National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et kriminelt netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark.
Således er en 45-årig mand mandag blevet dømt for at opbevare narko på sin på sin landejendom, der fungerede som en gårdbutik med salg af narko
Den 45-årige er mandag ved Retten i Herning blevet idømt 11 års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af større mængder narkotika.
Retten fandt det bevist, at den 45-årige i en periode fra oktober 2023 til januar 2024 til dels opbevarede samlet 11 kg kokain, 19 kg MDMA, 29,49 kg hash og 5 kg skunk på sin bopæl på sin landejendom nær Tarm.
Her førte han et minutiøst regnskab over distribuering af narkoen og havde flere gange deltaget i flytning af narkotikalageret.
Hans kompagnon er tidligere idømt tolv års fængsel
Den 45-årige var i ledtog med en 32-årig mand, der i juni 2024 blandt andet tilstod sin rolle i sagen samt i anden narkotikakriminalitet og blev idømt 12 års fængsel.
Efterforskningen mod den 45-årige har indebåret overvågning og aflytning af den nu dømte mand forud for hans anholdelse i februar 2024, hvor NSK slog til på flere adresser på Sjælland og i Jylland og foretog en række øvrige anholdelser og ransagninger.
”Den dømte har udgjort et helt nødvendigt led i distributionen af narkotika ved simpelthen at lægge hus til forbrydelserne,” siger Specialanklager i NSK, Lise Hebsgaard, og fortsætter:
”Han har opbevaret og håndteret hård narkotika fra sin adresse, ligesom han har ført regnskab over de indførte og videreoverdragede mængder.”
Hun suppleres af sin kollega, specialanklager i NSK, Jacob Gents:
”Den 45-årige har spillet en aktiv rolle i et netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark, og jeg er på den baggrund godt tilfreds med, at retten har udmålt en lang fængselsstraf, der tydeligt sætter en streg under alvoren i sagen.”
Foruden fængselsstraf konfiskerede retten også 50.000 kroner i udbytte.