Skal Tysklands historie gentage sig?
Efter valget i januar 1933 forbød Hitler alle partier ved dekret til trods for, at nationalsocialisterne kun fik 43% af stemmerne. Det var de sorte, eller brunskjorterne, der forbød alt fra kommunistiske til konservative partier.
Rent faktisk bestod det nationalsocialistiske 1000 årsrige i de 12 år, det eksisterede, på baggrund af nødforordninger udstedt på Førerens befaling. Adolf Hitler anvendte Weimar republikkens egen forfatning til at aflive demokrati og parlamentarisme.
Spørgsmålet er, om historien gentager sig blot med den vinkel, at de røde, de grønne og de konservative forbyder det, de kalder de sorte i dagens Forbundsrepublik.
I tilfældet hverdagens og nutidens tyske samfund, så må man lægge til grund, at hele paletten af partier fra det yderste venstre til hen over midten er ganske godt tilfredse med, at ca 23% af befolkningen har rod i andre verdensdele, fortrinsvis Mellemøsten og Afrika.
Tilsvarende gælder fsva alle øvrige EU-lande, selv om procentsatserne af fremmede varierer. Fremtidsfremskrivning vil afsløre en eksplosiv stigning i den nævnte procentsatser i hvert af EU-områderne.
De store EU-lande virker som magneter på migranttilstrømning. Hele bykvarterer i Tysklands midt- og vestlige delstater, Ruhr-distriktet, alle storbyer, er på nippet til at få en overvejende ikke-vestlig befolkning. Billedet er det samme i eksempelvis England, Holland og Frankrig.
Salamimetoden for islamisering kører helt efter den drejebog, som de islamiske miljøer både bifalder og planlægger efter. At det endnu verdslige tyske politiske miljø accepterer udviklingen, sker på baggrund af dels en fortsat skyldfølelse over det 3. Riges skygger, og dels det forhold, at den marxistiske internationale dygtigt har forstået at sætte en rød-grøn dagsorden, selv i de tidligere så katolsk orienterede sydlige delstater.
Kun de tidligere DDR stater i øst på har grundet isolation frem til murens fald i 1989 opretholdt en dagsorden, der minder om det Tyskland, som kansler Adenauer opbyggede på resterne af 2. verdenskrigs ruiner.
Paradoksalt, al den stund, at de østlige delstater var under kommunistisk åg frem til murens fald. Isolationen og de økonomisk tilbagestående områder har bibeholdt et Tyskland uden den multikulturalisme, som resten af landet er forfaldet til. Områderne har dermed heller ikke den tiltrækning på de legale og illegale migranter, som både Merkel og øvrige ledende politikere har tilladt at komme ind i landet.
I 1960, året hvor jeg blev født, var der 6.000 muslimer i Forbundsrepublikken, i dag er der 6 millioner, mange hævder 8, og alderspyramiden for migranter er omvendt af den tyske befolkning, dvs. der er mange i de unge årgange og få i de ældre.
Tyskland er på byplan forandret til ukendelighed. Moskeer skyder op over alt, tyske julemarkeder foregår under skarp politibevogtning. De terrorangreb, man senest var vidne til i december, knivoverfald, røverier og voldtægter på etniske tyske, er antalsmæssigt kun i sin vorden. Hvem vil kunne plædere for færre, når alle tegn i sol og måne viser, at hvor den tyske befolkning kommer i mindretal, der stiger terrorangreb og kriminalitet.
Hele skoler, børnehaver og fødeklinikker er reelt overtaget af Menapt-borgere. Tyskland er overgået fra ekstrem Pan-germanistisk tankegang og politisk eksekvering for 80-90 år siden, til ekstrem multikulturalisme, en multikulturalisme, der både vil udslette det tyske folk, dets traditioner, kultur og dets religiøse ophav, som er dybt forankret i kristendommen.
Det virker som om landet stadig ikke er i stand til at finde et stabilt demokratisk leje, når de politiske udsving er så ekstreme. Kejsertidens autoritære dagsorden er måske ikke helt borte, men på den anden side er alle øvrige EU-lande, vort eget med, også præget af en udsigt til etniske mindretalsbefolkninger og islamisering.
Det er lykkedes det rød-grønne Tyskland at afmontere det Tyskland, der var kendetegnet ved kristlige, konservative værdisæt. Og det til fuldkommenhed. I hvert fald på det ydre plan. Under overfladen er den tyske kultur stadig til stede, blot undertrykt på det indre plan.
