Som følge af præsident Trumps udtalte ønsker om amerikansk overtagelse af kontrollen med Grønland har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende gjort sig nogle overvejelser om Grønlands betydning for amerikansk sikkerhedspolitik. Det viser Løkke med nogle udtalelser i Berlingske 28. januar 2025. Her siger Løkke: ”Vi skal forstå, at Grønland er forhaven til USA. Derfor er vi nødt til at investere meget mere i landet og forsvaret af Arktis.” Med disse udtalelser er Løkke kommet til at bruge et ord, der karakteriserer hele kernen i Europas sikkerhedspolitiske udfordring og fejlkurs i vor tid: ”Forhaven” – den militærstrategiske og sikkerhedspolitiske forhave, forstår sig.
Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Med udtalelsen har Løkke tydeligvis villet anerkende og respektere, hvad en sikkerhedspolitisk forhave har af betydning for ikke blot USA, men for ethvert land og for den globale sikkerhed. Man kan spekulere på, om Løkke selv er klar over den principielle og fulde betydning af sine ord. For hvis Grønland af hensyn til USA’s sikkerhed – og til global og europæisk sikkerhed – må respekteres som ”forhave til USA”, hvorfor skal så ikke også Ukraine af hensyn til Europas sikkerhed respekteres som ”forhave til Rusland”? Hvorfor vil Løkke og Danmark tage hensyn til USA’s sikkerhedspolitiske krav vedrørende forhaven Grønland, men vil ikke bøje sig for Ruslands ligeså rimelige og mere akutte sikkerhedspolitiske krav vedrørende den russiske forhave Ukraine? Hvorfor vil Løkke og Danmark – af hensyn til USA! – forstærke det militære forsvar af forhaven Grønland og Arktis, men vil ikke tillade, at Ukraine – af hensyn til Rusland! – skal indrette sine militære kapaciteter som en forhave til Rusland? Intet NATO-medlemsskab eller nogen vestlige militære kræfter til forhaven Ukraine, har Rusland jo sagt som ét af sine krav. Er dette ikke ganske ligetil at forstå, når man hører Løkkes forklaring af Grønland og Arktis som værende USA’s forhave? Hvordan kan det være, at Danmark modarbejder Ruslands strategiske hensigt med at afmilitarisere forhaven Ukraine, mens Danmarks hensigt – under hensyntagen til USA! – er at op-militarisere forhaven Grønland og Arktis? Jo, naturligvis bør Danmark også i Grønland og Arktis som ethvert land have et stærkt militært forsvar for at markere både for sig selv og andre lande, at man mener noget med suverænitetshævdelse og forsvar. Men hvorfor denne ensidighed i respekten for geopolitiske interessesfærer og sikkerhedspolitiske forhaver, når det overordnet set er Danmarks og hele Europas sikkerhed, det drejer sig om? Kan europæisk og international sikkerhed mellem landene hvile på andet end sikkerhed som et fælles, lige, udeleligt og uindskrænket princip?
Der er ingen anden forklaring, end at udenrigsminister Løkke Rasmussen med sin inkonsekvente sikkerhedsbetragtning har bevist, at Danmarks regering støtter vor tids velkendte amerikanske sikkerhedsmæssige exceptionalisme, der også flyder over i Vestens almindelige og ensidige opfattelse af, hvad ”verdensorden” går ud på. Og som for længst har vist sig ikke at være andet end den uophørlige fastholdelse af konfrontation og af et højspændt globalt trusselsbillede, der skal anvendes som begrundelse for den uophørlige og ensidige udvidelse af USA’s globale hegemoni – i Ukraine, på Grønland og Arktis, i Europa og over for Rusland og Kina.
Med Sovjetunionens opløsning og kommunismens fald i både Østeuropa og Sovjet opstod et kortvarigt håb om sikkerhedspolitisk afspænding, russisk-europæisk forståelse og om et stærkt politisk, økonomisk og markedsmæssigt samarbejde i hele det eurasiske område fra Vladivostok til Lissabon. En udvikling, der på alle områder ville have skabt et markant stærkere og langt mere uafhængigt Europa. Men USA ødelagde dette håb med sin undergravning af det stabile forhold mellem Rusland og dets forhave Ukraine, fordi USA frygtede, at en sikkerhedspolitisk forståelse mellem Europa og Rusland skulle medføre en efterfølgende globaløkonomisk og energi-politisk udfordring af USA’s exceptionalistiske, globale magt. Dermed er den amerikanske militære og økonomiske dominans over NATO og Europa årsag til, at vi i dag står med uløste sikkerhedsproblemer både i Europa og i Arktis.
Ultimo december 2021 sendte Rusland til USA og NATO et udkast til en ny sikkerhedstraktat. I traktatudkastets artikel 1 foreslår Rusland følgende: ”Parterne skal samarbejde på grundlag af principperne om udelelig, lige og uindskrænket sikkerhed, og skal med henblik herpå ikke udføre handlinger eller støtte handlinger, der påvirker sikkerheden for den anden part. Ligeledes skal parterne ikke iværksætte nogen sikkerhedsforanstaltninger, der er vedtaget af én af parterne individuelt eller i rammen af en international organisation, militæralliance eller koalition, og som kan underminere de sikkerhedsmæssige kerneinteresser hos den anden part.” USA, Vesten og NATO afviste Ruslands traktatforslag den 26. januar 2022. Få uger senere invaderede Rusland Ukraine som en reaktion på USA’s, Vestens og NATO’s magtpolitiske vilkårlighed og ensidighed. Og for at markere behovet for en genoprettelse af respekten både for gensidigheden og fællesskabet i spørgsmålet om global sikkerhed og for Ruslands sikkerhedspolitiske forhaver – i stringent lighed med USA’s og Løkkes forhaver i Grønland og Arktis. Her primo 2025 efter tre års krig ser det ud til, at Rusland netop med sine militære forhave-aktioner i Ukraine er ved at opnå en forståelse for, at global og europæiske sikkerhed er et så fælles og udeleligt anliggende, at man må forhandle om det.
Man kan over for udenrigsminister Løkke pege på det samme behov for en sikkerhedspolitisk stringens, når man betragter sagen omvendt. Løkke, Mette Frederiksen og vor regering har nu gennem flere år ydet krigsmæssig støtte til Ukraine; og har begrundet dette med, at Danmark skal kæmpe for Ukraines ”frihed, demokrati, suverænitet og selvstændighed” i forhold til nabo-stormagten Rusland, og med, at ”det er også Danmarks frihed, Ukraine kæmper for.” Når Løkke og Danmarks regering med denne krigsstøtte altså ikke vil respektere, at der er noget, der kunne kaldes for Ruslands ”sikkerhedspolitiske forhave”, hvorfor vil Løkke så respektere, at der er noget, der hedder USA’s forhave? Så burde både han og regeringen i stedet markere – lige så kraftigt – over for USA, at Danmark har til hensigt at forsvare både Danmarks og Grønlands ”frihed, demokrati, suverænitet og selvstændighed”. Og markere, at Danmarks naboskab til USA og Grønlands status som USA’s forhave ikke på nogen måde skulle betyde en særlig amerikansk ret til militær tilstedeværelse i Grønland imod Danmarks ønsker. Og at ikke alle sikkerhedspolitiske mellemværender skal afgøres af relative magtforhold, økonomiske eller militære, og at også Danmark har nogle ”røde linier”, der skal hævdes i overensstemmelse med international folkeret.