Af Lone Nørgaard.
Flemming Blicher: ILLUSIONEN OM DANMARK – Del 2 – De 3 Fiktioner”. (Medforfattere på enkelte afsnit Jovan Tasevski & Michael Kastis). Hæftet med flapper. Ill. Forlaget Ny Grundlov. 536 sider. Pris 350 kr. Udkommet d. 31.1.25.
————————————————————————————–
Flemming Blicher har med ”ILLUSIONEN OM DANMARK – Del 2 – De 3 Fiktioner” færdiggjort maraton-projektet: Endegyldigt at punktere illusionen om, at Danmark er et demokrati.
Som udgangspunkt var det ikke hensigten, at ”Illusionen om Danmark” skulle udkomme som en trilogi, men sådan blev det – foranlediget af den stofmængde og de(n) historie(r), der skulle formidles.
Det endelige trebindsværk har fået denne opbygning:
I ”Illusionen om Danmark – Del 1 – De 3 Tabte År” [2020-2022]
Hvem styrer i virkeligheden Danmark?
Hvorfor tjener politikerne ikke landets befolkning?
Hvad er medicinalindustriens rolle under en pandemi i Danmark?
Hvordan havner skatteborgernes penge i globalisternes lommer?
Hvorfor er corona-skepsis forbundet med skepsis omkring at sende våben til Ukraine?
Er der en omstyrtning på vej af den kendte verdensorden?
II ”Illusionen om Danmark – Del 2 – De 3 Fiktioner”
- Den demokratiske fiktion
- Den juridiske fiktion
- Den økonomisk fiktion
III ”Illusionen om Danmark – Del 3 – Fritænkerne”
12 personlige beretninger om reaktionerne på myndighedernes håndtering af corona-pandemien (læs: scamdemien), der kan læses uafhængigt af de to øvrige bind.
Følgende anmeldelse har alene fokus på Del 2 – De 3 Fiktioner.
ANMELDER-DEKLARATION
Jeg kender Flemming Blicher personligt, og han var hovedårsagen til, at jeg stillede op for Frihedslisten til kommunalvalget på Frederiksberg i 2021. Siden da er hans og mine veje godt nok skiltes i forhold til at deltage som såvel kandidat som vælger i teater-demokratiet, men det er vist stort set også det eneste punkt, vi i skrivende stund ser forskelligt på ’tingene’.
Jeg har også bidraget med en artikel til antologien ”Fritænkerne”.
Så nu ved læseren altså, at mit udsyn på verden flugter med forfatterens, hvilket ikke kan undgå at påvirke min endelige vurdering af bogen.
BOGENS ÆRINDE
Bogens ærinde er at beskrive en virkelighed, der ikke tidligere er blevet forsøgt forklaret på dansk. Ifølge forfatteren er det en stor, ja enorm opgave at revidere den danske historieskrivning og den generelle opfattelse af Danmark som verdens bedste og mest ufejlbarlige demokrati. Danmark som foregangsland. Danmark som smørhul. Danmark som verdens mindst korrupte nation.
Flemming Blichers håb er, at teksten vil fremstå som et hæderligt modstykke til den gængse opfattelse af Danmark, så den kan bidrage til at udfordre danskeres forståelse af virkelighedens danske samfund og dermed skabe en nødvendig og tiltrængt debat om emnet.
Den debat haster, for der er ikke længe til år 2030, hvor den globalistiske ’elite’ har planer om at være i mål med deres forehavende om at trælbinde hele verden via et teknokrati indført i forbindelse med ’den store nulstilling’ – the Great Reset – som skal føre frem til Én verdensregering.
Et totalitært verdensdiktatur med ultimativ digital kontrol over den enkelte, herunder transhumanisme.
BOGENS OPBYGNING
Bogen er bygget op med et forord, en kort opsummering af trilogiens 1. Del og derpå de tre hovedkapitler med overskrifterne:
- Den demokratiske fiktion
- Den juridiske fiktion
- Den økonomisk fiktion
Det 4. og afsluttende kapitel benævnes Virkelighedens Danmark – med underoverskriften ”Men hvad kan ’lille jeg’ dog gøre? Her gives forslag, ideer og anvisninger til handlemuligheder frem for at sidde lammet på hænderne og fortvivle over de globalistiske kræfter, alle såkaldt almindelige mennesker på jorden er oppe imod.
Hvert af de tre kapitler indledes med en illustration i to spalter. Den venstre bærer overskriften Illusionen, den højre Virkeligheden. Der er alene tekst i venstre kolonne. Den højre er tom bortset fra et spørgsmålstegn.
Derpå går fremstillingen og dokumentationen af den pågældende fiktion / illusion i gang for så at runde af med en opsummering af kapitlet fulgt op af en udfyldning af højre spalte.
Her kommer de tre opsummerende oversigtsmodeller.
CITATMOSAIK
I det følgende bringer jeg en række citater, der præciserer bogens ærinde og uddyber nogle af de punkter, der er placeret i ovenstående illustrationers højre kolonne Virkeligheden.
Som det vil fremgå af min vurdering efter citatmosaikken har Flemming Blicher skrevet en uhyre vigtig bog, der fortjener at få en bred læserskare.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor mange der rent faktisk giver sig i kast med at læse 536 tæt beskrevne sider? I en tid, hvor universitetsstuderende ikke mere magter at læse en klassiker i dansk litteratur?
Derfor er citaterne tænkt som en service i oplysningens tjeneste for dem, der ikke får læst bogen – og som en appetizer for dem, der klogt har tænkt sig at købe værket.
For at lette læsningen på skærmen har jeg tilladt mig at indsætte nogle afsnit, hvis citater er meget lange.
