I kølvandet på indvandringen fra ikke-vestlige muslimske lande er der opstået et pres for en islamisering af Danmark.
Kravet om bederum på universiteter og andre offentlige institutioner er en del af dette muslimske pres for en islamisering af Danmark.
Det er der nogle politikere, der forstår. Andre fatter ikke en pind.
Sådan har det været i årevis med jævnlige slagsmål i Folketinget om forbud mod bederum.
Nu er vi der så igen. Denne gang er det de tre regeringspartier, som skændes om bederum.
Venstre er gået på banen med et forslag om et forbud mod bederum.
Men det andet regeringsparti, Løkkes Moderaterne, siger nej til et forbud.
Socialdemokratiet har ikke besluttet sig.
Den aktuelle strid begyndte i regeringens Kommission for den glemte kvindekamp. Kommissionen er nedsat af regeringen for at få forslag til at bremse den sociale kontrol og undertrykkelse af indvandrerkvinder.
Kommissionen kom med sine anbefalinger for to uger siden.
En af anbefalingerne var et forbud mod bederum.
Kommissionens medlemmer tog rundt i landet og fandt frem til ganske mange bederum på landets uddannelsessteder. De var aldeles ikke neutrale bederum eller stillerum.
Alle bederum var præget af, at det var muslimer, der brugte dem. Fundamentalistiske muslimer, som for eksempel opdelte bederummene efter køn.
Bederummene bliver brugt til at lægge pres på muslimer for at underkaste sig eksempelvis kønsopdeling.
Det skriver et medlem af kommissionen Sofie Danneskjold-Samsøe som begrundelse for, at bederum skal lukkes. Hun skriver blandt andet:
“Angiveligt neutrale »frirum« udgør reelt muslimske helligrum . Skal det være sådan på de højere læreanstalter, der egentlig skal fostre frie tanker?”
Hun mener nej.
Og nu giver Venstres integrationsordfører Hans Andersen hende ret.
Venstre vil have et forbud
Hans Andersen forklarer:
»Vi har drøftet det i gruppen, og vi ønsker et forbud mod reflektionsrum på offentlige uddannelsesinstitutioner, og vi vil have mulighederne for et forbud undersøgt,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Vi er nemlig af den opfattelse, at et forbud hjælper særligt kvinder, men også mænd til ikke at blive presset til noget, de ikke har lyst til. Hvordan forbuddet præcist skal udformes, det må vi så finde ud af.”
Moderaterne er imod
Men Moderaterne er imod Venstres forslag om et landsdækkende forbud mod bederum.
Partiet mener, at det skal være op til den enkelte institution selv at beslutte om de vil have et bederum. Det siger partiets ordfører Mohammed Rona til flere medier.
B.T. har i tråd med kommissionens iagttagelser afsløret, at der er kønsopdelte bederum. Men det får ikke Rona til at ændre holdning.
Socialdemokratiet har ikke taget stilling endnu
Socialdemokratiet er ligesom Venstre imod bederum på offentlige institutioner. Men partiet har ikke taget stilling til, om de går ind for et egentligt forbud vedtaget ved lov.
De mangler en fælles viden om islam
Man får ofte det indtryk, at en del politikere diskuterer islam uden rigtig at vide, hvad islam er.
Det er som om mange af dem ikke ved, at islam ikke er en religion i vores forstand. Eller de vil ikke vide det – det er sagt mange gange gennem årene.
Islam er ikke kun en religion, det er også en politisk ideologi – og religion og ideologi er flettet tæt sammen.
Islam er en lovreligion med regler for samfundets indretning og menneskers adfærd, som kommer direkte fra Allah. Muslimer skal acceptere disse regler (sharia) for at blive betragtet som rettroende muslimer, ellers risikerer de at blive udstødt.
Det betyder også, at muslimer ifølge islam grundlæggende skal stræbe efter at omdanne alle samfund til muslimske samfund og sikre, at ikke-muslimer underkaster sig disse samfunds muslimske love og regler.
Disse love og regler (sharia) står ikke til debat, da de kommer direkte fra Allah. Derfor skal de i princippet følges af alle rettroende muslimer, der skal gøre hvad de kan for at udbrede dem i de samfund, de lever i.
Derfor oplever man i Danmark og resten af den vestlige verden et pres for at få indført sharia:
Tildækning af kvinder.
Ingen håndtryk eller anden berøring mellem mænd og kvinder.
Kønsopdelt svømning.
Halal-mad.
Begravelsespladser kun for muslimer.
Bønnekald fra minareter.
Fredagsbøn holdt på arabisk.
Bederum.
I samfund som Storbritannien, hvor der bor flere muslimer end i Danmark, er der pres for at gå videre med sharia-domstole og flere undertrykkende særregler for muslimske kvinder.
Næste skridt i islamiseringen er, at ikke-muslimer underkaster sig de islamiske love og regler.
Det begynder i ‘det små’:
Kristne traditioner bliver nedtonet eller droppet. Det hedder ikke ‘glædelig jul’, men ‘vinterfest’.
Fortsæt selv listen.
Det grundlæggende er, at bederum ikke kan diskuteres som en isoleret fænomen.
Bederum er ligesom tildækning af kvinder, kønsopdelt svømning , halal og andet udtryk for en autoritær kvindefjendsk ideologi.
Det er det stik modsatte af et sekulært, demokratisk samfund, der bygger på individernes frihed og lighed.
Dem, der siger vi skal være rummelige og acceptere bederum, begrunder det ofte med, at det betyder frihed og lighed for muslimer.
Men når muslimer får magten i et samfund vil de ofte undertrykke frihed og lighed for ikke-muslimer. Det oplever kristne mange steder i muslimske lande.
Bøjer vi os for islamiseringen, så svigter vi kampen for frihed og lighed.