Danmark har i efterkrigsårene vænnet sig til at leve som klient under den amerikanske beskyttelse. Danske politikere har derfor ikke opbygget et troværdigt forsvar og er totalt uforberedte på en evt. militær konflikt i Europa. Danskerne har troet, at princippet om, at USA forsvarer Danmark, mens danskerne bruger penge på velfærd, vindmøller og woke var mejslet i massiv granit og aldrig ville blive til diskussion. Derfor er der i Danmark dyb panik over, at Trump ikke længere vil finansiere danskernes dolce vita.
Hele det politiske establishment, herunder Statsministeriet, Danmarks ambassade i Washington og de hyperpartiske danske medier, var så overbevist om, at Kamala Harris ville vinde valget, at man har helt overset den stærke opbakning til Trump blandt de amerikanske vælgere. Kun 3 dage før præsidentvalget skrev Berlingske f.eks., at ”Donald Trump står til at tabe valget, fordi han ikke kan lade være med at være Trump. Derfor vinder Kamala Harris på tirsdag”. Det kollektive selvbedrag i Danmark var så stærkt, at Trumps valgsejr og det efterfølgende kursskifte i USA kom som et veritabelt chok.
Det gælder ikke mindst Grønland. Eftersom Danmarks ambassadør i Washington har forsømt at opdyrke forbindelser til Donald Trump og hans rådgivere, kom Trumps hårde krav i forhold til Grønland bag på Stats- og Udenrigsministeriet. Mette F. gik i panik, mens Løkke, der sad på stranden i Thailand, forsøgte at berolige den danske offentlighed med en fortærsket kliché om, at ”man skal tage Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt”. Nu viser det sig, at man både skal tage Trump alvorligt og bogstaveligt.
Det er også kommet som et chok for danskerne, at USA ikke opfatter Danmark som en god allieret. I Danmark bruger man ellers de 36 danskere, der hhv. blev dræbt i Irak og Afghanistan, som bevis på, at Danmark er en god allieret. ”Vores land, som var – og er – USA’s trofaste allierede gennem 76 år, som deltog i USA’s krige i Irak og Afghanistan, hvor vores soldater ofrede livet. Vi skal nu finde os i at blive hånet af USA’s vicepræsident, J.D. Vance, for ikke at være en god allieret”, skriver Jarl Cordua i Berlingske. Sandheden er imidlertid, at Danmark altid har ført en dybt usolidarisk politik vendt mod USA. Selv om USA er den ultimative garant for Danmarks sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang og modarbejder aktivt USA’s interesser worldwide.
I det forandrede geopolitiske miljø, hvor Trump kræver ejerskab af Grønland og truer med toldkrig, klamrer danskerne sig til illusionen om solidaritet, sammenhold og samhørighed i EU. I EU-systemet mangler Danmark imidlertid allierede, idet de skiftende danske regeringer har konsekvent undladt at knytte bånd og dyrke alliancer med andre medlemslande. Det er derfor ikke den danske statsminister, man ringer, hvis man i EU har brug for hjælp eller støtte.
Selv om EU’s ledere for nylig har sendt signaler om et stærkt og samlet Europa, er europæisk sammenhold og samhørighed en illusion. EU-landene er splittede og usolidariske, de kan ikke tale med én stemme, de kan ikke handle og forhandle samlet, og de kan ikke beskytte fælles interesser. EU’s signaler om en fælles styrke, både i forhold til Grønland og en evt. toldkrig, er derfor værdiløse. I øvrigt tyder alt på, at Donald Trump vil foretrække at indgå bilaterale aftaler med de enkelte EU-lande. Det er derfor mest sandsynligt, at der i forhold til Grønland bliver indgået en bilateral aftale mellem USA og Danmark – altså uden om EU.
Nu hvor Trump har sat spørgsmålstegn ved Danmarks indbildte status som USA’s vigtigste allierede, er der mange i det danske establishment, der er begyndt at klamre sig til illusionen om, at den europæiske forsvarsdimension kan erstatte de amerikanske sikkerhedsgarantier. Men det er nu som før en illusion. Al snak om den europæiske forsvarsdimension mødes i EU-systemet med smånik hele vejen rundt. Men alle er klar over, at en styrkelse af et europæisk forsvar ligger langt ude i fremtiden, hvis det nogensinde bliver til noget. I NATO-kredse regnes det for at være et luftkastel. Intet mindre.
Den barske virkelighed er, at Danmark ikke kan stole på sine vesteuropæiske allierede, hverken i EU eller i NATO. Meningsmålinger, der foretages i EU, viser hver gang, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. De vesteuropæiske medlemmer af EU og NATO har med andre ord ikke politisk vilje til at forsvare Danmark i tilfælde af et russisk angreb. Vil de støtte Danmark, hvis Trump beslutter at overtage kontrollen med Grønland eller lægger straftold på Novo Nordisk? Det er mere end tvivlsomt. Der er sikkert ikke mange lande, der har lyst til at lægge sig ud med Trump for Danmarks skyld. Derfor står småstaten helt alene i den brutale verden.
André Rossmann