En sidste information: Alle sidehenvisninger er fra den pdf.fil, der har ligget til grund for min anmeldelse. Der vil derfor være uoverensstemmelse i sidetallet i forhold til den trykte bog. Kan en læser dokumentere, at han / hun har købt bogen, sender jeg på opfordring pdf.filen.
Flemming Blicher / forlaget har godkendt, at jeg bringer så mange citater.
***
”Hvad nu hvis Danmark slet ikke er et ægte demokrati, og folket slet ikke har magten? Det ville godt nok være langt ude, ikke? Hvad nu hvis magthaverne blot bilder os ind, at vi har demokrati ved at bruge forvirrende begreber, som forfører befolkningen? Hvad nu hvis det af politikerne lovpriste “repræsentative demokrati” i virkeligheden blot er virkeliggørelsen af et diktatur, hvor borgerne får lov til at stemme på deres kandidat, men overhovedet ikke får indflydelse på noget af væsentlig karakter, som for eksempel om vi skal gå i krig, eller staten skal frasælge DONG?
Hvad nu hvis en såkaldt “global elite” til alle tider styrer udviklingen i Danmark og bestemmer i situationer som for eksempel myndighedernes reaktioner på en corona-pandemi; hvordan befolkningen skal vaccineres; og at Danmark skal deltage mere eller mindre direkte i en krig i Ukraine med store menneskelige og økonomiske ofre til følge?
Hvad nu hvis globalisterne bestemmer, hvad der kommer i nyhedsstrømmen og derfor også styrer, hvad borgerne får af informationer om samfundet og verden omkring dem? Og hvad nu hvis de samme globalister sørger for at beskytte politikerne, når de, efter at have udført det af globalisterne anmodede arbejde, kommer i uføre i deres politiske arbejde?
(…)
Hvad nu hvis alle de positive fortolkninger af Danmark som foregangsland er mere falske end sande, og danske borgere gennem hele deres liv dermed er blevet foregøglet en falsk udlægning af det såkaldte folkestyre?” (s. 16)
***
”Lad os lige opsummere: Danmarks afgivelse af formel suverænitet (eksempelvis EU) og uformel suverænitet (eksempelvis WHO) har afsluttet den æra, hvor Danmark fremstår som en suveræn nation. Den eneste formildende omstændighed må være, at vi muligvis aldrig har været et ægte folkestyre, selvom historiebøgerne forsøger at portrættere netop dette.
(…)
[Vedr. Grundlovsændringen i 1953] (…) meget tydeligt angivet, at styreformen ikke er demokratisk. Der står nemlig allerede i paragraf 2, at styreformen er “indskrænket monarkisk”. (s. 43)
***
”Magteliten havde brug for et endnu mere solidt greb om domstolene, og i 1953 blev der derfor tilføjet en ekstra sætning i paragraf 64: “ Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder”.
Tilføjelsen til paragraf 64 bevirker, at dommerne netop kan afskediges uden pension, hvis magthaverne ønsker det.
(…)
På den måde kan magthaverne, via deres marionetter, kongen, dronningen og regeringen, styre udfaldet af vigtige højesteretsdomme.” (s.45)
”Derfor kan højesteret altid engagere nogle ældre dommere til de vigtige sager for at sikre det rigtige udfald af sagerne.” (s. 193)
***
”Og påfaldende, at netop nu, hvor den globale magtelite er i gang med at implementere en ny verdensorden, New World Order (NWO), via Agenda 2030 og FNs deraf afledte Verdensmål, så har vi i Danmark fået en flertalsregering bestående af Folketingets tre største partier. Nu har magteliten nemlig frit spil til at pille Danmark fuldstændigt fra hinanden, og den lige så påfaldende proxy-krig i Ukraine bliver selvfølgelig brugt til den bagvedliggende argumentation.” (s. 54)
***
” Minkskandalen er til gengæld en grundlovsforbrydelse, hvor endog også det danske militær medvirkede! Det danske forsvar virker til at være stærkt nok til at blive sat ind mod landets egen befolkning men ikke til at posere som en militær afskrækning for udefrakommende trusler. Men det er også muligt, at den dybe stat, altså globalisterne, blot gerne vil have udenlandske tropper i Danmark, hvis militæret i fremtiden skal sættes ind mod befolkningen. Globalisterne ved nemlig godt, at det er meget lettere at få rumænske eller polske soldater til at begå overgreb og om nødvendigt dræbe danskere, end det er at få en dansk soldat til det.” (s. 59)
***
”Det har ikke noget at gøre med demokrati, når de, som styrer politikerne, også er dem, som styrer dagspressen, for så er magtudøvelsen blevet totalitær.” (s. 65)
***
”Det er muligt, at danskerne er af den opfattelse, at vi lever i en retsstat, men vi overvåges, som var det et diktatur.” (s. 75)
***
”Hvem er Danmarks reelle magthavere og magtudøvere? Den almindelige dansker skal helst tro, at han eller hun med sin stemmeseddel i hånden har magten i det lyksalige, danske demokrati. Og hvis personen er utilfreds med noget, kan vedkommende blot stemme anderledes ved næste folketingsvalg, og vupti, så findes der demokrati og folkestyre ude i horisonten og så langt øjet rækker.
Især folketingspolitikere og presse er gode til at italesætte, at “hvis I er utilfredse, så stem på en anden kandidat, for det er sådan, det repræsentative folkestyre fungerer”.” (s. 83)
***
”Det er nemlig underordnet, hvem der sidder med regeringsmagten, for de bagvedliggende strukturer forbliver de samme: Kongehuset, embedsstanden og de industrielle interesser, der selvsagt inkluderer pressen.
