Nogle gange sker der store og afgørende skred. Voldsomme bevægelser i undergrunden forandrer de tektoniske plader, vi står på. Det gælder også i politik og kultur. En opbygget spænding over tid bliver pludselig frigivet i form af jordskælv.
Valget af Trump kan betragtes som et sådant skred. I hvert fald som en vending. Vi ser en hastig bevægelse fra en liberal og progressiv orden mod en konservativ orden.
Læg mærke til, at der ikke var vold i gaderne efter valget af Trump og hans indsættelse, ingen brændte biler og knuste ruder, højst nogle harmdirrende indlæg. Ved indsættelsen stod techmilliardærerne paraderet som flinke, tæmmede skoleelever ved Trumps side. Elitens kovending fra ”Trump er fascist!” til ”Hvordan kan vi hjælpe, hr. præsident?” er anskuelsesundervisning i principfast mangel på rygrad.
Vibeshift
Det er, hvad amerikanerne kalder et ”Vibeshift”. Hvad betyder det? Vi ser det især på tre områder.
For det første er den progressive venstrefløjs politiske dominans brudt sammen. Deres indgroede retorik om race, klasse og feminisme falder nu for døve ører hos vælgerne. Trumps overraskende gennembrud hos latinamerikanske vælgere og sorte mænd har rystet det politiske landskab og afslører, hvor hult det progressive projekt var.
Venstrefløjen er nu tvunget til at droppe deres identitetspolitiske luftkasteller og i stedet tale om almindelige menneskers økonomiske virkelighed. Det har de længe forsømt i deres iver efter at fremme særinteresser. Som historikeren Christopher Lasch spurgte for mere end 30 år siden: Hvad hjælper det fabriksarbejderen, at der indføres taleregler på Harvard?
For det andet ser vi, at det progressive greb om amerikanske virksomheder og institutioner er ved at smuldre. Virksomheder smider deres woke DEI-initiativer (diversitet, lighed og inklusion) overbord som var det giftig last. Flere skærer drastisk i deres LGBTQ-merchandise efter forbrugerprotester.
Selv eliteuniversiteterne, disse tidligere højborge for progressiv ideologi, vakler under presset og må moderere deres radikale standpunkter. Erhvervslivet søger nu mod midten i flugt fra den aktivisme, de selv var med til at fremme. Det er et knusende nederlag for den progressive drøm om at kapre Corporate America.
For det tredje er den kulturelle revolution i fuld gang. Højrefløjen er ved at sætte sig på de sociale medier efter års progressiv censur, mens mainstream-medierne drejer mod højre. Giganter som Disney trækker woke indhold tilbage, og selv Meta har droppet deres ideologiske faktatjek-program. Det er et sammenbrud for den progressive kontrolmekanisme, der i årevis har dikteret den kulturelle dagsorden.
Venstreorienterede og liberale står tilbage i ruinerne af deres ideologiske projekt. De tvinges nu til at indse, at Trump-vælgere ikke er uvidende masser der skal ”uddannes”, men mennesker der bevidst har afvist den progressive dagsorden. Den ekstreme tilgang til immigration og social retfærdighed har fremmedgjort den almindelige vælger.
Den længe ventede demografiske ”moralske bue” mod progressiv dominans viste sig kort sagt at være en illusion.
Trumps tale
Dette vibeshift stod mejslet i Trumps indsættelsestale. Den afspejlede et markant politisk skifte med fokus på tre hovedområder: indvandring, kriminalitet og opgør med woke-kultur.
På indvandringsområdet præsenterede Trump en hårdere linje med løfter om nødret ved grænsen, militær tilstedeværelse og færdiggørelse af grænsemuren. Han bebudede også massiv udvisning af illegale immigranter og strammere regler for opnåelse af statsborgerskab.
Inden for kriminalitetsbekæmpelse lovede Trump at klassificere narkokarteller som terrororganisationer og intensivere kampen mod bander i storbyerne. Han lagde særlig vægt på at stoppe narkotikastrømmen til USA.
I forhold til det kulturelle område markerede Trump et opgør med progressive strømninger. Han ville indføre farveblind ansættelsespolitik baseret på kvalifikationer. Desuden ville han fjerne kønsideologi fra offentlige institutioner.
En vending, ikke en revolution – endnu
Hvis denne nødvendige vending skal være en revolution, kræver det imidlertid, at ændringerne får varig betydning. Men Trumps narcissistiske personlighed og manglende evne til at bygge alliancer og arbejde konstruktivt med institutioner udgør væsentlige hindringer.
Det er muligt, endda sandsynligt, at han er mere forberedt denne gang. Selv om han vil vise sig mere kompetent, er der dog stadig grund til forbehold og kritik. Særligt bekymrende er hans holdning til NATO, hans trusler mod nære allierede som Danmark i sagen om Grønland, samt hans støtte til told. Trumps beslutning om at benåde voldelige personer involveret i Capitol-angrebet vækker også bekymring, især når selv støtter som vicepræsident J.D. Vance har taget afstand fra dette.
En pragmatisk tilgang til Trump er nødvendig. Det kræver en balanceret strategi, hvor man støtter visse aspekter af hans politik, mens man tager afstand fra andre. For vendingen mod den konservative orden har vi brug for, også i Europa.
Spørgsmålet er, om en sådan ændring kan ske i Europa. Det er nemlig Europas mulighed for at komme ud af dekadencen.
Af Kasper Støvring, ph.d. og forfatter