efter endt afhøring – hvorefter han gik tilbage og på ny overfaldt den kvinde, der have anmeldt ham

Den Korte Avis | Politiet løslod voldsmand efter endt afhøring – hvorefter han gik tilbage og på ny overfaldt den kvinde, der have anmeldt ham


Dommeren ved Retten i Aarhus må have været i gavehumør, da han onsdag idømte en 31-årig mand to og et halvt års fængsel for to brutale overfald på en 26-årig kvinde.

 

Det første overfald fandt sted om formiddagen søndag den 7. juli, hvor den 26-årige kvinde blev overfaldet er udsat for trusler på livet.

 

De tilkaldte politifolk måtte anholde manden ”med fornøden magtanvendelse”, som det hedder, når en anholdt gør modstand.

 

Efter endt afhøring på politigården i Aarhus blev den 31-årige imidlertid løsladt, da man ikke skønnede, at der var baggrund for at fremstille ham i grundlovsforhør.

 

Og så blev knivene taget i brug

Manden var imidlertid knap nok blevet løsladt, førend han igen var i aktion på adressen i Lystrup, hvor parret boede.

 

Naboer alarmerede politiet, som på adressen fandt den 26-årige kvinde gennemtæsket og stukket og snittet adskillige gange med kniv.

 

Den 31-årige mand, som stadig var på adressen, blev anholdt og sigtet i sagen.

 

Dagen efter blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet for overfaldet.

 

Han har siden da siddet varetægtsfængslet frem mod byrettens afgørelse, hvor han blandt andet var tiltalt for kvalificeret vold, trusler og vidnetrusler.

 

Ved Retten i Aarhus blev den 31-årige mand som nævnt idømt to og et halvt års fængsel for knivoverfaldet og truslerne den 7. juli og for andre lignende forhold om personfarlig kriminalitet begået mod den 26-årige kvinde i forudgående perioder.

 

Havde tidligere slået og sparket den 26-årige kvinde i hovedet

Foruden episoderne den 7. juli var den 31-årige mand således også tiltalt for tidligere at have slået og sparket den nu 26-årige kvinde i hovedet og på kroppen samt taget kvælertag på hende i en sådan grad, hun pådrog sig flere skader.

 

Den 31-årige truede i samme periode kvinden med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun anmeldte ham.

 

Ved Retten i Aarhus var han desuden også tiltalt for at have overtrådt knivloven og have besiddet en peberspray i forbindelse med en episode den 9. april 2024 i Aarhus C, hvor han var kommet kørende i bil til trods for, at hans førerret var blevet administrativt inddraget.

 

Har også bunkevis af narko på samvittigheden

Derudover var han endvidere tiltalt for en lang række overtrædelser af loven om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af flere slags narko på adressen i Lystrup med henblik på videresalg i form af kokain, MDMA, ketamin, receptpligtige smertestillende piller og LSD.

 

Den 31-årige blev fundet skyldig og dømt for langt de fleste forhold i anklageskriftet, men der skete også frifindelse i et par enkelte forhold.

 

Han var i alt tiltalt for 24 forskellige forhold.

 

Havde også en stor bunke stikvåben

De mange forskellige slags narko, flere pebersprays og alle relaterede knivvåben til sagen i form af en machete, et sværd, en totenschlæger, to kasteknive, en halskniv og to springknive blev ved rettens domsafsigelse konfiskeret fra den 31-årige mand.

 

Foruden fængselsdommen blev han også dømt til at skulle betale erstatning til den forurettede kvinde og til at betale sagens omkostninger.

 

Han modtog dommen og skal efterfølgende forblive varetægtsfængslet frem mod påbegyndelse af endelig afsoning.

 

Anklageren: ”Det er naturligvis tragisk, at han igen opsøger kvinden”

I en pressemeddelelse oplyser Østjyllands Politi, at man i forbindelse med løsladelsen søndag eftermiddag underrettede den 26-årige kvinde og vejledte hende om forskellige muligheder for at få hjælp.

 

”Det er naturligvis tragisk, at den 31-årige mand allerede få timer efter sin løsladelse vælger igen at opsøge den 26-årige kvinde for herefter at overfalde hende og stikke hende flere gange med kniv,” lyder det fra specialanklager Jesper Rubow, som fortsætter:

 

”Det vidner igen om, at de har levet i et yderst usundt forhold, som jeg glæder mig over nu får en tiltrængt pause i form af flere års fængsel til den 31-årige mand.”

 

Forkert – han er formentlig løsladt om lidt over et år

Sådan kan man jo også vaske hænder, og den gode specialanklager er åbenbart også dårlig til hovedregning.

 

Under forudsætning af, at voldsmanden bliver løsladt på to tredjedel tid, hvilket er normalt, samt det faktum at tiden i varetægt også tæller med, kan voldsmanden regne med at være på fri fod om cirka et år og en måned.

 

Og hvad mon der så sker – hans tidligere reaktion søndag den 7. juli taget i betragtning?

 





Source link