(…)
Politikerne i Danmark er reduceret til marionetter, en form for skuespillere, som skal kreere et drama med udøvelsen af deres politiske håndværk.” (s. 85)
***
”[Anders]Fogh [Rasmussen] sikrede Danmarks deltagelse i Irak-krigen, og han sikrede ligeledes, at Danmark sendte tropper til den mindst lige så håbløse mission i Afghanistan. Begge disse krige var følger af World Trade Center-angrebet i 2001, og det var formentlig nogle af de primære årsager til, at hans karrierevej førte ham til posten som NATOs generalsekretær; Globalisternes tydelige anerkendelse af hans indsats som dansk statsminister.” (s. 86-87)
***
”Kongehuset har uophørligt haft en politisk magt fra tiden før enevælden og indtil vore dage.
(…)
Den uofficielle, og langt mere korrekte historie, er, at alle kongehuse lever i symbiose med pavestaten, ellers får de ikke lov til at eksistere.” (s.92)
***
”Kongehuset offentliggjorde, at skoproducenten ECCO’s mangeårige status som kongelig hofleverandør ikke, som vanligt, ville blive fornyet på dronningens fødselsdag den 16. april 2023. Baggrunden var, at ECCO ikke havde afviklet sine aktiviteter i Rusland og dermed ikke fulgte den politisk korrekte linje, der blev udstukket af regeringen kort tid efter, at Rusland sendte militære styrker ind i Ukraine. Herved blev det tydeligt for enhver, at det er usandt, når det påstås, at kongehuset ikke er politisk!
(…)
Statsrådsmøderne er hermetisk lukkede for omverdenen, idet møderne ikke er offentlige, og der ikke offentliggøres referat af møderne.” (s. 95)
***
”Kongehusets daglige magtudøvelse foregår så subtilt, at det næsten altid går under radaren.” (s. 97)
***
”For at få en forståelse af hvordan kontrollen med den politiske magt i Danmark udføres, skal vi dykke ned i et værk forfattet af en ihærdig, uofficiel forsker af magtstrukturen.
Tony Høy-Nielsen, som bliver omtalt i flere detaljer senere, har forfattet “Magtstrukturen”, et 600 siders PDF-dokument, der er frit tilgængeligt online på hans YouTube-kanal, hvor man ligeledes kan finde videoer af hans oplæsning af værket.
I dette digre værk skriver Tony om kongehuset og dets metoder gennem århundreder med at være den samlende institution, der koncentrerer magten i Danmark ved at infiltrere adel, velhavere, embedsværk, erhvervsliv, loger/frimureri og kirke i et finmasket netværk.
(…)
Den centrale organisation, som sammenkæder det danske kongehus med udenlandske kongehuse og særligt det engelske, er Hosebåndsordenen. Det er en orden, der binder Europas kongehuse sammen i en hemmelig loge styret fra London.” (s. 102-103)
***
”Men i virkeligheden er USA blot en vasalstat under Storbritanniens fordækte overkommando.
Det er semi-hemmelige organisationer såsom Pilgrims Society, der sikrer et tæt samarbejde mellem den engelske og den amerikanske elite i de seneste over 100 år.
Den UK baserede semi-hemmelige organisation, der bærer navnet Chatham House – The Royal Institute of International Affairs – er en af de helt grundlæggende af disse organisationer, institutioner der ofte omtales som tænketanke.
Chatham House, der er etableret i 1920, danner præcedens for en række senere organisationer som: Council on Foreign Relations, Bilderberg, Atlantic Council, Club of Rome, World Economic Forum, Trilateral Commission, European Round Table of Industrialists, Club of Budapest, Club de Madrid og mange flere. (s. 105)
***
“Henning Fode var PET-chef med hovedkvarter på Bellahøj og dermed ansvarlig for, at Mossad havde deres snabel dybt nede i det danske efterretningsvæsen. Det blev han tilsyneladende senere belønnet for af selveste dronningen, idet hun udnævnte ham til sin kabinetssekretær.
Den zionistiske forbindelse til magteliten er tydelig, og det er måske lidt lettere at forstå, hvorfor Danmark ikke fordømmer Israels folkemord i Gaza, når man indser, at de danske og de globale magtudøvere benytter zionisme som ideologi til at opnå endnu større magt. Israel er en zionistisk stat og ikke en jødisk stat! Denne forskel kan være svær at forstå for mange.” (s. 107)
***
”Af og til hænder det dog, at folk som Mogens Glistrup og Preben Møller Hansen får held til at udstille magtarrogancen, men de bliver hurtigt stoppet igen med alle midler.
(…)
Glistrup fik næsten 16 procent af stemmerne ved valget i 1973, og med sine 28 mandater var han en torn i øjet på etablissementet. Derfor sørgede man også for at bænke ham i retssager frem til næste valg, hvor man fik kvalt dette skatteoprør – hvilket det bogstavelig talt var – inden det fik for godt fat i befolkningen.” (s. 111-112)
***
”Denne internationale magtelite kan også kaldes for globalister eller for ‘den dybe stat’. Et udtryk som Donald Trump i øvrigt gjorde populært i 2016 i sin præsidentkampagne med at udtørre sumpen ‘Drain the swamp’, selvom han bestemt ikke var den første amerikanske politiker, der anvendte dette slogan. Magtelite, globalister, den dybe stat, er tre begreber, som stort set dækker over det samme. Nemlig et tætvævet netværk af folk, som på overfladen tilsyneladende er filantroper, der forsøger at tjene verdens befolkning og skabe en bedre verden, men som i virkeligheden tjener deres egne økonomiske interesser ved at servicere et meget rigt og magtfuldt, globalt segment af meget få mennesker. Eller rettere sagt: meget få familier. Familier, som har giftet sig ind i hinandens netværk af rigdom og magt og skabt deres eget segment af familier, som befinder sig allerøverst i en magtpyramide, der styrer den ganske verden.” (s, 118)
***
”Den dybe stat er et begreb, der dækker over en skyggeregering, som de facto har magten i en given stat, mens de fleste af statens indbyggere fejlagtigt tror, at deres demokratisk valgte regering er i kontrol. Når man taler om politikere som marionetter, er det dem, der trækker i marionetdukkernes tråde, der udgør den dybe stat.
