Danmark er i dag med i en lang række internationale konventioner, herunder tre, som har afgørende betydning for dansk udlændingepolitik, nemlig FN’s Flygtningekonvention, FN’s Statsløsekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Fælles for nævnte tre konventionerne er, at de er skrevet i en anden tid, og at tiden på mange områder er løbet fra dem.
FN’s Flygtningekonvention er en konvention fra 1951, som definerer begrebet flygtning samt fastlægger, hvilken retsbeskyttelse stater forpligter sig til at yde flygtninge. Flygtningekonventionen blev primært udfærdiget på baggrund af problemerne med at placere de mange flygtninge i Europa efter den 2. verdenskrig.
Efterkrigstidens europæiske regeringer var sig stadig smerteligt bevidst, at en del af de europæiske jøder var endt i nazisternes gaskamre efter at være blevet mødt med lukkede grænser og nægtet beskyttelse, både i og uden for Europa. De 937 tyske og østeuropæiske jødiske flygtninge, som i 1939 sejlede ud fra Hamborg med skibet ”Saint-Louis”, blev således først afvist på Cuba og derefter i Florida og i Canada, og de måtte til sidst sejle tilbage til belgiske Antwerpen, hvorfra næsten alle endte med at blive deporteret og dræbt i koncentrationslejre. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undskyldte i 2005 på Danmarks vegne for, at jødiske flygtninge blev sendt retur over grænsen til Tyskland i 1930’erne, især med en total lukning af grænsen for jødiske rejsende i oktober 1938.
75 år senere er Flygtningekonventionen stadig den vigtigste internationale aftale, der bestemmer, hvordan medlemslandene skal forholde sig, når mennesker ikke længere kan være sikre i deres eget land. Den udfordrer dog følelsen af ret og rimelighed hos europæerne, herunder danskerne, fordi den giver rettigheder til de forkerte.
Danskerne kan f.eks. ikke forstå, hvorfor muslimske migranter kan rejse gennem adskillige sikre lande, før de søger asyl i Danmark, fordi det passer dem bedst. Hvorfor det ikke kan lade sig gøre at sende afviste asylansøgere og kriminelle ud af landet. Eller hvorfor strømmen af migranter ikke håndfast kan afvises fra Europa. Mange mener, at migrantbølgen fra 2015 og mange års massiv import af unge mænd fra MENAPT-landene ligger fuldstændig uden for Flygtningekonventionens forudsætninger og rammer.
Stik imod hvad mange tror kan Danmark ikke opsige FN’s konventioner. Det ville nemlig være et enormt drastisk skridt – faktisk så drastisk, at ingen lande på nær Nordkorea og Grækenland under junta-styret har gjort det før. Den eneste realistiske mulighed for Danmark er derfor at arbejde på at nytolke konventionerne og justere dem i fællesskab med andre EU-lande.
Derfor er det positivt, at EU overvejer ændringer af sine regler for asylansøgere og ulovlig indvandring i en voksende erkendelse af, at Bruxelles’ politik om åbne grænser har slået fejl.
I et EU-dokument, som The Times of London har set, og hvor der opfordres til en reform af asylsystemet, står det bl.a.: ”Reglerne i Flygtningekonventionen blev udarbejdet efter afslutningen af 2. verdenskrig og var præget af en meget anderledes geopolitisk situation end i dag. På det seneste er medlemsstaternes evne til at huse et stort antal migranter blevet i stigende grad sat på prøve, især i situationer, hvor nogle migranter ikke forsøger at integrere sig i værtssamfundet, men i stedet danner separate parallelsamfund, hvor man dyrker normer og regler, der afviger fra europæiske værdier. Derfor bør man finde en løsning på, hvordan man håndterer tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der udgør en sikkerhedstrussel eller udviser kriminel adfærd. Det er især udenlandske statsborgere, der har ret til permanent ophold, der udgør et problem.”
Selv om Flygtningekonvention betragtes som værende for vidtgående, har EU hidtil foretrukket at strække konventionen til det yderste frem for at ændre den. Men nu er det muslimske problem i Europa blevet så stort, at man tilsyneladende er kommet til den erkendelse, at den ikke går længere.
André Rossmann