Det tyske politiske establishment synes som forstenet i sin egen verdensfjerne selvgodhed, for den har prioriteret hensynet til multikulturalisme frem for hensynet til landets og borgernes sikkerhed, og det at forvalte den kulturelle bagage og tænkning i Schillers og Goethes hjemland.
Det paradoksale er, at efterkrigstidens politikere med stigende succes, set med rød-grønne øjne, har haft held til at udfase ethvert spor af det oprindelige Tyskland. CDU/CSU har helt sænket paraderne som de oprindelige konservative, kristlige garanter for et kontinuitetens og frihedsrettighedernes Tyskland. Wokeismen har givet det sidste dødsstød.
Migranterne er, lige som i det øvrige Vesteuropa, billedligt rullet ind over prærien, de tyske byer og land, og er godt i gang med at fortrænge den etniske befolkning til at udgøre mindretalssegmenter, der på sigt må se både sine jagtmarker og traditioner forsvinde, og med en udsigt til at leve under et åg af mellemøstlig stenalderkultur tænkning, levevis og total sikkerhedsnedsmeltning på gader og stræder.
Det er ikke blot en påstand, statistik dækker over tyskernes virkelighed.
Det er i det lys, at et muligt forbud mod det patriotiske parti AfD skal vurderes. Alternativ für Deutschland er et meget ungt parti med kun 13 år på bagen. Beskrevet som et højrepopulistisk og ekstremt parti, og dermed også på listen over partier, som det tyske forfatningspoliti overvåger for mulige forfatningsstridige holdninger.
AfD er politisk placeret ideologisk, hvor CDU/CSU var tilbage i 1970’erne rent værdipolitisk. Det er ikke kinder, kirche, küche tankegang, men på et nationalkonservativt tankesæt, at partiet har sit grundlag.
Der foreligger et forslag til forbud mod AfD fremsat af et bredt politisk politisk spektrum i Forbundsdagen, men med rod i en CDU-fraktion. Ren brødnid og opportunisme i forsøget på at kvæle den succes, AfD har i vælgertilslutning, med en tilslutning i meningsmålinger her op til valget i februar på op mod 25% af vælgerne. Noget der vil virke som en bombe under det etablerede politiske system.
Første skridt vil være at bevise, at partiet ikke accepterer den demokratiske grundorden i Tyskland. Hernæst skal det godtgøres, at partiet aktivt forsøger at omstyre demokratiet. Sidst skal det bevises, at det er realistisk, at partiet vil kunne have succes med sit forehavende. Processen kan tage år, og har ikke udsigt til at kunne finde flertal.
Men en ting er sikkert, som ammen i de kirker, der står gabende tomme i dagens Tyskland, for på samme måde som da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen udnævnte Dansk Folkeparti til aldrig at blive stuerene fra talerstolen på Christiansborg, så virker alene truslen om forbud som den billigeste, men til gengæld den mest gennembrydende reklame på vælgertilslutningen for det unge parti.
Formanden Alice Weidel, der må betragtes som en politisk og oratorisk begavelse ud over det sædvanlige, har netop dannet parlamentarisk grundlag sammen med CDU om gennemførelse af en lovgivningsændring på migrations- og grænsepolitikken. Et banebrydende gennembrud for AfD i forhold til den tabuisering, som partiet har været omgærdet med. Elon Musks støtte var kærkommen. Trumps sejr lige så.
Mit bedste bud er, at AfD ikke kun er kommet for at blive, men at partiet vil overtage den rolle, som CDU/CSU havde tidligere.
Efter valget spår jeg, at Tyskland får en ny konservativ regering under Friedrich Merz, en regering som vil være afhængig af det parlamentariske grundlag, som AfD repræsenterer. Det rød-grønne, grumsede flertals dage under et hensygnende SPD er talte.
Man kan, som overskriften hentyder, forsøge at foregøgle vælgerne, at virkeligheden er anderledes end det de ser og oplever i det daglige.
En del vil fortsat falde for den sleske tale og den billige portvin, men det er ikke realistisk, at man som politiker vil kunne narre hele befolkningen hele tiden. Tyskland og tyskerne er ved at vågne op til en ny politisk horisont og værdisætning. Og tak for det. Det er på tide, inden Tyskland ender som en mellemøstlig Sharia-domineret lydstat.