(…) den dybe stat virker gennem hemmelige og semi-hemmelige organisationer, som ikke har noget med demokrati at gøre. Men DTK [Den Trilaterale Kommission] er kun en ud af et sandt overflødighedshorn af hemmelige og semi-hemmelige klubber og organisationer, som er med til at udgøre den dybe stat og med til at binde den sammen. Og DTK er såmænd modelleret ud fra endnu ældre organisationer såsom Commitee of 300 (UK 1727), Bohemian Club (USA 1872), Pilgrims Society (UK-USA 1902), Chatham House: Royal Institute of International Affairs (UK 1920), Council on Foreign Relations (USA 1921), Bilderberg (Holland 1954), Atlantic Council (USA 1961), Club of Rome (Italien 1968), World Economic Forum/European Management Forum (Schweiz 1971). Senere organisationer af samme skuffe inkluderer European Round Table of Industrialists (Frankrig/Europa 1983), Club of Budapest (Ungarn 1993), Club de Madrid (Spanien 2001).
I store træk er det de nævnte hemmelige og semi-hemmelige organisationer som har stået fadder til nye ikke-demokratiske organisationer såsom FN, WHO, NATO og EU. Tilsammen er der blevet skabt et netværk af internationale organisationer, som binder den dybe stat sammen på tværs af oceaner og nationale grænser. En masse fraterniteter fra de største og mest magtfulde universiteter er også en rekrutterende del af dette netværk.
(…)
Hertil skal lægges de hemmelige loger og frimurernes selskaber, som yderligere binder netværket sammen. (s. 120-121)
***
”Men de hemmelige selskaber har brug for nogle fodsoldater til at påvirke danske tænkere og meningsdannere, som måtte slippe uden om frimurerlaugene og logerne. Her kommer det moderne begreb tænketank ind i billedet. Ordet blev netop fostret til at dække over de hemmelige selskaber som Chatham House, DTK og Bilderberg og bliver nu genbrugt i en lettere version til at dække systue-papegøje-snakken i tænketanke som CEPOS, Mandag Morgen, EUROPA, Concita, Justitia med mange flere.” (s. 124)
***
”Det er svært at bevise, hvem der er øverst i verdens magtpyramide. Men en ledetråd må bestemt være, at de, der har ressourcerne til at trække i trådene uden at behøve at træde frem i verdens rampelys, må have en helt exceptionel magt. Den evne og magt har den person, som kaldes Den Grå Pave.
De såkaldte tretten blodlinjefamilier [Black Nobility – den sorte adel] er i store træk historiske efterkommere af fønikerne og af Roms kejsere og senatorer. Det er familier, som siden 400-tallet har installeret deres egne slægtninge, som paver og kardinaler i Pavestaten i Rom.” (s. 126)
***
”Religion har til alle tider været et af magthavernes vigtigste redskaber til at kontrollere en befolkning, hvis ikke det allervigtigste.” (s. 130)
”Mange konspirationsteoretikere giver fejlagtigt jøderne og frimurerne hele skylden for den nuværende konspiration. (s. 132)
***
”Men sandt er det, at jøderne, krypto-jøderne, og især zionisterne har haft amerikansk politik i et jerngreb siden Anden Verdenskrig.” (s. 156)
***
”Sandheden omkring de tre centrale magtcentre i verden, Vatikanet, City of London og Washington D.C. er også en godt bevaret hemmelighed.” (s. 132)
***
”Den subtile korruption, der foregår på regerings- og folketingsniveau, bliver stort set ikke omtalt i pressen.” (s. 135)
***
”Skønmaleriet af retsstillingen i Danmark
En meget stor del af den danske befolkning er af den opfattelse, at der hersker større retfærdighed i Danmark end i andre lande, eller i det mindste større retfærdighed end i langt de fleste af verdens øvrige lande. De fleste danskere virker ikke til at være i tvivl om, at det danske retsvæsen overordnet set fungerer ret optimalt, og at der eksisterer et minimalt niveau af korruption. Skulle der forekomme lidt korruption, er det undtagelsen, der bekræfter reglen. Det virker til at være den gængse opfattelse af retssystemet, der har rodfæstet sig blandt størstedelen af befolkningen.” (s.137)
***
” § 17 Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i det tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen. Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
Ovenstående argument om, at Danmark regeres gennem statsrådet, hvor legitimt det end ser ud rent juridisk, accepteres ikke af det offentlige narrativ, og diskussionen omkring det får aldrig lov til at florere frit. Politikere, embedsmænd og hele systemet er styret af en bagvedliggende elite, som via sin magt over pressen fortæller befolkningen, hvad den skal tro. Til trods for at det beskrives helt anderledes i Grundloven og stadfæstes med Frederik 9.s underskrift af den nuværende Grundlov den 5. juni 1953. (s. 158)
***
”Rothschilds forretningsmodel var netop at låne til stater, for staterne kan altid betale tilbage, da kongen/regeringen blot kan hæve skatterne for at indkassere pengene, som skyldes væk.” (s. 177)
***
”Skatter og afgifter hører til magthavernes allervigtigste redskaber, for pengene finansierer den stat, som magthaverne har kontrol med. Pengene bruges til at finansiere statens øvrige ressourcer, heriblandt domstole, politi og militær, og således kan magthaverne holde befolkningen stangen, vel at mærke for borgernes egne penge.” (s. 187)
***
”Med den ene hånd gives der gavmildt til de borgere, der har lyst til at konkurrere om magten, pengene og succes’en; og alle borgere – magtfulde, rige og succesfulde eller ej – gives muligheden for at stemme i de såkaldte demokratiske valg. Med den anden hånd gøres det fuldstændig ligegyldigt hvem, af de af eliten forudvalgte kandidater, folket stemmer på.” (s. 188)
***
”Få danskere er opmærksomme på, at EU kan vedtage en hvilken som helst lov, som bliver gældende lov i Danmark i det øjeblik blækket er tørt i Bruxelles.” (s. 198)
***
”Det er tydeligt, at selvom Danmark i sin tid fik indført et forbehold om, at danske statsborgere ikke blev unionsborgere med tiltrædelse af EU i 1992/93, er vi for længst blevet det. Teatret fortsætter, og samtlige danske medier foregiver, at alle de vigtigste politiske forhandlinger foregår i folketingssalen, mens globalistisk-styrede politikere i EU forærer alt væk til globalisterne.” (s. 201)
***
”Når Den Kongelige Livgarde supplerer politiet ved at indgå i bevogtningen af den israelske ambassade, synagogen i Krystalgade og mange andre steder, er det er udtryk for, at befolkningen skal vende sig til, at militæret bliver brugt til fredstidsopgaver, og, som vi så med minksagen, at militæret kan bruges mod befolkningen.” (s. 206)
***
”Men må sige, at Espersen er blevet belønnet vel rigeligt for blandt andet at have ødelagt det danske politikorps, men man behøver blot at betragte Bjarne Corydon og salget af DONG for at forstå, at det er sådan, det foregår i dansk politik: Hvis du som politiker hjælper globalisterne, bliver du efterfølgende belønnet til overflod.” (s. 210)
***
”Den dybe stat er det kompleks, som ejer alle verdens største virksomheder og som detailstyrer politikerne. Om det er investeringsbanker som Rothschild og Goldman Sachs eller konsulenthuse som McKinsey og Accenture, ligger ejerskabet i sidste ende hos den samme ejerkreds.
Det er familien Rothschild og en række andre familier, som i århundreder har giftet sig ind i hinandens familier. De familier, som for eksempel Rothschild, der ikke i forvejen var adelsfamilier, har giftet sig til at blive adelsfamilier. Nye konstellationer og familienavne er opstået. Men det er i store træk de samme familier, og de ejer i store træk hele verden gennem fire, store såkaldte institutionelle investeringsfonde: BlackRock, Vanguard, State Street og Berkshire Hathaway, hvor de to førstnævnte er langt de største og stærkeste.
På grund af den snedige opbygning af disse såkaldte institutionelle investeringsfonde, kan man ikke umiddelbart udpege de virkelige ejere. Men det er ikke svært at udpege de familier, som har kontrollen med BlackRock og Vanguard, da deres familiemedlemmer konstant optræder som dem, der influerer beslutningerne i disse investeringsfonde. Disse familier er Rothschild, Rockefeller, Du Pont, Morgan med flere.
Men deres magt er kun af finansiel karakter. For disse familiedynastier er blot forkontoret til dem med den virkelige magt, nemlig de blodlinje-familier, som familiedynastierne alle kan spore deres aner tilbage til. Det er derfor, at frasalget af DONGs aktier til Goldman Sachs er så orkestreret, som det er, for alle aktørerne har hver deres rolle i det.
Politikerne er blot marionetterne, der skal gøre det beskidte og upopulære arbejde. Og til (de fleste) politikeres redning har den bagvedliggende elite også magt omkring propagandaapparatet, så de kan hjælpe politikernes image med at blive godt igen ved at skrive positive artikler om dem.
(s. 217-18)
***
[Fra Mette Frederiksens nytårstale d. 1. januar 2021] ”Vaccinen er vores vej tilbage til hverdagen. Samværet. Krammet. Festerne. Alt det vi længes efter.
(…)
Hele 14 trepartsaftaler er det blevet til med fagforeninger og arbejdsgivere. Virksomheder har omlagt produktion for at lave håndsprit. Offentligt ansatte har løst problemerne under svære vilkår. Det private og offentlige har tilsammen vist innovation og kreativitet på imponerende vis.
Bingo! Udover at sælge corona-vacciner til folket, vil Mette Frederiksen have mere samarbejde mellem den offentlige stat, dens forskellige myndigheder og det private erhvervsliv. Med et fint ord kalder man det for Offentligt-Privat Samarbejde, forkortet OPS.” (s. 222-223)
***
”Det globale offentlig-private partnerskab (GPPP) er et verdensomspændende netværk af kapitalistiske interessenter (stakeholders).
Dette kollektiv af interessenter (kapitalisterne og deres partnere) omfatter globale virksomheder (herunder centralbanker), filantropiske fonde (multimilliardær filantroper), politiske tænketanke, regeringer (og deres agenturer), ikke-statslige organisationer, udvalgte akademiske og videnskabelige institutioner, globale velgørenhedsorganisationer, fagforeninger og andre udvalgte “tankeledere” (eng: thought leaders).
Stakeholder Capitalism-konceptet indebærer, at GPPP kontrollerer verdensøkonomien. Den fastlægger verdens-, national- og lokalpolitik (via global styring) og fremmer derefter disse politikker ved hjælp af hovedstrømspressen (mainstream-medierne), som også er “partnere” inden for GPPP. Ofte udarbejdes disse politikker af tænketanke, før de vedtages af regeringer, som også er GPPP-partnere. ‘Regering’ (government) er essentielt arbejdet med at omdanne GPPPs globale styring til hård politik, lovgivningsarbejde og udmøntning i vedtagne love.
Under vores nuværende globale model for ‘westfalisk national suverænitet’ kan regeringen i en nation ikke lave lovgivning eller love i en anden nation. Men gennem global styring skaber GPPP politiske initiativer på globalt plan, som derefter siver ned til de pågældende mennesker i alle nationer.
Dette sker typisk via en formidlende politik-distributør, såsom Den Internationale Valutafond (IMF) eller FNs Klimapanel (IPCC), og den nationale regering, eller i Europas tilfælde oftest EU, vedtager derefter de anbefalede politikker.
Den politiske kurs er internationalt fastlagt af den autoriserede definition af problemer og deres foreskrevne løsninger (en såkaldt problem-reaction-solution kæde). Når GPPP håndhæver konsensus internationalt, er de politiske rammer fastlagt.
Partnerne i forbindelse med grønne, offentlige partnerskaber samarbejder derefter for at sikre, at de ønskede politikker udvikles, gennemføres og håndhæves. Dette er det ofte citerede “internationale regelbaserede system.” På denne måde kontrollerer GPPP mange nationer på én gang uden at skulle ty til lovgivning.” (s. 225)
***
”En jurist, der efter endt uddannelse ønsker at kalde sig advokat, er tvunget til at melde sig ind i Advokatsamfundet, hvor aspiranten skal bestå forskellige test for at få lov til at agere i en retssal. Alene indmeldelse i Advokatsamfundet er en udgift på 8.800 kr. årligt.
Siden 1919 har Retsplejeloven foreskrevet, at advokater, der fører retssager, skal være medlem af Advokatsamfundet, som siden 1947 har været tilknyttet International Bar Association (IBA) og siden 1973 også den europæiske pendant Council of Bars and Law Societies of Europe (CCBE). Begge disse organisationer er en del af dette “BAR-system”, og det er dette system, som advokaterne er loyale overfor og ikke deres klienter. BAR-systemet er oprindeligt et europæisk retssystem, som i den anglo-amerikanske version fra Storbritannien og USA blev en verdensstandard med tilblivelsen af FN i 1947 og dannelsen af IBA.”
s. 237)
***
”Den moderne slaveplantage, som det danske folk som helhed er slaver for, kan anskues gennem kontraktlovgivning samt det, der på engelsk kaldes Admiralty Law, og på dansk admiralitetslov eller maritim lov.
(…)
Den største kontrakt danskere indgår med det offentlige er dog fødselsattesten. Det er her, forældrene laver en kontrakt med staten, hvor deres barn indgår. Forældre i Danmark er tvunget til at lave denne registrering af barnet, da det ellers ikke kan gå i skole, modtage lægehjælp på et hospital og så videre. Det er desuden ulovligt ikke at registrere sit barn hos staten, hvis man føder i Danmark.
Men forældrene tænker ikke over, at fødselsattest, dåbsattest eller navneattest er en kontrakt med staten, som de indgår på vegne af deres barn.” (s. 255)
***
”Som lidt spredte eksempler på hvordan Grundlov, økonomi og politik blandes sammen kan nævnes Danmarks indførsel af den personlige indkomstskat i 1903, Lov om Danmarks Nationalbank i 1936 og dansk EF/EU-medlemskab i 1972/1973.” (s. 262)
***
”Alene i perioden fra 1. januar 2022 til 1. september 2024 er den totale mængde sedler og mønter skrumpet fra 70,9 til 53,3 milliarder kroner. Det er et fald på 25% procent på godt 2½ år.
(…)
Det er nemlig globalisternes agenda at udfase kontanterne helt og erstatte dem med Central Bank Digital Currency (CBDC), der er digitale penge, som kan kontrolleres fra centralt hold. For eksempel kan myndighederne i et fremtidigt CBDC-scenario sammenkæde den enkelte borgers forbrug af CO2 med, hvad pågældende må bruge sine penge til.” (s. 282)
***
”Hvordan kan Nationalbanken være uafhængig af den politiske magt, når det er den politiske magt – hvad enten det er regeringen eller kongehuset – der udpeger Nationalbankens direktør? Det skyldes, at Danmark er en illusion, og den danske stats økonomi er en helt igennem fiktiv fortælling.” (s. 289)
***
”I Danmark har vi en god tradition for, at korruptionen er subtil og mestendels skjult, og derfor skal eliten blot sørge for at korrumpere de to-tre største partier, som har en statsministerkandidat. Disse kandidater bliver stillet internationale poster og stor rigdom i udsigt samt retssager, defamation og personlig ruin, hvis de ikke makker ret.
Eliten kan derfor godt lide at have at gøre med politikere, hvor de allerede kan hive nogle sager frem fra skuffen. På den måde har bankeliten altid krammet på Folketinget og den til enhver tid siddende regering. Det er samtidig også den korte forklaring på, at det ikke spiller den store rolle, hvilke partier, der har regeringsmagten, for blå bloks statsminister er altid klar til at udføre rød politik, og rød bloks er klar til at udføre blå politik, alt efter hvad eliten måtte ønske af dem.” (s. 297)
***
”United States Federal Reserve System (FED) er det centralbanksystem, som USA indførte med deres Federal Reserve Act i 1913. Op til vedtagelsen i kongressen var der stor modstand mod det system, som blev indført med denne lovgivning.
Politikeren Charles August Lindbergh, som dengang sad i den amerikanske kongres, udtalte i 1913 om den nye FED lov, at den ville indføre et system, som ville blive en “invisible government by the money power”. Lindbergh beskriver tilblivelsen af den skyggeregering, som populært kaldes for deep state eller den dybe stat. Lindbergh var ikke alene. Store industrimagnater som John Jacob Astor, Benjamin Guggenheim og Isa Strauss var stærke modstandere af FED, men de omkom desværre ved Titanics forlis i 1912.
Den absolut største fortaler for FED er J.P. Morgan, som i øvrigt ejede Titanic og havde inviteret de tre førnævnte med på skibets jomfrurejse. Morgan skulle også selv have været med på rejsen, men meldte afbud et par timer før afgang. Han var dog så forudseende at forsikre skibet for en enorm sum penge, den heldige rad, og tillige noget mere heldig end de mere end 1.500 mennesker, der omkom ved forliset.
Når mistanken om at J.P. Morgan havde en finger med i spillet i forhold til Titanics forlis, så bliver det selvfølgelig betragtet som en konspirationsteori af hovedstrømspressen. Man bør jo ikke stille spørgsmålstegn ved en af USA’s rigeste mænd gennem tiderne, for hvad kan det ikke lede til?” (s. 302)
***
”Den mangefacetterede bankelite, dog med Rothschild i en helt altoverskyggende central rolle, er bygget så snedigt op gennem to hundreder af år, at det er svært for den ikke-indviede at danne sig et nogenlunde overblik. Men vil man forstå, hvordan bankeliten overtog kontrollen med verdens finanser, findes der en del litteratur. Bøgerne “The Secrets of the Federal Reserve” af Eustace Mullins i 1952 og G.Edward Griffins “The Creature from Jekyll Island” fra 1994 samt Antony C. Suttons “The Federal Reserve Conspiracy” fra 1995 er alle grundlæggende afsløringer af bankelitens konspiration. Bemærk, at det ER en ‘konspiration’, og at det på grund af den uomtvistelige dokumentation ikke er en ‘konspirationsteori’, som mainstream medierne forsøger at portrættere det, muligvis fordi disse medier hovedsageligt er ejet og kontrolleret af netop bankeliten. De nævnte bøger fortæller, hvordan Rothschild, den engelske kongefamilie, Morgan og andre elite-familier er forbundet med hinanden, og hvilke transaktioner og handlinger de sammen har stået for gennem mere end 200 år.” (s. 309-310)
***
”En anden ting man skal have for øje, og som er vigtig for at forstå, hvordan korruptionen fungerer i Danmark er, at politikerne og de bagvedliggende magthavere har for vane at bruge de store anlægsprojekter til at færdiggøre politiske, interne vennetjenester og opgøre interne regnskaber.
Det gøres for eksempel ved at give anlægsprojekter til de virksomheder, som de bagvedliggende magthavere beslutter skal have ordrerne. Jeg kender til at byde på projekter fra mit professionelle virke og kender også til de mange ‘reguleringsmuligheder’, der kan bruges til at sørge for, at ‘de rigtige’ får opgaverne.” (s. 331) (NB! rettelse til tekst i pdf.filen foretaget af forfatteren).
***
”Centralbankerne, ejet af privatbankerne, kan trykke alle de penge, de skal bruge, og betale både den lovgivende og den udøvende magt til at lede landet, som man gerne vil have det. Ved også at kontrollere pressen, holdes befolkningen fra at forstå bedrageriet og må acceptere de forklaringer på forskellige fænomener, for eksempel krige og recessioner, som de bliver præsenteret for af pressen.
Den hårde globalist-mafia bag centralbankerne går ikke af vejen for at starte krige og slå ihjel samt alle andre aktiviteter, som kan være med til at udbygge deres rigdom og magt. Deres beslutninger er i store træk den virkelige årsag til alle de mærkelige krige, vi har set de seneste 200 år. Det er nemlig ikke nationalitets-, race- og religionsforskelle eller uenigheder om grænsedragning, der er den egentlige årsag, sådan som vi – af pressen – bliver bedt om at forstå krigene. Krigene startes af dem med pengene, for at de ad den vej kan erhverve endnu mere af værdi i hele verdenssamfundet, end de allerede besidder.
Globalistmafiaen, eller bankeliten, består af en lang række af meget magtfulde familier. Disse familier har opbygget deres magt gennem en meget længere periode end de seneste 200 år. Familierne har sørget for at gifte deres familiemedlemmer med hinanden og opbygge en adel, der fremstår som en skarp adskillelse mellem disse blodlinje-familier og den øvrige befolkning. Blodlinje-familierne går helt tilbage til patricierfamilierne fra antikkens Rom, hvor de sørgede for at etablere sig i datidens Italien.” (s. 337)
***
”(…) selve problemets kerne: En global bankelite, der har bemægtiget sig magten over nationalstaternes politikere. Denne magt er blevet brugt til at få implementeret centralbanksystemet med det formål at opsluge (næsten) al verdens rigdom i elitens egne rækker.” (s. 341)
***
VURDERING
Flemming Blicher har skrevet en enestående bog, som enhver, der stadig magter at læse andet end opslag på Twitter / X, burde binde an med. Der er ikke tale om grundforskning, men om et stykke pionerarbejde, der forbinder punkterne i danmarkshistorien på en måde, vi mig bekendt ikke har set på dansk før. I hvert fald ikke i nyere tid. Eller??
Først alt for sent er jeg blevet opmærksom på Clement Harbinger Bane: ”MORDET PÅ DEMOKRATIET – DANMARKS FORBUDTE BOG”, der udkom d. 5. november 2020. Da jeg ikke fået læst bogen, før denne anmeldelse bliver bragt, ved jeg ikke, om dette værk er i konkurrence med Flemming Blichers.
Under alle omstændigheder er der guld at hente i ”Illusionen om Danmark – Del 2 – De 3 Fiktioner”, hvilket gerne skulle stå klart alene med citatmosaikken som grundlag. Om kongemagten. Om Grundloven. Om retssystemet. Om økonomien. Om manglende suverænitet såvel på nationalt som individuelt plan. Om Bo Lidegaard, Bent Blüdnikow mv.
Jeg bøjer mig i støvet for den kraftindsats, der ligger bag så systematisk at gå op imod de officielle fortællinger og ideologier og på lange stræk levere en dokumentation, der ikke er til at komme udenom for den hæderlige læser, der stadig formår at forholde sig til saglige argumenter.
Med det sagt har jeg en række kritiske kommentarer.
Jeg er klar over, at vi befinder os 5 minutter i 12 i forhold til Agenda 2030, og at Flemming Blicher derfor ønsker at få bogen ud så hurtigt som muligt. Fuldt forståeligt. Men det er gået alt for stærkt med gennemskrivning og redigering af bogen.
Den overordnede struktur med tre kapitler indledt og afsluttet med ovenfor omtalte illustrationer sidder i skabet, men de mange underafsnit inden for de tre hoveddele kommer hulter-til-bulter. Flere gange virker det som om, at hovedsporet bliver forladt til fordel for at ride nogle kæpheste på sidevejene, fx de alt for lange afsnit om Krigsminister Tscherning, om frihedskæmperen J. J. Dampe og om Den Tyske Orden.
Det er heller ikke hensigtsmæssigt at lægge ud med en opsummering af Del 1 – De 3 Tabte År, når så mange af dens pointer gentages i nærværende bog.
Og der ER mange gentagelser – både inden for det enkelte kapitel og på tværs af kapitlerne. Ud over de mange repetitioner, der virker som om forfatteren har glemt, at en givet begivenhed faktisk lige er blevet beskrevet 10 sider før, skæmmes teksten af stave-, tegnsætnings- og skønhedsfejl. Samt af for få afsnit, der nogle steder gør teksten unødigt tung at læse.
Wikipedia bliver brugt som en hovedkilde, hvilket er en meget dårlig idé, eftersom platformen ikke er særligt pålidelig og slet ikke inden for såkaldt kontroversielle emner. En faghistoriker ville krympe sig, men det skal Flemming Blicher kun til dels tage tungt, da de fleste af dagens historikere bedriver politisk korrekt forskning og ikke skal have rokket båden. Dogmatikken ifm. fremstillingen af 2. verdenskrig og Holocaust må her række som et af de bedste eksempler på faghistorikeres lakaj-rolle.
I det hele taget mangler der kilder, især i de historiske afsnit. Der optræder godt nok en del i fodnoter undervejs, men de burde også figurere i en litteraturliste, så læseren har mulighed for at få et samlet overblik over det anvendte kildemateriale og en idé om den metodiske tilgang.
Der mangler også et indeks, som ville muliggøre opslag på navne og begivenheder. Den meget detaljerede indholdsfortegnelse kan ikke råde bod på denne forsømmelse.
Et hår i suppen er, at forfatteren omtaler sig selv ved fornavn. Det gør ’man’ bare ikke i en seriøs bog.
Den resterende anførte kritik er ikke hår i suppen, men ret alvorlig.
Der ER guld at hente
Med den salut fastholder jeg, at der er guld at hente i ”Illusionen om Danmark – Del 2 – De 3 Fiktioner”. Det gør jeg med baggrund i den viden, jeg har tilegnet mig om den globalistiske dagsorden (The Great Reset – One World Government) – først og fremmest i engelsksprogede bøger, artikler og videoer – igennem de fem år, der er gået siden corona-nedlukningen i marts 2020. Dokumenteret på videobloggen NewSpeek.
En viden, jeg ved, at også Flemming Blicher er i besiddelse af, og som kommer til at danne fortolkningsramme og baggrundstæppe for den danmarkshistorie, han har skrevet.
Flemming Blichers store indsats er, at han har lagt en stor del af det globalistiske puslespil med dets titusindvis af brikker. At han har forbundet de mange punkter, som de officielle fremstillinger og danmarkshistorier enten holder adskilt eller forvrænger, manipulerer, fejlfortolker, ignorerer og udgrænser.
Et enkelt eksempel må række her: At magtens tredeling er en illusion står lysende klart efter læsning, og skulle nogen finde på at benægte denne konklusion, så benægter den pågældende fakta.
Flemming Blicher fortjener en kæmpe tak for at have taget opgaven på sig. Herfra kipper jeg med flaget i stor respekt og anerkendelse.
———————————————————————————-
Faktaboks:
Flemming Blicher er ingeniør- og MBA-uddannet, menneskerettighedsforkæmper og græsrodspolitiker. Medstifter af Forfatningspartiet og Frihedslisten.
Forfatter til ”Illusionen om Danmark – Del 1 – De 3 Tabte år” og redaktør på og bidragyder til ”Illusionen om Danmark – Del 3 – Fritænkerne”. Endvidere forfatter til ”Illusionen om Grundloven – Et Statskup over 175 År (1849-2024)”.